Skuespillet var intet mindre end en fornøjelse. Virkelig. Og selv om rammerne omkring haltede en smule, er Østerbro Teaters opsætning af den over 200 år gamle urklassiker Faust af tyske Johann Wolfgang von Goethe bestemt værd at se.

Lad dig ikke friste af djævelen, ville Goethe sige. Men lad dig friste af Østerbro Teaters opsætning af Faust – for skuespillets og for livslærens skyld.

Fortællingen begynder gråt i gråt. Videnskabsmanden Faust (Olaf Johannessen) sidder i hjørnet og jamrer. Han har lært sig så meget, at han nu ved, at han ikke med sikkerhed kan vide noget som helst. Livet giver ikke længere mening for ham. Av, for en nihilist. Ikke engang en hund ville være tilfreds med sådan en tilværelse, mener han.

Men så med ét kommer netop en hund (Søren Sætter Lassen) ind på scenen. Den er livsglad og overgearet og halser ivrigt mod Faust. Efter lidt opmærksomhedssøging forvandler den sig til en menneskelig skikkelse, og vi finder ud af, at det er Fanden selv.

Faust lader sig friste og griber muligheden for at slippe væk fra sine selvødelæggende tanker ved at indgå en pagt med de djævelske magter. Nu skal han langt om længe nyde livet.

Farver på drengen

Overgangsritualet fra tomhed til nydelse bliver foldet eminent ud i en heftig dansegulvskavalkade, hvor Olaf Johannessen på imponerende vis danser sig gennem det ene moderne kæmpehit efter det andet. Fra George Michael over Motown til Depeche Mode. Først med kejtede små bevægelser, senere mere selvsikkert og til sidst på et niveau, hvor selv John Travolta kunne lære noget.

Lyserøde lyskegler farer rundt på scenen og over publikum i takt med de tunge basrytmer, og for første gang i stykket bliver farvespektret og den store scene udnyttet. Det varer ved i adskillige minutter, og det svinger så godt, at det fine kulturparnas på rækkerne slet ikke kan lade være med at vrikke med.

Desværre slutter dansen. Farverne forsvinder, og vi er tilbage til gråt i gråt. Det var ellers et skønt afbræk fra den mørke scenografi.

En larmende grå masse

Den minimalistiske og mørke scenografi gjorde desværre ikke forestillingen den store tjeneste. De mørke omgivelser og skuespillernes sorte tøj sugede kraft og liv ud af den gamle tyske klassiker og betød, at stykket som helhed til tider flød sammen til en ensformig, larmende masse. Øjnene skulle simpelthen knibes ekstra meget sammen for at ignorere de karakterløse omgivelser.

Meningen bag de tunge grå rammer har måske været at lade skuespillet tage fokus. Og det med rette, for de fem skuespillere gør det godt. Specielt Olaf Johannessen, der endnu en gang beviser, hvorfor han er en af landets allerbedste scenekunstnere. Han formår flot at formidle Fausts frustration og tab af mening, og overgangen fra den tomme videnskabsmand til den hensynsløse begærer rammer han lige i røven.

Søren Sætter-Lassen gør også en rigtig god figur som en moderniseret, humoristisk Goethe-djævel, der lokker med både sex og hygge.

Sofie Wanstrup og Joen Højerslev er utroligt sjove og sprængfyldte med energi som Fandens små djævle, og de udfylder også stykkets andre småroller på meget tilfredsstillende vis, mens Siw Ulrikke Maibom gør det rigtig fint som Fausts 14-årige uskyldige offer. Det er et fedt hold, Østerbro Teater har sat sammen.

Lad dig friste

Scenografien var dog ikke helt malplaceret. Den fremhævede den tomhed, Faust har placeret sig i, og de meningsløse handlinger, som hans jagt efter nydelse fører til. Ikke helt veludført, men fint tænkt. For det er bestemt ikke en livgivende forestilling, vi er vidne til. Den fremkalder mange associationer som eksempelvis angst og tristhed, der søges fortrængt med djævelske virkemidler: Her kunne indsættes sprut, narko, medicin, eskapisme af enhver art.

Et andet uudtalt emne er den altomsluttende ensomhed. Faust er helt alene. Og hans krævementalitet, der med djævlens vold sættes i værk over for den udvalgte lille pige Gretchen, er ikke just ligeværdigt samvær. Der er ikke snerten af fællesskab i syne nogen steder. Blot individer flagrende rundt i isolation og forladthed. Og skæbner, der blot ender værre steder, end hvor de begyndte.

Så lad dig ikke friste af djævelen, ville Goethe sige. Men lad dig friste af Østerbro Teaters opsætning af Faust – for skuespillets og for livslærens skyld.