Franca Rame kæmpede gennem hele sit liv mod sexistisk vold, kvindeundertrykkelse og katolsk snerperi. Hendes teaterstykke ”Åbne parforhold”, som hun iscenesatte sammen med sin mand, dramatikeren Dario Fo, blev langt ind i 1980’erne erklæret for ”uegnet for unge under 18 år” af Italiens statslige kontrolorganer.

I 1951 mødte hun skuespilleren Dario Fo. Sammen blev de det mest berømte teaterpar i Italien. Franca blev meget populær for sine politiske og socialt engagerede teaterstykker.

Konservativ forargelse

I 1959 dannede hun og Dario Fo teatergruppen ”La compagnia Fo-Rame“.De optrådte for det meste med selvskrevne teaterstykker, der genspejlede brydningerne i samfundet. Mange af Franca Rames værker handler om kvindetemaer.

Forestillingerne var i høj grad præget af improvisation, der opstod i selve opførelsens forløb. Ifølge dagbladet Il Manifesto findes der muligvis ingen teaterstykker af Dario Fo, som Franca Rame ikke afgørende har medvirket til. Fra 1960'erne producerede de en række store satiriske forestillinger, som for eksempel ”Det 7. bud: Stjæl lidt mindre” og ”Smid damen ud”.

Disse stykker blev også opført på forskellige teatre rundt omkring i Danmark. Politianmeldelser og sagsanlæg fulgte ofte i kølvandet af forestillingerne på grund af deres anti-autoritære provokationer. Deres stykker blev som regel boykottet af landets borgerlige TV-medier.

Aktiv på den revolutionære venstrefløj

Fælles for Franca Rame og Dario Fo - der i 1997 fik tildelt Nobelprisen i litteratur - var deres uvilje mod at iscenesætte deres stykker i det borgerlige teater. I stedet for anvendte de hellere byernes pladser, bz’atte huse og fabrikshaller. Da der i 1967/68 udbrød en omfattende anti-kapitalistisk revolte mod den herskende orden i Italien, blev de to skuespillere hurtigt protestbevægelsens mest kendte spydspidser i et oprørsk kulturmiljø.

Politisk orienterede Franca Rame og Dario Fo sig som del af den revolutionære venstrefløj. Mens Franca Rame engagerede sig i den venstreradikale fangesolidaritetsorganisation ”Røde hjælp”, blev Dario Fo, efter mange års medlemskab af det store italienske kommunistparti PCI, ekskluderet af partiet på grund af hans venstreradikale holdninger og anti-autoritære samfundskritik.

Deres politiske ståsted kom tydeligt til udtryk i deres forestillinger. Blandt andet i teaterstykket ”Vi betaler ikke”, der  blev lavet i sammenhæng med aktuelle arbejderkampe mod prekære arbejds – og boligforhold blandt de overvejende ufaglærte arbejdere i Norditalien.

En tilfældig anarkists hændelige død

Med ”En tilfældig anarkists hændelige død” satte hun og Dario Fo Italiens politiledelse på anklagebænken. Stykket, der også har gået på det hedengangne Fiolteatret på Halmtorvet, handler om den 41-årige Giuseppe Pinelli, en italiensk jernbanearbejder og anarkist. Han døde den 15. december 1969 under et tre-dage langt forhør af politiet. Han var mistænkt for at have noget at gøre et bombeattentatet i 1969 i Milano, hvor 16 mennesker blev dræbt.

Giuseppe Pinelli var medlem af den anarkistiske gruppe ”Ponte della Ghisolfa“ (et kvarter i Milano) og blandt andet sekretær i den italienske afdeling af Anarchist Black. Under forhøret ”kastede han sig selv ud af vinduet fra forhørsværelset” påstod politiet. Det viste sig senere at være forkert. Den ansvarlige politiofficer Luigi Calabresi, blev af Pinellis enke anklaget for mord – og senere likvideret af en revolutionær undergrundsgruppe. Tre italienske neofascister fra organisationen Ordine Nuovo blev så sent som i 2001 anklaget og dømt for anslaget på Piazza Fontana, men i en senere ankesag frifundet...

Katolsk hykleri

Andre kendte politiske teaterforestillinger som ”Åbne parforhold” var en ætsende kritik af det katolsk prægede patriarkalske samfunds hykleriske forhold til kvindens rolle i den borgerlige familie. Stykket blev langt ind i 1980’erne erklæret for ”uegnet for unge under 18 år”, af de statslige kontrolorganer.

Francas feministiske og venstreradikale holdning, der prægede samtlige af hendes teaterstykker provokerede mange højreorienterede mænd, der følte sig gjort til grin af den folkekære skuespiller.

I 1973 overfaldt fire organiserede fascister Franca Rame. De smed hende ind i en ventende lastbil og voldtog hende i timevis. Først en del år senere kom det frem, at gerningsmændenes bagmænd var nogle højreorienterede officerer indenfor politiet. På grund af forældelsesfristen slap bagmændene for en retssag. Franca Rame bearbejdede blandt andet den traumatiske oplevelse litterært måde. Hendes stykke ”Voldtægten” viser de mekanismer, der forbinder katolsk præget socialisering med sexisme og kvindeforagt.

”Følelsernes køleskab”

I året 2006 blev Franca Rame valgt ind som senator i det italienske parlament, opstillet som kandidat på ”mafia-jægeren” Antonio Di Pietro’s anti-korruptionsliste. Efter et stykke tid trak hun sig dog desillusioneret fra dette parlamentariske intermezzo, hvis arbejdsmæssige klima hun betegnede som ”følelsernes køleskab”.

I den sidste periode af hendes politiske engagement sympatiserede hun - ligesom talrige andre venstreradikale - med Beppe Grillos ”Fem stjerne – bevægelse”.