Følelsen af, at den man snakker med, er på en helt anden kanal. Sende-frekvenserne er simpelthen forskellige. Situationen er genkendelig, men ind imellem spændt ud i det ekstreme i forestillingen Mens vi venter på Godot.

Handlingen er nærmest som en fuckfinger til alle os, der er blevet opflasket med Hollywood-fortællinger med historier og karakterer, der udvikler og udfolder sig over tid.

Stykket er i grunden et meget brutalt stykke. At vi alle skal dø, er et underliggende tema, en faretruende buldren i det fjerne gennem hele stykket. Men menneskeligheden – og det er det dominerende i stykket – skildres på den mest bevægende vis i spillet mellem de forhutlede vagabondtyper på scenen. Så selv om det overordnede tema kunne synes at handle om livets meningsløshed og menneskets uformåen, er indholdet et nærstudie af menneskets adfærd. Her kommer skuespillet og skuespillerne virkelig til sin ret. Og her er en af grundene til at se teater. Du ville ikke kunne have læst dig til denne oplevelse, endsige set det på film.

Nicolas Bros Estragon/Gogo og Mads Willes Vladimir/Didi fører os ind og ud af det menneskelige sind via deres på én gang veloplagte og indfølte skildring af disse forhutlede mænd. Samuel Becketts snart 70 år gamle tekst lever i hånden og i kroppen på disse dygtige skuespillere. Ord og sætninger er på én gang absurde, men også understregende for, hvor svært det kan være at snakke sammen – kommunikere.

Store følelser

I det kaotiske univers som står helt stille, som stykkets historie hvirvler igennem, er der hele tiden en paradoksal genkendelighed for os på tilskuerrækkerne. Og humor ikke at forglemme. Stor humor. Som for eksempel da Estragon (Bro) nærmest som en regibemærkning lettet kommenterer det, han og Vladimir skal til at gå i gang med: "Ja, lad os konversere".

Flere sekvenser er opvisning i sørgelige klovnerier. Kroppens besværligheder og forfald bliver udstillet. Associationerne står i kø, når vi beskuer attituderne og talemåderne på scenen. I den enkle tekst er der store følelser: sorg, fortvivlelse, vrede, opgivelse, desperation. Men frem for alt er der faktisk kærlighed. Og dette bliver spillet så fint og ærligt af Nicolas Bro og Mads Wille. En bevægende præstation og oplevelse.

Men de to sjæle er ikke de eneste i stykket. Pozzo (Steen Stig Lommer) og slaven Lucky (Kristoffer Helmuth) bryder ind, og et status-spil udfolder sig nu og viser mange nye sider af den menneskelige natur. Magt og afmagt. Volden – mest den psykiske.

Vi ser, hvordan Pozzo ignorerer og udøver stille magt, mens han svømmer afsted i sin egen talestrøm. Han vil ikke svare – for spørgsmålet byder ham enten imod, er stillet forkert eller passer ham slet og ret ikke. Og pludselig genkendte jeg følelsen og oplevelsen lysende klart på tilskuerrækken. Pozzo er magt og utilregnelighed, men også alt muligt andet præcist spillet af Lommer. Slaven er umenneskelig i sin underkuethed. Lurende på en udvej, der ikke findes.

En fuckfinger

Scenografien understøtter på fineste vis forestillingen uden at dominere; sort scene, vej med midterstriber der absurd forsvinder lodret op i loftet. Som den forpjuskede gren i hjørnet der med få kviste udgør træet, der kan hænges i. 

Stykket viser på én og samme tid det absurde, opstillede og meningsløse i de samtaler og de relationer, alle vi mennesker har. Og på den anden side det absolut nødvendige ved at have de selv samme relationer og banale samtaler, for at vi ikke skal opdage, hvor meningsløst livet egentlig er. Samtalerne, som de to vagabonder har, giver oftest ingen mening. Det er som at observere børn, der forsøger at efterabe, hvordan de voksne taler.

Og handlingen er nærmest som en fuckfinger til alle os, der er blevet opflasket med Hollywood-fortællinger med historier og karakterer, der udvikler og udfolder sig over tid. Der sker nemlig meget, meget lidt, fra stykket begynder, til det er slut. Men netop derfor indrammer det også livet, så meget bedre end en gennemsnitlig Hollywood-film formår, for livet kan i den grad være absurd og meningsløst og gå i tomgang. Men det kan også være skideskægt og fyldt med smukke øjeblikke og gode venskaber, og det viser Sorte Hests opsætning af Mens Vi Venter på Godot på suveræn vis.