Hvordan skal historien om De Gule Veste fortælles? Det spørgsmål har Teatret Mungo Park stillet sig selv. Det er et vigtigt spørgsmål, fordi det er vigtigt at beskæftige sig med den franske massebevægelse, der kan være starten på en bevægelse, der også når Danmark og resten af verden.

Mungo Parks svar er virkelig godt teater og virkelig godt tænkt fortælle-teknisk. Det er folk, der kan deres håndværk dramaturgisk, teater- og verdenshistorisk.

Mungo Parks svar er virkelig godt teater og virkelig godt tænkt fortælleteknisk. Det er folk, der kan deres håndværk dramaturgisk, teater- og verdenshistorisk, men samtidig besidder en fandenivoldsk ung fortællelyst.

På scenen er der linet op til baroktid. Henslængt i chaiselongen ligger Marie Antoinette og keder sig kongeligt. Tjenestepigen herses rundt for at underholde dronningen. Men så ankommer gøglerne for virkelig at få divaen op af divaneseren.

Som i Shakespeares Hamlet, bruger Mungo Park indtoget af en teatertrup som redskab til at fortælle sandheder pakket ind i teater. Et teater i teatret i teatret. Det bliver så rammefortællingen for historien om De Gule Veste. Men hvorfor sætte de to emner: Ludvig den 16.'s kone Marie Antoinette sammen med gadebevægelsen De Gule Veste? ja se det finder man ud af til slut, hvis man ser stykket – og det er godt tænkt.

Nutidens Frankrig

De to gøglerskuespillere prøver først uden held at beskrive fremtidsscenariet. Så i stedet træder dronningen, tjenestepigen og de to scenespradebasser ud af rammen og ind i nutidens Frankrig med et snuptag.

En sosu-hjælper, en politimand, en Burger King-medarbejder og en pensioneret mand (tidligere bokser, fuld af angst) står nu på scenen. Tre søskende og en far. Far og bror ramt af personlig krise og dårlig økonomi har mast sig ind i politimandens hus; far i garagen – burger-bror i stuen.

I præcise små scener portrætteres disse fire repræsentanter for underklassen: Deres indbyrdes dialog mens de se fodbold på TV mellem to tidligere franske kolonier i Africa Cup.

“Fransk politik interesserer sig ikke for mig, så jeg interesserer mig ikke for fransk politik”, siger Burger-søn som svar på søsterens opfordring til at engagere sig i De Gule Veste. “Vi skal ikke længere være dem, der råbes ad, men dem der råber”.

Eller scenen hvor hjemmehjælperen pusler rundt om den klassisk dannede gamle overklassekrukke i Paris' centrum, der tror på individet og synes, sosu-hjælperen skal tage chancen for at komme i medierne, “for du har det i dig, det ved jeg”. Hendes gode råd lyder: “Stol aldrig på dem, der har ordet i sin magt”. Sandheden kan komme mange steder fra.

De Gule Veste

De Gule Veste er svære at kredse ind. Det er vist ingen tvivl om, at det er de lavtlønnede, underklassen, dem der ikke er blevet hørt og set af eliten. I Frankrig lever ni millioner under fattigdomsgrænsen med dårlig offentlig transport og langt til de dårligst lønnede jobs, så de er nødt til at have egen bil og derfor rammes dobbelt hårdt af stigende benzinpriser, som rammer skævt.

De Gule Veste har frasagt sig støtte fra fagforeninger, politiske partier og organisationer. De er fælles om vreden over fattigdom og ulighed. Emnerne og mærkesagerne er utallige og spredt ud over de tusinder (millioner?) af deltagere i de ugentlige demonstrationer og vejblokader.

De fire aktører træder ud af spillet og ind i rammefortællingen og tager en pause i baroktiden. Dronningen undrer sig over den pøbelhurlumhej, hun er vidne til og spiller med i (hun er sosu-hjælperen), og hvor kraftfuldt tjenestepigen kan spille (hun er politimanden). Og så ind i ilden og nutiden igen: På bagvæggen kører videooptagelser af optøjerne i gaderne, mens publikum ledes igennem De Gule Vestes korte historie, der starter i 2018.

Mungo Park personificerer De Gule Veste ved at vise karakterernes personlige udvikling på grund af De Gule Veste, som væves sammen med bevægelsens historie og de hændelser, der støder til hen ad vejen. Blandt andet skærpes konflikten med politiet markant med fatale følger for de implicerede. Det har Mungo Park på forbilledlig vis skrevet ind i stykket.

Stærkt ensemblespil

Det er et stærkt ensemblespil der vises på scenen af de fire skuespillere: Sara Fanta Traore (Marie Antoinette/sosu-hjælper), Zaki Mehabil (gøgler/Burger King-medarbejder), Nana Morks (tjenestepige/politimand) og Henrik Prip (gøgler/faren). De præsterer et tæt, veloplagt og præcist spil, der loyalt støtter stykkets historie og samtidigt viser overraskende nuancerede portrætter af de mennesker, de spiller. Det er en beundringsværdig præstation og glædeligt for dansk teater at være vidne til.

Vi ser også stærke og rå billeder gestaltet i denne historie. Den aldrende bokser i bar overkrop og ren angstkamp. Politimandens selvforglemmende koncertoplevelse krydsklippet til demonstrant-konfrontation. sosu-hjælperens oplevelse af at kunne sætte ord på og derfor få plads forrest i rampelyset og foran TV-kameraerne. Og hendes deraf første møde med et hotelværelse.

Og midt i det hele står Notre Dame i flammer, og den gamle ruin skraber i løbet af no time milliarder ind. Efter det i månedsvis har lydt fra eliten af landets politikere, at der ikke var råd til at hæve minimumslønnen. “Eliten siger, at de vil redde kloden, mens vi kæmper for at klare os igennem den næste måned”.

Som sagt møder de to historier hinanden til slut, men det må du ind og se for at få opklaret. Og gør det. Se vedkommende politisk teater om her og nu. For det skal opleves. Stykket spilles ifølge Mungo Park-teatret jævnligt, så længe der er publikum til det, så tjek deres kalender på dette link.