Brasilien har nu i 12 år haft en regering ledet af arbejderpartiet Partido dos Trabalhadores (PT). Det er bredt anerkendt at disse 12 år har været de mest fremgangsrige i landets nyere historie. Uligheden er faldet dramatisk, millioner er flyttet ud af fattigdom blandt andet på grund af en række intelligent designede sociale programmer, som samtidig har medvirket til at få flere i skole og ind i den officielle økonomi.

Stigende velstand uden de sociale spændinger, som man for eksempel har set i Venezuela. 

Samtidig har landet oplevet en økonomisk vækst og stabilitet meget ulig de forudgående årtier, hvor inflation og økonomisk stagnation kendetegnede landet. PT's politiske hegemoni er imidlertid truet af den største korruptionsskandale i Brasiliens nyere historie. 

PT's vej til magten har været lang.

Partiet blev opbygget af en bred alliance af folk med rødder i fagbevægelsen, befrielsesteologien og af venstreintellektuelle i en lang proces, der startede mens Brasilien stadig var et diktatur. De første mange år var partiet præget af en særlig ideologisk grundtanke – den såkaldte Petismo – hvis indhold var, at partiet så sig som en del af et netværk af ligeværdige bevægelser – fagbevægelsen, befrielsesteologien, sociale bevægelser som MST, de jordløse bønders bevægelse, etc.

Socialdemokrater i en ny tid

Man kan måske se det som en moderne version af den gamle socialdemokratiske ide om partiet, kooperationen og fagbevægelsen som ligeværdige elementer i arbejderbevægelsen – men konstrueret til en anden social virkelighed, hvor de progressive kræfter ikke har en relativt entydig klasse som center, men består af en mangfoldighed af strømninger og tendenser.

Man ville ikke lave alliancer med den øvrige politiske klasse – partiets alliance var med folket og med de sociale bevægelser.

Med denne strategi fik partiet et ry som det rene parti, som ikke var involveret i den generelle korruption. Det var med denne strategi, at partiet fik sin folkelige forankring især i den sydlige, industrialiserede del af landet op gennem 1990'erne, og vandt magten i mange store byer og i enkelte delstater. Og med denne strategi stillede Lula op som præsidentkandidat for PT tre gange, og tabte tre gange. 

I 2002 forlangte Lula frie hænder til at lave alliancer med andre partier i kongressen – hvorefter vælgerne bar ham ind i præsidentpaladset.

PT indledte sin første regeringsperiode med at frigøre landet fra IMF's kontrol, så regeringen kunne få frie hænder til at føre en vækstfremmende politik fri for krav om strukturtilpasning 1). Derefter indførte man en række meget roste sociale programmer, som har løftet mange ud af fattigdom og skabt en velfærdsstat i kim. 

Tålmodige vælgere

Men perioden har også været præget af en demobilisering af baglandet og af skuffede forventninger fra de sociale bevægelser, som havde støttet PT fordi de forventede, at den tidligere så radikale Lula ville gøre op med den ekstreme ulige fordeling af goder og privilegier i landet.

Lula svarede bevægelserne, at de måtte være tålmodige og lade regeringen gøre sit arbejde, så betingelserne for mere velfærd kunne skabes. Nu drejede det sig om at PT skulle opnå governabilidade, evnen til at regere i folkets interesse. Så måtte folket holde sig i ro imens. 

Præsidenten foretrækker demokratiets larm frem for den ro, der hersker under diktatur.

Det gjorde den så, og PT benyttede roen til at kanalisere velstandsstigningen over i en række velfærdsprogrammer uden at angribe de riges privilegier. Man har så at sige fordelt den økonomiske vækst til de fattige og ladet de rige beholde hvad de havde – faktisk ikke ulig den strategi, de nordiske Socialdemokratier anvendte i 50'erne og 60'erne.

Resultatet har været ro på bagsmækken, stigende velstand og velfærd, faldende ulighed og en voksende middelklasse uden de sociale spændinger, som man for eksempel har set i Venezuela. Man kan nærmest tale om en slags klassesamarbejde light. 

Noget kunne tyde på, at den situation er slut nu.

Protester

I den brasilianske vinter i juni-juli 2013 rullede en bølge af protester gennem landet. Det startede som en protest mod en prisstigning på offentlig transport med cirka 20 centavos (50 ører), men protesternes mål transformeredes gradvist og blev en generel protest mod korruption og en politisk elite uden forbindelse til befolkningen. 

Protesterne havde visse ligheder med de samtidige protester i Tyrkiet. Her var den udløsende faktor planer om at fælde nogle træer i en park i Istanbul, men også her forskød fokus sig til en generel protest mod udemokratiske tilstande.

Begge steder blev protesterne ganske voldsomme, men hvor myndighederne i Tyrkiet reagerede entydigt med repression, var Dilmas reaktion imødekommende. Hun udtalte, at regeringen til enhver tid ville forhandle med de dele af protestbevægelsen, som ikke anvendte voldelige metoder. Hun udtalte den gang, og har siden gentaget at hun langt foretrækker demokratiets larm frem for den ro, der hersker under diktatur. 

PT som parti var imidlertid delt.

Dele af partiet så protesterne som et borgerligt oprør iscenesat af højrefløjen. Det var da også uomtvisteligt at højrefløjen forsøgte at profitere af protesterne. Man hævdede at der var tale om en skattenægterbevægelse, som ønskede en anden politik, og der var selvfølgelig også forsøg på at skabe manifestationer med dette indhold. 

Men der er også store dele af PT, som anerkender protesternes folkelige forankring – ikke mindst fordi mange af deltagerne selv er fra PT eller sympatiserer med partiet. For dem er protesterne udtryk for en folkelig mobilisering, som PT ikke bør tage afstand fra, men tvært imod bruge som støtte til bestræbelser for at fastholde og øge den sociale profil i partiets politik, og på at skabe et mere velfungerede demokrati uden korruption og købte stemmer. Dilma hører tilsyneladende til denne gruppe. 

Protesterne udviklede sig i løbet af 2013 til to indbyrdes forbundne bevægelser – 'passe livre' (fri passage/billet), hvis krav var fastholdelse af gældende takster i den offentlige transport og af muligheden for omstigning uden køb af ny billet, og 'movimento por constituinte e plebicito', det vil sige bevægelsen for en folkeafstemning om en ny grundlovgivende forsamling.

De fattiges krav

'Passe livre'-bevægelsens krav har relevans for lønarbejdere og andre fattige, ikke for den middelklasse, som nu støtter protesterne mod Dilma. Constituinte bevægelsen er heller ikke borgerskabets kop te – her er hovedkravet, at der skal nedsættes en forfatningsgivende forsamling uden medlemmer af den nuværende kongres, og at en kommende forfatning skal forbyde privat finansiering af kampagner og politiske partier. 

En række kongrespolitikere har modtaget penge fra det statslige olieselskab, Petrobras.

'Passe livre' fik deres krav opfyldt, og 'constituinte'-bevægelsen fortsætter sin kampagne. Men der er ikke længere det momentum, som var synligt for snart to år siden. Blandt andet savnes opbakning fra store dele af ledelsen i det ellers engang så aktivistiske PT. 

Måske derfor er det ikke lykkedes PT at omsætte denne mobilisering til vælgermæssig opbakning. Ved sidste års præsident- og kongresvalg formåede PT ganske vist at fastholde præsidentposten til Dilma Rousseff, men forskellen til konkurrenten, Aecio Neves fra det borgerlige PSDB var kun på cirkas tre procent, og PT gik tilbage i kongressen, som samtidig tog et sving til højre. Det var det dårligste valg PT har haft siden Lula blev valgt i 2002. 

Korruptionsskandale

Næsten samtidig med valget i 2014 eksploderede en ny korruptionsskandale. Det viste sig, at en lang række kongrespolitikere har modtaget penge fra det statslige olieselskab, Petrobras. Der er tale om den største korruptionsskandale i landets historie – og det siger ikke så lidt.

Der er mistanke om at så meget som 23 milliarder reais – mere end 50 milliarder kroner – er kanaliseret til PT og andre partier til brug for politiske kampagner. Pengene er trukket ud af Petrobras ved hjælp af kunstigt oppustede priser på kontrakter til forskellige underleverandører. Der er ikke noget, som tyder på, at Dilma Rousseff er involveret, men korruptionen fandt sted mens hun var energiminister i den daværende Lula-regering og havde det statsejede Petrobras som ansvarsområde.

Skandalen har udløst en ny protestbølge.

Den 15. marts oplevede São Paulo og mange andre store byer de største demonstrationer imod en siddende præsident siden Lula indtog præsidentpaladset i Brasilia i 2003. Det er omstridt hvor mange der deltog, men det er uden for diskussion at tallet var ubehageligt stort for den siddende regering. Måske var 200.000 på gaden alene i São Paulo og en million sammenlagt i hele landet. Demonstranterne kræver Dilmas afgang, rigsretssag og nogle kræver tilmed en genoplivning af militærdiktaturet fra 1964. 

Men hvor kernen i protesterne i 2013 var unge, studerende og fattige fra forstæderne, er det nu i høj grad midaldrende medlemmer af den bedrestillede del af middelklassen, der er på gaden – de som stemte på oppositionens kandidat, som tabte med en smal margen.

Klassehad til regeringen

Noget kunne således tyde på, at der er tale om de bedrestilledes protester i det stærkt delte land. 

Flere kommentatorer har talt om et klasserelateret had til den siddende regering.

Forfatteren Luís Fernando Veríssimo mener der er tale om "et kollektivt had blandt overklassen, de rige mod et parti og en præsident", som hverken er baseret i bekymring eller frygt for demokratiet. Politologen Claudio Couto fra Fundação Getulio Vargas vurderer at en del af vreden har sin oprindelse i de etablerede dele af middelklassen, som oplever et tab af social særegenhed i forhold til de mere folkelige samfundslag. Det er provokerende at pøblen nu også har adgang til forbrugsgoder og dukker op i shoppingcentre og lufthavne tidligere forbeholdt de bedrestillede. 

Protesterne har i høj grad lammet den siddende regering.

PT står blottet tilbage uden den folkelige alliance.

De borgerlige partier i kongressen udnytter situationen til en offensiv mod arbejdstagerrettigheder i kongressen med et forslag, som skal gøre det lettere for arbejdsgivere at outsource dele af produktionen til virksomheder med dårligere løn- og arbejdsforhold. Forslaget, som ifølge en forsker fra Brasiliens største universitet, Universidade de São Paulo, vil ramme 18 millioner lønmodtagere, blev vedtaget med stor majoritet.

PT stemte imod sammen med det mindre PSOL (Partido por socialismo e liberdade, et lille parti til venstre for PT), men andre regeringspartier af borgerlig observans stemte for. Hvis ikke Dilma formår at anvende forfatningens bestemmelser om præsidentielt veto, vil dette givetvis bidrage til at svække opbakningen til PT, da partiet som regeringsbærende bliver associeret med den nye lov. 

PT er ikke længere det rene, aktivistiske parti med folkelige rødder. PT har mistet sin uskyld og sin folkelige forankring, og er i dag svær at skelne fra den øvrige politiske klasse.

Selv ifølge Lula er partiet ophørt med at være et folkeparti og blevet et magtens parti.

Historikeren Douglas Belchior, medstifter af PSOL, som brød med PT på grund af den nye linje efter 2002, udtaler til tidsskriftet Carta Captial (13. april), at partiet har opgivet sine ideologiske rødder og fjernet sig fra sin folkelige base. Vælgerne mobiliseres kun, når der er valgkamp. Imellem valgene forventes de at forholde sig passivt og stole på, at den politiske elite i PT ordner sagerne. Det er klart at den model fungerer mindre godt når samme elite synes involveret i en korruptionsskandale som den aktuelle.

Fra medvind til modvind 

Så længe der herskede en tilstand af klassesamarbejde og økonomisk fremgang har PT været garant for bedre levevilkår frembragt gennem et nærmest socialdemokratisk klassesamarbejde. Nu ser det ud til at klassesamarbejdet er opsagt, og PT står blottet tilbage uden den folkelige alliance, der tidligere gav partiet sin styrke. 

Hvis ikke PT formår at genopfinde sig selv inden præsident- og kongresvalget i 2018, er det svært at se hvordan PT kan forsvare de sociale og – trods alt – demokratiske fremskridt, Brasilien har oplevet de sidste 12 år. En mulighed for PT kunne være, hvis Dilma Rousseff formår at få partiet til helhjertet at støtte og gå ind i bevægelsen for en forfatningsreform, hvis formål jo netop er at få big money ud af brasiliansk politik. 

***

NOTE: 1) Den Internationale Valutafond (IMF) har krævet gennemførelse af såkaldte strukturtilpasningsprogrammer som betingelse for støtte til gældsplagede lande. Disse programmer krævede typisk nedskæring af offentlige udgifter, handelsliberaliseringer og deregulering af den indenlandske økonomi – krav som i reglen er uforenelig med en socialt ansvarlig politik.