Ok, jeg var rimelig vild med den første film i Peter Jackons Hobbitten-trilogi. Vild nok til, at jeg så den tre gange i biografen. Men måske også lidt for vild, gik det op for mig, efter at have set den tredie gang. For så meget holdt den trods alt heller ikke.

Når vel nok 45 af filmens 161 minutter fyldes ud med de to, der vitterlig ikke laver andet end at prygle monstre, så begynder man at spekulere over, hvad det er, der er taget ud af historien for at give plads til det. Og svaret er egentlig enkelt: eventyret.

Men jeg er Tolkien-fan, og derfor var jeg også spændt på at se, hvad Peter Jackson kunne byde på, i anden del af hans filmudgave af J.R.R. Tolkiens moderne eventyrklassiker om den hyggelige hobbit, Bilbo Sækker (Martin Freeman).

Og hold da op. Du får virkelig a bang for your buck, som de siger i Staterne.

Næsten fremme

I Hobbitten nummer to, med undertitlen Dragen Smaugs ødemark, møder vi det umage rejseselskab bestående af hobbitten Bilbo Sækker, troldmanden Gandalf (Sir Ian McKellen) og 12 dværge anført af en konge uden kongerige, Thorin Egeskjold (Richard Armitage), nogenlunde der, hvor vi efterlod dem ved afslutningen på den første film.

Indledning for de uindviede er inden da elegant blevet klaret ved et flashback til kroen Den Stejlende Pony i byen Bri et år forinden, hvor Gandalf overtaler Thorin Egeskjold til at forsøge at generobre sit tabte kongerige. Så er den potte ude, og alle kan følge med i filmen. Smart.

Rejsegruppen er nået igennem Tågebjergene og er dermed næsten fremme ved Det Ensomme Bjerg, rejsens endemål. Mellem dem og bjerget ligger nu kun Dunkelskov, et mørkt sted, hvor magien ligger tungt i luften, og uhyggelige ting lurer i mørket...

Fremdrift, fremdrift, fremdrift

Og det er sådan set det setup, vi behøver - så kører bussen. Alt foregår i løb, helt bogstaveligt: jeg opgav at tælle, hvor mange gange, man ser selskabet fra luften, mens de løber gennem landskabet.

På intet tidspunkt står noget stille, og under ingen omstændigheder kan det tillades, at tilskueren keder sig i mere end 30 sekunder.

I virkeligheden er det et studie i, hvad der sker, når man tilføjer et fremmed element i fortællinger. Jackson har manglet fremdrift i historien. Og derfor har han tilføjet den i form af en bande orker - grumme og forkvaklede, blodtørstige onde monstre - som jager vore helte.

Og det forskruer historien. For i en kombination med det stærke fokus på action - frem for alt! - bliver historiens centrale element til en flugt fra orkerne i stedet for en jagt på det tabte kongerige.

Hele det filmiske sprog understøtter dette. Nærmest alt foregår i såkaldte pan- og track shots, det vil sige hvor kameraet bevæger sig og følger med et element eller en person. Det står aldrig, aldrig stille. For det hele er et spørgsmål om at bevæge sig - så orkerne ikke fanger en.

Nye elementer

Allerede i den første Hobbitten-film, der havde premiere sidste jul, var der mange af de mere hardcore Tolkien-fans, som brokkede sig over, at Jackson havde puttet alt for meget ind i historien, som ikke fandtes i forlægget. Dengang var jeg uenig. Men jeg begynder så småt at skimte pointen.

For hvor den action, som også var blevet proppet ind i den første film i alle revner og huller, dengang tog udgangspunkt i historien, som den var i Tolkiens forlæg, mens det nye, som blev proppet ind, var dialog og baggrundshistorier, så er det nu omvendt.

Alt det nye, der er proppet ind, er action. Som elver-figuren Tauriel (Evangeline Lilly), der sammen med elver-prinsen Legolas (Orlando Bloom), som fans vil genkende fra Ringenes Herre-trilogien, er tilføjet historien med tilsyneladende kun et formål: at myrde folk.

God underholdning

Bevares, det er da underholdende. Men når vel nok 45 af filmens 161 minutter fyldes ud med de to, der vitterlig ikke laver andet end at prygle monstre, så begynder man at spekulere over, hvad det er, der er taget ud af historien for at give plads til det. Og svaret er egentlig enkelt: eventyret.

Alligevel kommer man ikke udenom, at det er fremragende underholdning og vanvittigt godt lavet. Især mødet med dragen Smaug (med stemme af allestedsnærværende Benedict Cumberbatch) står stærkt, og også evigt skønne Stephen Fry i rollen som Søbys magtkorrumperede fyrste er herlig.

Se gerne Dragen Smaugs ødemark, også med ungerne. Du vil ikke fortryde det. Men hop hjem under dynen bagefter og læs eller genlæs Tolkiens bogforlæg, Hobbitten. For det er i den, eventyret findes.