Jeg må hellere begynde med at advare læseren: Jeg er Tolkien-fan. Ikke sådan en helt hysterisk fan, der kan læse, skrive og tale elversprog, men fan nok til at vide, at det findes – ja, at der faktisk findes to, Sindarin og Quenya. Men med dét sagt:

Vi sidder i hobbitten Bilbo Sækkers (Martin Freeman) dagligstue, sent om aftenen foran en åben kamin. Bilbo er rystet i sin stille og ærke-engelske grundvold. Ikke færre end 12 eventyrlystne dværge har nemlig invaderet hans hjem og fyldt hans hoved med historier om guld, drager og for længst forsvundne kongeriger.

De er anført af den majestætiske dværge-prins Thorin Egeskjold (Richard Armitage), hvis farfar, Thrór, for mange år siden var konge i det mægtigste dværge-rige i Midgård, Erebor, dybt under Det Ensomme Bjerg mod Øst.

Med dværgene er også den underfundige, mystiske og som altid hemmelighedsfulde og tvetydige troldmand Gandalf den Grå (Sir Ian McKellen). Det er ham, Bilbo vender sig til, i sin dagligstue i hjemmet under højen Sækkedyb, foran kaminen.

Men alt det vender vi tilbage til.

En længe ventet rejse

Det er snart 10 år siden, Peter Jacksons afsluttede sin fimatisering af J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre-trilogi og slog nærmest alle rekorder. Alene den første film (Ringenes Herre: Eventyret om ringen, 2001) indbragte ikke færre end 11 Oscars til holdet bag.

Og nu er Jackson altså tilbage med filmatiseringen af Tolkiens første epos, Hobbitten, der i Jacksons filmatisering bliver til en helt ny trilogi.

Hobbitten er skrevet før Ringenes Herre og blev udgivet første gang i 1937 under titlen The Hobbit, or There and Back Again.

Tolkien havde siden 1925 været professor i angel-saxisk ved Oxford-universitetet i England. Han nærede en dyb fascination for oprindelig britisk kultur og sprog, og han havde siden 1917 været i gang med at udvikle et elver-sprog baseret på keltisk og finsk med dertil hørende egen mytologi.

Det er denne næsten barnlige fascination af myter, legender, eventyr og fantastiske væsener, Tolkien første gang lod få frit løb med Hobbitten.

Mange har spekuleret i, om ikke kampen mod Nazismen var det, der drev Tolkiens evige fortælling om det godes kamp mod den onde overmagt. Men selv fortalte Tolkien en anden historie.

Hobbitten blev til i kølvandet på den unge akademikers egne oplevelser under Første Verdenskrig; hans møde med den meningsløse død, der hærgede Europas slagmarker, men også med de menige soldater og det, han oplevede som Englands sønner, der modigt stod døden imod og mod alle odds forsvarede deres land mod truslen.

Så når Thorin siger, at ville foretrække hver og en af sine 11 dværge-fæller over hver en hær, så har det en simpel grund: de kom, da han kaldte, fortæller han, og vi ser klart forindelsen mellem de godmodige dværge og den idealistiske Tommy, der kom, da England kaldte.

En rodet produktionshistorie

Det er snart lang tid siden, Peter Jackson først begyndte at tale om at filmatisere Hobbitten. Faktisk skete det allerede før Ringenes Herre-filmatiseringerne, helt tilbage i 1997.

Oprindeligt ønskede Jackson nemlig, at Hobbitten skulle udgøre første del af en trilogi, som Ringenes Herre så skulle udgøre del to og tre af.

Den idé blev imidlertid skringlagt, fordi det ikke var muligt for Jackson at få adgang til filmrettighederne til Hobbitten. Det er der nok mange Jackson-fans, der i dag er glade for.

For som bekendt kastede han sig i stedet over at filmatisere Ringenes Herre i hele dens omfang, een helaftensfilm ad gangen. Det lykkedes, som vi nu ved, til overflod, selvom denne anmelder personligt synes, at film to og især tre blev for meget action og for lidt eventyr.

Omkring 2007 begyndte rygterne igen at svirre, men gnidninger mellem New Line Cinema og Peter Jackson satte en midlertidig stopper for samarbejdet.

Jackson blev i første omgang engageret som executive producer på Hobbitten-projektet, der nu skulle instrueres af den spanske instruktør Guillermo del Toro (Hellboy, Pans labyrint, The Devil's Backbone).

Også det gik til dels i vasken, og i dag er rollerne faktisk byttet om: Del Toro er producer, medforfatter og konsulent, mens det er Jackson, der sidder i instruktørstolen.

Generindring, genopfindelse, genfortælling

Og hvad er det så for en film, Jackson har skabt?

For det første er der ingen tvivl om, at det er et ganske enkelt fremragende stykke filmhåndværk, Jackson har spyttet ud af de mange års rodearbejde.

Filmen er et to timer og halvtreds minutter langt eventyr, som aldrig sætter tempoet ned, men som heller aldrig taber pusten. Det er tydeligt, at den new zealandske instruktør er tilbage i topform efter den lidet flatterende præstation, han leverede med The Lovely Bones (2009).

Jackson formår på een gang at generindre, genopfinde og genfortælle. Og det er det, der gør denne første Hobbitten-film til et bragende flot eventyr.

For det første formår Jackson at generindre. Han tager os tilbage til det Midgård, han skabte med Ringenes Herre-trilogien, og viser os igen, hvorfor den samlet set var en filmisk milepæl og et mesterværk.

For det andet genopfinder Jackson sig selv. Han forbinder det episke og storslåede – de store kampe mod horder af orker såvel som Den Store Kamp mod selve det onde, som karakteriserede Ringenes Herre – med den meget mere hyggelige og klassiske eventyr-stil, som Tolkien dyrker i sit første værk.

Og for det tredie formår han at genfortælle Tolkiens historie, så den virker ny og frisk. Tolkien skrev som sagt Hobbitten inden Ringenes Herre og kunne derfor af gode grunde svært pege fremad til det, der skulle komme til at ske.

Men det kan Jackson. Og han udnytter det til det fuldeste. Han forlænger fortællingen ikke bare ved at lægge støre vægt på det visuelle og putte lidt action ind hist og pist – skønt han også gør dét – men ved at bruge Tolkiens egne efterladte skrifter, historier, fortællinger og myter til at putte alt det ind i fortællingen, som ellers først kom til senere.

Og så peger han hele tiden fremad mod Ringenes Herre på en måde, der er så subtil og elegant, at man kun kan blive benovet. Filmen er fyldt med det, som i fagsproget kaldes intertekstuelle referencer, både i teknikken (billede, lyd, klip osv.) og i historien, men det føles aldrig forceret eller påklistret – det må man tage hatten af for!

Tilbage foran kaminen

Og med det er vi er tilbage foran Bilbo Sækkers kamin. Den lille hobbit kan ikke bestemme sig for, om han skal følge sine indre impulser og drage med dværgene på eventyr, eller om han hellere skal blive hjemme i sikkerhed i sit Sækkedyb.

Gandalf babber eftertænksomt på sin pibe. "Hvor er den hobbit, jeg engang kendte?" spørger han. Så fortæller han historien om Biblos forfader, der besejrede en fæl troldekonge ved at slå hovedet af ham med en kølle og på den måde samtidig opfandt golfspillet.

"Nu overdriver du vist", smiler Biblo stilfærdigt, og Gandalf medgiver, at det gør han, men bemærker også at enhver god historie fortjener at blive pyntet på.

Og det er netop det, Jackson giver os. En fantastisk historie, som bliver genfortalt og genopfundet, pyntet på og udbygget, men som aldrig afviger fra sin eventyrlige ånd.