Historien om Savage Rose er fortællingen om en stor og dyb kærlighed til musikken og en stædig og stadig kamp for at holde den fri af pengespekulation og pladeselskabers ideer om, hvad der kan sælge lige her og nu. I bogen "Ild og frihed" fortæller Annisette, bandets sangstemme, om fem årtier med Savage Rose. Men historien er langt større end det.
Thomas og Annisestte har aldrig engageret sig i noget, uden at det også smittede af i både musikken og sangen.
Blad for blad folder historien om Savage Rose sig ud i bogen. Gennem tre år har journalist Michael Gonzales fulgt bandet ved mange koncerter. Han har talt med både nuværende og tidligere bandmedlemmer og producere. Fundet gamle artikler og anmeldelser frem, og sammen med Annisette samlet det til en bog eller en hel ballade, en hel sang, hvor det ene vers griber det andet.
Unge i en bølge af oprør og ny musik
Der har altid været ballade omkring Savage Rose, fordi de har fulgt deres egen fornemmelse for, hvad der rør sig, og hvad de ville røre ved og skubbe til. Annisette, datteren af en værtshustjener og en revydanserinde, mødte Thomas Koppel, barn af en familie, hvor alle børn er dybt musikalske.
I bandet var også Thomas' bror Anders Koppel, Thomas' daværende kone Ilse-Maria Koppel, samt Flemming Ostermann, Jens Rugsted og Alex Riel. Alle mødte hinanden i 1960'ernes oprørske og politiske musik, som dengang ikke var en niche, men en verdensomspændende bølge.
Efter det første album med titlen Savage Rose kom på gaden i 1968, kom der et vendepunkt for Annisette.
"Jeg opdagede, at jeg var et sted, der kunne blive ved med at udvikle sig, og jeg kunne blive ved med at udvikle mig. Jeg stod ved begyndelsen til noget stort, og jeg vidste, at det var det her, jeg ville resten af mit liv. Jeg var ikke længere blot et barn, der elskede at synge – det var meget større end det. Intet kunne ændre ved den følelse."(s.79)
Tog sin egen retning
Annisette på de bare tæer, med det store hår og især den kraftige, særprægede stemme, bandets melodiøse musik, hvis tone holder hele vejen igennem, uanset genre – her ville pladeselskaberne måske have været tilfredse, men det har aldrig været nok for Savage Rose selv.
I stedet tog bandet sin egen retning og tog protesterne til sig, når USA førte krig i Vietnam, når det fattige sorte publikum var nægtet adgang til deres koncerter i USA, når palæstinensernes ret til fred og egen stat blev overtrådt, når havnearbejdere i Danmark var i kamp mod dagpengeregler og mange andre initiativer for solidaritet.
Senere blev Thomas og Annisette aktive i partiet DKP/ML og støttede også i 1986 unge bz’ere i kampen for Ryesgade 58.
Thomas og Annisette har aldrig engageret sig i noget, uden at det også smittede af i både musikken og sangen, hvilket forbavsede nogle fans, trak nye med sig og indimellem betød, at nogle medlemmer forlod gruppen. Det betød i en periode så hårde kampe med pladeselskaber, at Thomas tog job som pædagogmedhjælper ved siden af musikken for at blive uafhængig af deres krav og penge.
Thomas Koppel døde i 2006, bare 61 år gammel. Annisette fortæller i bogen om tabet, og om hvordan han stadig præger bandets musik.
Plads til flere vers
Men det sidste vers i balladen om Savage Rose er ikke skrevet med bogen om de første 50 år. Idag er Annisette ambassadør for Dignity, dansk institut mod tortur, og i august kom en særudgave af musikken til Dødens Triumf fra Savage Rose. Historien om Dødens Triumf foldes også ud i bogen.
En samlet diskografi med årstal havde været dejligt. Her må man kigge på indersiden af bogens omslag og bladre sig frem til, at alle udgivelser bliver beskrevet undervejs sammen med udvalgte sangtekster.
Bogen har et flot billedgalleri fra vigtige begivenheder og turnéer, hvor hele familien ofte var med. Har man fulgt Savage Rose gennem mange år, er det en fornøjelse at få hele historien i sammenhæng.
på Twitter
