01 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Debutalbum fra PerleFar

Tolv sange med protest og glæde

Debutalbum fra PerleFar

Bandet fra Aalborg, som lavede slagsangen "Vis Hvad I Er Værd" til de offentligt ansatte under OK18, er nu klar med et album på vinyl og download.

Renas Kayaalp, forsanger i bandet PerleFar.
FOTO: Beltrán Galindo Asuar
1 af 1

PerleFar har udgivet sit debutalbum. Bandet fra Aalborg, som lavede slagsangen "Vis Hvad I Er Værd" til de offentligt ansatte under OK18, er nu klar med 12 sange på vinyl og download.

Perlefar mestrer at lege med fordommene.

"Velkommen til den del af musikkens verden, hvor der er noget på hjertet! Den del, hvor pengene ikke er i højsædet, men derimod budskabet og glæden," skriver PerleFar om sig selv.

Selv om de fleste af PerleFars sange har alvorlige emner om faren for krig, presset mod de offentligt ansatte, fordomme mod indvandrere og politikeres løben fra løfter og demokrati, er alt set og sunget med humor og satire i højsædet. Perlefar mestrer at lege med fordommene.

Det kan man forvisse sig om ved at se og lytte sangene "Gorillarumpe" og "Kampfly" på YouTube. Men pas på du ikke dør af grin, eller at maden brænder på, for det er hamrende gode videoer. Hele bandet på 8-9 musikere medvirker sammen med folk fra Aalborg by.

Et nyt yndigt land

Folkelighed og arbejderkultur er ikke noget med at lefle for stegt flæsk og persillesovs, men at gå lige i kødet på at indtil flere regeringers selvfærds-politik.

PerleFar har nyt bud på fædrelandssangen "Der er et yndigt land" med kærlighed til Danmark og tilføjer, at politikere er ikke skabt af en gud, så man kan tage sine støvler på og sparke dem ud og slutte den planlagte planløshed.

Sangene på debutalbummet er godt gennemsunget og slebet til sammen med publikum både på festivaler og i de brune aalborgensiske værtshuse, hvor flere af PerleFars musikvideoer er optaget. Mange af deres videoer har Aalborg by i baggrunden.

Bandet PerleFar er startet af de to forsangere Mikkel Sørensen og Renas Kayaalp. Musikalsk bevæger de sig i folkemusikken med cirkussound iblandet pop og rockrytmer. Det er herlig musik.

I første omgang kommer PerleFars nye album kun som vinyl inklusiv downloadkode. Forhåbentlig kommer den også på cd - vi er altså nogle, der ikke har smidt afspilleren ud og godt kan lide at få en cd i hånden, som kan signeres.

Snart kan du høre PerleFar live på OK18 Afslutnings-Aktivistfest for de offentlige ansatte den 8.juni og 30.juni spiller PerFar på Den Lille Røde Festival i Nordjylland. Læs mere om begge begivenheder på arbejderen.dk/kalender

06. jun. 2018 - 09:48   06. jun. 2018 - 10:06

Musik

Karin Busk
Anmelder
5

Debutalbum fra bandet PerleFar.
Indspillet, mixet og mastered: Mørkværk Studio, Hadsten.
Sælges ved koncerter eller kontakt PerleFar via Facebook.com, hvor man også kan se sommerens koncertturné.