De kalder sig Perlefar og har sange om både sømænd, flygtninge, kærlighed og politisk satire over Inger Støjberg. Men hvem er de egentlig?

Måske er der også lidt systemkritik i vores navn, Perlefar.

Der er mere end en grund til, at det seks gutter store band tog navnet Perlefar, fortæller Mikkel Sørensen og Renas Kayaalp, nu hvor vi har sat os til rette med kaffen i Socialisternes Hus.

- Blandt venner går Mikkel under navnet ”Far”, fordi han af en af dem, der har styr på tingene og på datoer, når vi skal ud at spille, forklarer Renas og griner anerkendende til Mikkel, mens han fortsætter,

- Og ”Perle”, det er jo på grund af ham politibetjenten, der for nogle år siden havde sagt perker til en indvandrer under en demonstration. Så kom han i retten og reddede den med at sige, at han havde sagt perle og ikke perker. Og siden da er der nogen, der kalder sådan en som mig for ”perle”. Jeg er nemlig kurder. Så tænkte vi: ”perle” og ”far”, og så satte vi det bare sammen.

- Og så lyder det jo egentlig ret godt, synes vi, siger Mikkel og smiler lidt genert under sin sixpence.

- Måske er der også lidt systemkritik i vores navn, tilføjer Renas overvejende, mens han skubber til sin sixpence og vipper tilbage på stolen.

Spillemandstradition og egne tekster

Renas og Michael mødte hinanden gennem musikken på lærerseminariet. Mikkel er 29 år, og Renas er 24 år. Deres hjemby er Aalborg, men de har vidt forskellig baggrund for at mødes i musikken.

Orkestret, Perlefar, startede de op sammen med fire andre unge gutter fra Ålborg i september sidste år. Det er den gamle spillemandstradition, der rykker i dem. Ud over at gøre andre glade med musikken, er det vigtigt for dem at skrive deres egne sange og musik.

- Personligt kan jeg godt lide at lave politiske sange, noget samfundskritisk. Jeg har nok fået det ind med modermælken. Det er ikke min mission, at jeg skal redde verden, men jeg kan bruge musikken til at komme ud med budskaber, som jeg ikke kan få ud på anden måde, understreger Renas.

Renas er vokset op i Valby i det, han kalder en ghetto, betonbyggeri med masser af unge med anden etnisk baggrund end dansk. Her oplevede han, hvordan man pegede fingre af etniske danskere og kaldte dem racister. Sandsynligvis fordi hverken danskere eller indvandrere kendte hinanden.

- Der var ligesom to samfund i et, to parallelle samfund. Det kan jeg godt lide at skrive om, fordi det er sådan noget, jeg synes, der skal laves om på.

Derfor har Renas skrevet sangen "Stenen i deres sko", både som en kritik til det danske samfund, men også til dem han er vokset op sammen med. Han vil gerne, at man prøver at vise nye veje til forståelse.

Mikkels drivkraft ligger først og fremmest i musikken. Først kom han fra punk-musik miljøet, hvor han dyrkede vreden og identiteten.

- Men jeg opdagede, at gennem folkemusikken kan man bedre fortælle noget til folk, så de vil lytte, konstaterer Mikkel og Renas supplerer,

- Det er jo en del af spillemands traditionen, at der er plads til alle og til at lytte til musikken. Og dér har Mikkel en god humor og er god til at sætte en stemning.

Mikkel tager tråden op med det samme,

- Sange er en måde at komme ud med noget politisk på. Jeg ikke den, der holder taler og går ind i debat. Jeg skal helst have et instrument med for at det føles naturligt for mig.

Vigtigt at skille sig ud fra pengemaskinen

Alligevel er det blevet til sangen, "Pigen med det røde hår ". Den kan lyde som en kærlighedssang, men Mikkel har skrevet den direkte om integrationsminister Inger Støjberg, med drøje hug og satire til hendes politik overfor flygtninge og hendes leflen for at lette de rige skat.

De to fra Perlefar finder, at der er for lidt kritik og for meget pop på radiokanalerne. Hvis de skulle nævne nogen, der står for noget andet, bliver der sagt: Niels Hausgaard, Wafande, Natasja …

- De kan skille sig ud fra pengemaskinen. Alt for meget musik lyder nemlig, som om produceren har sagt: "I skal spille på den her måde". Det er ikke bredt, og jeg synes bare, at det er så kedeligt, siger Mikkel, mens han fatter om hageskægget og kommer i tanker om Natasja. Han er sikker på, at hendes sang "Giv mig Danmark tilbage", også vil blive spillet om 40 år.

Renas savner, at nogen tør vise noget modstand. Det kan både være musikalsk og gennem andre former og kunstarter, men vigtigt er det, at man kommer ud med det offentligt.

- Det sker jo ellers tit bag skærmen ved Facebook, og så er det ofte negativt. Man kritiserer hinanden, fordi man ikke er enige. Det der med respekten for, at folk har hver deres meninger, det glipper lidt. Folk rakker meget ned på hinanden.

Renas og Mikkel vil noget andet. Mest af alt har de en passion for bare at gå ud og gøre folk glade med deres musik. Samtidig med må der også gerne komme nogle budskaber fra hjertet.

Mikkels øjne glimter,

- Folk skal bare booke os i vildskab, vi er nye og vi har blod på tanden. Vi er ude at indtage Danmark nu. Der er ingen, der kan stoppe os, joker han med Renas.