Biograferne har altid kronede dage, når vi andre holder ferie. Den nyvunde fritid skal jo fyldes ud med noget, og en biograftur er som oftest noget, hele familien kan være med om. Især i vinter-halvåret er det rart at hygge sig indendørs, og efterårs- og juleferien er højsæson for filmindustrien.
Af samme grund er det ofte familiefilm, der har præmiere på denne årstid. I år byder biograferne eksempelvis på Max Pinlig på Roskilde, den tredie filmatisering af DR's tv-serie Max Pinlig. Denne gang er Max (Samuel Hellert-Seiffert) blevet 16 år og vil gerne på Roskilde Festival, men mor (Mette Horn) siger nej. Max får alligevel sneget sig af sted, og mor tager derfor med for at holde øje med Max fra "sikker afstand"...
Kender man Max Pinlig-serien fra tv eller de tidligere film, ved man, hvad der venter. Det er Klovn for børn, og det er den tåkrummende pinlige humor, der er i front, en genre som Mette Horn excellerer i som få andre. Max Pinlig på Roskilde har premiere 25. december.
Animerede eventyr
På den lidt mere stadard front - og måske også lidt mere for de mindste - er der vanen tro computeranimeret eventyr galore. I den sydafrikansk producerede film Zambezia, der har premiere 20. december, forsøger den unge falk Kai at blive medlem af fuglebyen Zambezias vagtkorps, Tordenfuglene. Det er imidlertid ikke nemt, og han bliver sat på prøve af den skrappe ørn Ajax.
Det er aldrig for sent at malke en succes, og derfor sender Disney nu endnu en moderne klassisker ud i 3D-format. Denne gang er det Pixar-animationsfilmen Find Nemo, der har været en tur gennem 3D-maskinen. Så er man frisk på igen at følge fiskene Marlin og Dory i deres jagt på den forsvundne Nemo, eller har man små poder, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med det fantastiske undervandsunivers, er her en oplagt mulighed. Jagten går ind på Nemo i 3D den 25. december.
Storfilm én masse
Det skorter heller ikke på storfilm denne jul. Peter Jackson er på banen med Hobbitten, som allerede har haft premiere og tjente mere i åbningsugen end både Ringenes Herre to og tre. Filmen blev anmeldt her i bladt i sidste uge til ikke mindre end 6 stjerner. Generelt har anmeldelserne dog været meget spredte. Fra Kristian Lindberg, der i Berlingske gav 5 stjerner, til Christian Monggaard, der i Information uddelte en regulær sviner.
Filmen er i hvert fald længe ventet, og uanset hvad man i øvrigt mener, så er der underholdning for hele familien. Samtidig får man lejlighed til at stifte bekendtskab med det nye HFR-format, hvor der vises 48 billeder i sekundet modsat den tidligere standard på 24 billeder, hvad der giver et både skarpere og dybere billede.
Den taiwanesiske instruktør Ang Lee, der for alvor blev kendt for Tiger på spring, drage i skjul (2000) er også tilbage med en ny, episk storfilm: Life of Pi. Filmen handler om den unge mand Pi Patel (Suraj Sharma), som overlever en tragisk skibsulykke, da hans familie er ved at flytte deres zoologiske have.
Som skibbrudden komemr han ud for sit livs rejse, og ombord på en redningsbåd danner han et forbløffende forhold til skibets anden eneste overlevende – en frygtindgydende Bengalsk tiger. Life of Pi har premiere 25. december.
Film for voksne
For det voksne publikum er det også værd at nævne det hjertevarme franske komediedrama De urørlige, der ud over en Sølvbjørn i Berlin også har indhøstet store mængder af roser fra anmelderne. De urørlige har haft premiere men kan stadig fanges mange steder.
Og så er der slutteligt godt nyt til fans af mesterinstruktøren Michael Haneke. Hans nye film Amour kommer nemlig nu til Danmark. Den vandt årets Guldpalme i Cannes foran blandt andre Thomas Vinterbergs Jagten, der først får premiere herhjemme til januar, mens Amour altså allerede kan ses herhjemme fra 20. december.
I Amour vendes hverdagen helt på hovedet for det pensionerede lærerpar Georges (Jean-Louis Trintignant) og Anne (Emmanuelle Riva), som ellers nyder deres otium i Paris, da Anne får et slagtilfælde, som gør hende lam i højre side af kroppen og medfører begyndende demens. Det fører til hidtil usete komplikationer og dramatik i deres ellers lidenskabeligt kærlige pars ægteskab.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278