Klaus Haases roman, "Da kærlighed, stress og paparazzier kom til Udkantsdanmark", vibrerer af vrede, solidaritet og viden. Vi præsenteres for en hovedperson, Stine, som har en evne til at formulere sig skriftligt. Hun har til forskel fra de fleste forfattere kun syv års skolegang. Har meget tidligt i sit liv vidst og vist, hvad hun ville.
Forfatteren viser tydeligt nedskæringerne i det offentlige, for eksempel indenfor kommuneskolerne til fordel for privatskolerne.
Romanen skrider frem på en stilfærdig måde, som en helt igennem politisk historie. Da hovedpersonen Stine vender tilbage til sin fødeby, bliver hun forfulgt og overvåget ved hjælp af fotograferende mobiltelefoner. Hendes privatliv bliver lagt offentligt til skue af personer fra hovedstaden, hvor hun er en kendt journalist.
I det hele taget kommer forfatteren ind på de teknologiske muligheder, vores samfund efterhånden byder på. Som både kan misbruges til noget snavs og bruges til noget godt.
Gennem hovedpersonenen får vi kendskab til kapitalismens del-og-hersk-metoder, splittelsesmetoder, som gennemsyrer hele provinsmiljøet, en racistisk fremmedfjendskhed og de bedrestilledes foragt for fattigdom og arbejdsløshed, (der jo utvivlsomt må være selvforskyldt!)
Korruption i det offentlige liv og en afstumpet kynisme á la nazismen i en stor filialkoncern, med død og ødelæggelse af menneskers liv til følge, tilvejebragt af en højtuddannet psykopatisk psykiaters misbrug af sin uddannelse. Men der optræder også psykiatere med et humanistisk sindelag i romanen.
Spekulation og modspil
Forfatteren viser tydeligt nedskæringerne i det offentlige, for eksempel indenfor kommuneskolerne til fordel for privatskolerne. Ligesom han afslører "stik-rend-drengene" og sladderagtigheden.
I modsætning hertil viser han arbejderklassens solidaritet, sammenhold og snarrådighed, som provinssamfundet også rummer.
Via hovedpersonens evne til at holde hovedet koldt overfor andres snagen i hendes privatliv og ikke falde for provokationer, udspringer den indre ro, der gennemsyrer bogen og gør den læseværdig. Jeg skal holde mig fra at afsløre udviklingen.
Klaus Haase har en evne til at vise situationer. Hvis man endelig skulle sætte fingeren på et ømt punkt, er det, at han ikke i efterfølgende sætninger behøver at fortælle det, han allerede har vist.
Han lader hele historien foregå i fortid. Det studsede jeg over i begyndelsen. Men det virker. Det er en bog, man ikke gerne lægger fra sig, før man har læst den færdig.