Den røde tråd i Klaus Haases nyeste roman er hele vejen igennem udkantsdanmark, fordi der bliver bragt for lidt i de landsdækkende aviser og tv, om de mennesker og begivenheder, der findes udenfor de større danske byer, mener han. Romanen "Da kærlighed, stress og paparazzier kom til udkantsdanmark" er tredje og sidste bind i en trilogi.

– Jeg har fokus på, at der bor socialt udsatte familier, arbejdsløse, førtidspensionister og gadebørn i småbyerne.
Klaus Haase

På spørgsmålet om, hvor Klaus Haase henter sin inspiration fra, kan han ikke lade være med at more sig:

– Det kan jo ikke være nemmere for mig, for jeg bor jo herude!

Klaus Haase er bosiddende i Kalundborg og arbejder i Gørlev i Nordvestsjælland. Han har boet her i mange år. Landsbyen Gørlev med knapt 2500 indbyggere havde sin storhedstid, indtil ostefabrikken Høng Camembert blev lukket, og dermed mistede kommunen en stor skatteyder, som Klaus Haase udtrykker det.

– Herude kan der også ske ting, som kan have en nyhedsværdi. De bliver ofte ignoreret, for de har ikke så høj en "nyhedsværdi" for de herskende landsdækkende aviser, konstaterer forfatteren, der er vokset op i Brøndbyvester, men kom til Jyderup ved Kalundborg, da han nåede skolealderen.

Den skjulte dagsorden

Ligesom de to første romaner i trilogien, er de store modsætninger beskrevet i det lille univers, og hvad der kan ske, når først pressen får færten af, at noget er på spil. For der sker ting og sager i de små byer Trulleløse og Sønder Hudløse. Det oplever romanens hovedperson, journalisten Stine, der er flyttet tilbage på landet under en sygdomsperiode med stress. Hun bliver konfronteret med både folkeskole overfor friskole, og udviklingskurserne på det lokale firma Virturial, der viser sig at være fyringsrunder ovenikøbet med et dødsfald til følge.

– Det er den skjulte dagsorden, at når du spiller dine underordnede ud mod hinanden, så kan arbejdsgiveren få sorteret de svageste fra. Det er liberalismens "lad falde, hvad der ikke kan stå"- filosofi, der træder i funktion, siger Klaus Haase og breder romanens univers ud. Han har valgt bynavne som Middelborg og Megaborg.

Ørkenvandring til kommunen

Klaus Haase har heller ikke kunnet holde sig fra konsekvenserne af kommunesammenlægningen i 2006. Den har ramt udkantsdanmark hårdt. Hvordan skal man søge arbejde herude uden bil, når der ikke er meget kollektiv trafik? Og kan man have en bil, når man bare er på kontanthjælp?

– Der bliver længere vej mellem de folkevalgte og dem, der har stemt på dem, forklarer Klaus Haase, der har kaldt kommunekontoret i sin roman for Ørkenborgen.

– For man har jo ikke på kommunekontorerne fornemmelse for, hvad der sker i andre dele af kommunen. Sådan går det med det digitaliserings-liderlige samfund, siger Klaus Haase, som er uddannet bygningsmaler, men i dag arbejder som pædagog.

Han er i sin stil inspireret af forfatteren Hans Scherfigs satiriske humor, men også af stand-upperen Jan Gintbergs udsendelser om udkantsdanmark.

Tørrer det kedelige af på ghettoen

I romanen har Klaus Haase også en ghetto kaldet Paradisvænget i byen Middelborg, der jo minder om Gørlev.

– Ghettoen her handler ikke så meget om folk, der er asylansøgere. I virkelighedens verden bor de mest inde omkring Kalundborg, men jeg har fokus på, at der bor socialt udsatte familier, arbejdsløse, førtidspensionister og gadebørn i småbyerne, har Klaus erfaret, og i romanen tager han også konsekvenserne med ind:

– De kan blive en slags sorteper for alt det kedelige, der sker. Jeg mener, man bruger ghettoer, som noget man kan rakke ned på, stive sig selv af på.

Klaus Haase er forbløffet over, at det i et lille land som Danmark, kan lykkes for magthaverne at kontrollere og splitte med deres reformer og styringsredskaber. Den resignation han mærker, håber han på kun er midlertidig.