Havnen og dens folk bemander historierne i Erik Trigger Olesens fremragende novellesamling Guldklumpen. Ni noveller om arbejdslivet og det meget moderne begreb dannelse, forstået som bevidsthed. Alt serveret i et billedsprog, der kan udfordre selv avancerede kunstmalere.

På havnen, i overgangen mellem land og vand, dannes bevidstheden om placeringen i samfundet.

Men forfatteren kender sproget indefra efter 25 år på Esbjerg Havn. Novellerne er vanvittigt morsomme, og folkene på havnen fremstår som en samling særlige og sære mennesker. Hvordan det hænger sammen, viser Erik Trigger Olesen med dygtig evne gennem disse menneskers historie og ved at få historierne fra arbejdsdagen rullet frem.

En plads i livet

Arbejdsfolk lander tilfældigt på havnen, men ikke mere tilfældigt end, at de er faldet udenfor elevplaner, uddannelsesplaner, skatteplaner, jobcenterplaner og forældres planer. Hvis de da har haft nogle forældre. Omsorgssvigt er en stærk fællesnævner for disse folk, der i stedet finder et fællesskab på havnen. Som Rullekonens mand, der: "…havde fundet en plads. Ikke en glorværdig eller misundelsesværdig plads, men en plads, noget han ikke havde i verden udenfor."

Når den slags arbejdspladser er væk, hvor er der så plads til de mennesker?

Forfatteren ser ikke verden fra kranen i en moderne containerhavn, men fra kantinen, byen og bunden af lasten. Så fællesskabet er på godt og ondt, når der skal losses varer. Det er tungt, beskidt, slidsomt, stinkende og lavtlønnet arbejde. Et job ingen andre vil have, men godt nok til dem, der ikke passer ind andre steder. På havnen, i overgangen mellem land og vand, dannes bevidstheden om placeringen i samfundet.

Midlertidige lønforhøjelser sørger man selv for i form af varer fra lasten, der kan sælges, efter at de er smuglet ud i gigantiske inderlommer på overtøjet. Ingen sladrer. Kan man ikke regne, kan man lære at regne den ud.

Bevidstheden

Har man sagt havnearbejdere, har man også sagt øgenavne, og i Erik Triggers noveller hedder de Rullekonens mand, Svend Ustabil, Kålbryggeren eller bynavne som Skive. Og bag hvert øgenavn gemmer sig historien om navnet og "dåben".

Bare på sproget kan man "lugte", hvor mennesker hører til i samfundshirakiet, og allerbedst hvilken arbejdsplads de kommer fra. Og Guldklumpens forfatter har fuldstændig tjek på havnens sprog, og på at følsomhed eller angst må klare sig under et harnisk af en voldsom sprogbrug, ofte tåget i sprit. En arbejdsleder får navn efter sit temperament og sin magt og hedder selvfølgelig "Generalen". Og så er der angsten for konen, når lønnen af forskellige årsager udebliver.

Havnearbejdere har ikke ry for holde sig tilbage med deres utilfredshed overfor arbejdsforhold eller dagpengeregler. Så fortællinger om arbejdskampe og uro på havnen kunne også have været spændende at få med.