Der en ganske speciel grund til, at Palle Jørgensen er kommet til Aarhus for dette interview. Han øser gerne om sin tid på havnen i Aarhus, om sammenholdet og solidariteten, fordi det er baggrunden for projektet Historiske Spor, en skulptur af havnearbejdere, som skal afsløres på Aarhus Havn om seks uger.

- Men da jeg kommer på havnen i Aarhus, så skal jeg love for, at jeg får noget opdragelse

- Alle folk i Aarhus har et forhold til havnen. Nogle har leget eller fisket dernede, eller deres forældre har arbejdet dernede. Selv søgte han arbejde 21 år gammel og netop færdig med militærtjenesten. Han blev hængende i 14 år og hænger stadig ved. 

Skolegang og havnedåb

Palle Jørgensen voksede op 20 km udenfor Aarhus. Hans forældre var fodermesterfolk og beskedne. Hans syv års skolegang var meget voldelig fra lærernes side. Men forældrene blandende sig ikke i hans opdragelse. Senere kom han i lære som bager, indtil han fik lussinger af bagersvenden. Så prøvede han købmandsfaget, men ville hellere køre cykelløb.

- Men da jeg kommer på havnen i Aarhus, så skal jeg love for, at jeg får noget opdragelse, siger Palle Jørgensen, der også fik sit øgenavn, Palle Hovedløs, allerede fra starten ved Stevedorekompagniet i 1964.

- Jeg er glad for mit øgenavn, for det er mine arbejdskammerater, der har givet mig det! fortæller han, der dengang bare var en lille gut i forhold til de andre store brøsige havnearbejdere.

- Jeg var så bekymret for at komme til at stå i vejen for dem nede i lastrummet, at jeg kom til at kravle et sted hen, hvor kranen ikke rigtig kunne hæve godset op….

- Det er da noget hovedløst noget! Udbrød "Skolelæreren", som da aldrig havde været lærer, og så var jeg døbt, griner Palle Hovedløs.

Kast våbnene i havet

En kassevogn kommer kørende på havnen i Aarhus. Jyske Tøjhus, står der på siden. Kranføreren sænker udlæggerarmen.

- Hvad er det dér for noget? råber han til lugemanden, som svarer: - Det er til militæret.

- Så kan du godt lænke det ned igen, for dét vil jeg ikke køre op med kranen, siger kranføreren. Lugemanden siger ok og kører kassen ned igen. Det kunne i princippet være både uniformer eller våben. Ingen vidste det.

Kranføreren, der nægtede, er Palle Jørgensen. Han fortæller med glød, at sådan var stemningen og solidariteten på Aarhus Havn i begyndelsen af 1960’erne.

Vietnamkrigen var i gang, og dag for dag voksede fredsaktionerne. Snart stod der fredsaktivister på havnen med skilte: Kast våbnene i havet. Palle Jørgensen smiler lidt ad det dramatiske slogan og fortsætter:

- Min handling blev debatskabende, men jeg var også tæt på at blive fyret, husker han og dukker sig ironisk.

Nej til krig medførte fyring

Efter at den tidligere kranfører havde nægtet at laste militærtøj, blev han indkaldt til samtale om tjenesteforsømmelse hos selve borgmesteren, Bernhardt Jensen. En anden kranfører havde losset militærtøjet, så det var lidt øv, men Palle Jørgensen blev ikke fyret. Ikke denne gang.

Blandt havnearbejderne var der mange politisk aktive folk. Der var i det hele taget mange aktive på venstrefløjen i 1970’erne.

- Det gik ikke stille politisk for sig, for jeg havde mødt nogle folk med nogle fandens gode argumenter for, hvordan vores samfund burde se ud. Det tog jeg til mig og blev medlem er venstresocialisterne, VS, husker Palle Jørgensen, der havde sat sig ind i overenskomsten:

- Havnearbejderne havde ret til at sige, at de ikke ville losse militærgods på grund af den forfærdelige ulykke under besættelsen i juli 1944. Her blev 19 havnearbejdere slået ihjel efter en frygtelig eksplosion. Det skete under arbejdet ombord på et tysk militærskib fyldt med ammunition.

Selv om Palle Jørgensen ikke var ansat på denne overenskomst, tog han den til sig. Senere kom han ved et uheld til at lædere en wire på en ny 50 tons kran, og så kom fyresedlen. Han var dog godt klar over, at en anden sag lå bag.

- Så var man af med mig! Men hva’ -  så var jeg tilbage som havnearbejder, og det var jeg skideglad for!

Et kontant og ærligt miljø

- Jeg har altid godt kunne lide det miljø. Det er et kontant og ærligt miljø, i hvert fald overfor hinanden. Andre mener måske noget andet. Det kan godt diskuteres, hvor ærlige de var. Det er almindeligt kendt, at der røg noget med hjem under neglene dernede fra. De rettede da op på en dårlig løn ved at stjæle, men det er, hvad jeg i mine sange kalder "selvjusterende lønningstillæg", og Palle Jørgensen citerer fra sine sange, hvoraf flere er indspillet på cd’en "Havneband & Havnekonerne".

- Miljøet på havnen var jeg simpelthen været dybt fascineret af. Tænk, at folk kunne have så barskt og samtidig så kærligt forhold til hinanden og til andre mennesker. Man tog hånd om hinanden. Vi gik jo en del på værtshus, det var en del af miljøet, siger han erkendende, og nu kommer erindringerne rap i rap:

-Der var ikke nogen, der skulle krølle et hår på en havnearbejder, så stod der omgående fjorten mand op og forsvarede ham.

- Sådan har det været hele vejen igennem. Solidariteten var fantastisk, og ligeså solidariteten med andre faggrupper. Det har altid været kendetegnende, at hvis nogen havde brug for hjælp, så var havnearbejderne der, siger Palle Jørgensen med dyb respekt overfor byens fagligt aktive folk gennem tiden.

Solidariteten blev gengældt

- Den hjælp blev jo vekslet tilbage i vinteren 1982-83, hvor den store havnearbejderstrejke bryder ud, fremhæver Palle Jørgensen med stor glæde og taknemmelighed i stemmen.

- Det var os der satte kvindesagen på dagsordenen under havnestrejken, og vi blev da til grin.

Kort før jul i 1982 kommer et angreb på dagpengene, der ramte havnearbejdere, løsarbejdere og vikarer hårdt. Som ansatte fra dag til dag var de dybt afhængige af supplerende dagpenge. Flere havne i Danmark går med. Strejken varer til midt i februar 1983, og det gik hårdt for sig.

Som arbejdsløs og ude af havnen på grund af dårlig ryg, bliver Palle Hovedløs dog hurtigt en del af "førerbunkeren", som havnearbejderne kaldte den.

- Den lå i Østergade, og herfra styrede vi økonomi og indsamlingsmærker. Vi lagde strategier, tog telefoner, når der blev ringet efter hjælp og strejkevagter fra de andre havne. Det var en hård men virkeligt spændende periode, husker den tidligere havnearbejder, der har mange dyrtkøbte erfaringer i baglommen.

Kulturfolk støttede op

- Det var simpelthen utroligt med den solidaritet, der var. Også ude i byen. Det var helt fantastisk at opleve, hvad der blev solgt af støttemærker på Strøget. Der kom rigtig mange penge ind.

Støtten kom også fra musikere og kunstnere som TV2 og Gnags, Djurslandsspillemændene og Stjerneakrobaterne. Mere end én gang under den ti uger lange strejke var Stakladen i Aarhus stuvende fuld med 700 mennesker til støttefest.

- Vi havde også vores eget orkester, Havneband, som spillede til 43 støttearrangementer den vinter. Vi kunne noget med at lave arrangementer under den strejke. Der var så mange aktive på venstrefløjen dengang. Vi prøvede skam også at spille før Bjørn Afzeliuz ved en koncert i Silkeborg, siger Palle, der selv var og stadig er forsanger i Havneband.

Kvindernes indtog

Ti ugers strejke i en kold vinter kan sætte selv de hårdeste havnearbejdere på prøve. Alligevel fik man hjulpet hinanden igennem og fandt på nye aktiviteter. Det boede jo i de folk som en nødvendighed, at man var solidarisk, forklarer Palle:

- Det var os der satte kvindesagen på dagsordenen under havnestrejken, og vi blev da til grin. Det var jo et barsk miljø, hvor ungerne fik nogen på hatten og konen røvrendt, når manden smuttede med lønnen.

- Det var økonomisk bestemt, at de blev nødt til at holde sammen, og at kvinderne blev en del af kampen. De gik ud og solgte støttemærker og syede flotte bæreposer med logo, som de solgte, under strejken. Vi havde vi jo ingen indkomst, husker han. Ligeså tydeligt husker han overraskelsen under indspilningen af Havnebands cd:

- Lige pludselig skulle vi rykke lidt, for nu kom der ti kvinder og skulle synge nogle sange. Jeg vidste slet ikke, at de havde gang i noget!

- Så går de til mikrofonerne og synger, og det er vi glade for. Kvinderne havde den der dynamik: Vi gør det bare, og vi gør det selv!

Havnekonerne kan høres på cd’en med to sange. "Ej li o li o lej", inspireret af den gamle italienske kvindesang "Selv om vi er kvinder" samt "Havnearbejderkonens hjemmeaften".

Det var os, der satte kvindesagen på dagsordenen under havnestrejken, og vi blev da til grin.

Aktiviteten og kulturen under Havnearbejderstrejken satte sine spor i byen. Få måneder efter havnearbejderstrejken, lykkedes det havnearbejderne og andre faglige kræfter at samle til en enhedsdemonstration 1.maj 1983 i Botanisk Have med 25.000 mennesker. Havnekonernes sange og kor blev da også en inspiration for Skraldemandsstrejken i Aarhus 1996.

Skole sig for at blive taget alvorligt

Det var livets skolegang for Palle Hovedløs. Flere gange tog han på højskole. Først LO Skolen, siden Roskilde højskole, hvor han havde fremragende lærere som Ditte Cederstrand, Jørgen Diemer og Flemming Carlsen.

- Jeg er rigtig taknemmelig overfor min fagbevægelse for disse kurser. Jeg fik læst en bred vifte af filosofi og politik: økonomi, Marcuse, Marx. For at blive taget alvorligt som venstreorienteret, var vi nødt til at klæde os rigtig godt på, for ellers fik vi røven i klaskehøjde!

Senere havde Palle Jørgensen en periode som redaktionssekretær på bladet Politisk Revy og senere som lærer på Kolding Højskole.

- Men det, der har betydet mest for mig, var at komme tilbage på havnen indimellem. Der havde jeg havde min rod og følte mig hjemme. Jeg mødes stadig hver fredag dernede med mine gamle venner, og uden dem synes jeg , at det hele bliver så tomt, siger han eftertænksomt og fortsætter: 

- Havnen har givet mig så helt afgørende menneskelige kvalifikationer. Det var et hårdt arbejde, et hårdt liv og et hårdt socialt liv, men solidarisk og flot, slutter en mand, der lige har øst af sine erfaringer fra havnens liv.

Alt er på plads til den store dag. Nu mangler bare skulpturen, gæsterne og det gode vejr.