I 1880 slog to unge fattige, men håbefulde malere kludene sammen og flyttede ind på et kvistværelse i Herluf Trollesgade, der var så lille, at de måtte skiftes til at male. Senere delte de også atelier i den nyåbnede udstillingsbygning Charlottenborg.
Begge blev de i deres unge år betragtet som socialistiske agitatorer, og deres sociale engagement viser sig også tydeligt i malerierne.
På trods af at de kom fra fattige kår på landet, var det lykkedes dem at komme ind på Kunstakademiet i henholdsvis 1875 og 1877, og det var der, de lærte hinanden at kende og blev nære venner.
De blev en slags kunstnerbrødre, brugte hinanden som modeller, og tilfældigvis havde de også samme efternavn, nemlig Andersen. For ikke at blive forvekslet med hinanden valgte de at tage navn efter deres fødebyer, og de blev til henholdsvis L. A. Ring (1854-1933) og H. A. Brendekilde (1857-1942), sådan som vi kender dem i dag.
Ring kom fra Sydsjælland, hvor hans far var tømrer og hjulmager, og fik en maleruddannelse, mens Brendekilde kom fra Fyn, hvor hans far var træskomager, og han blev uddannet som snedker og stenhugger.
Uden guldalderens idyl
Opvæksten på landet blandt almuen satte sit præg på begges arbejder, og landskaber og nedslidte mennesker var gennemgående motiver i det første årti. Der er ingen guldalderidyl som hos andre af datidens malere, der kom fra det bedre borgerskab; de skildrede også almuen, men set udefra eller, om man vil, ovenfra, og fortrinsvis iført deres pæne søndagstøj.
For første gang kan man nu se cirka 90 af de to maleres værker anbragt side ved side på Nivågårds udstilling "Kunstnerbrødre – L.A. Ring & H.A. Brendekilde". Her vises forbindelseslinjerne mellem dem, kunstnerisk og personligt, samt ligheder og forskelle i valg af motiver og farver.
Ring elskede det danske gråvejr og udtalte i en samtale med Otto Gelsted, at "alting er gråt i gråt, og så nogle enkelte gule og brune farver, det er storartet". Hos Brendekilde er farveskalaen lysere, og menneskene er i kontakt med hinanden, mens vi hos Ring for det meste oplever tavshed og ensomhed.
De to væsentligste malerier er Rings "Høst" (1885) og Brendekildes "Udslidt" (1889), der hænger overfor hinanden for at vise forskellene på de to kunstnere.
Ændrer stil
Fra begyndelsen af 90’erne ændrer Brendekilde langsomt stil og holdning og vælger idylliske og sentimentale hverdagsscener med stokroser op ad huset. Han blev derfor tit kaldt "stokrosemaleren", og det skulle ikke opfattes positivt. I Politikens nekrolog skrev man, at "han kunne til det sidste sælge alt, hvad kan kunne overkomme at male".
Ring fortsatte med at male livsbekræftende landskaber og bybilleder og havde i modsætning til Brendekilde forståelse for den tidlige modernisme i kunsten. Deres veje skiltes på et tidspunkt, men senere mødtes de igen, da Brendekilde flyttede til Jyllinge, og Ring boede i Roskilde.
Socialistisk engagement
Begge blev de i deres unge år betragtet som socialistiske agitatorer, og deres sociale engagement viser sig også tydeligt i malerierne. De følte, at bønderne havde svigtet, da de ikke gik til væbnet modstand imod højrepolitikerne i midten af 1880’erne. Hvor længe Brendekilde holdt på sine socialistiske synspunkter vides ikke, men Gelsted kunne bekræfte, at de holdt hos Ring indtil hans død.
Der er ingen tvivl om, at L.A. Ring er den væsentligste af de to, og han er langt mere repræsenteret på landets museer. Det afspejles også i priserne, idet Brendekildes stokroseidyller kan sælges for 50.000-100.000 kroner, mens det senest solgte billede af Ring indbragte 640.000 kroner.
Udstillingen, som tidligere har været vist på Randers Kunstmuseum og Brandts i Odense, kan anbefales.
I forbindelse med udstillingen er der udkommet en publikation med en række tematiske artikler, som er på 200 sider og koster 190 kroner. Tidligere på året udkom Ralph Sonnes bog om Brendekilde.
på Twitter
