Ifølge forlaget er Modstandskampens børn en "fortælling om ni danskere, der gik i kamp under besættelsen, og om deres børn, som voksede op i skyggen af forældrenes gerning. Det er livshistorier spændt ud mellem mod og frygt, loyalitet og svigt, opofrelse og ondskab. De ni modstandsfolk er en blandet flok, som tilsammen udgør et stykke danmarkshistorie. Fra kommunistiske arbejderfamilier i Aarhus midtby til den økonomisk-kulturelle overklasse med udsigt til Øresund i Hellerup… De var almindelige mænd og kvinder med ualmindelige liv, de kom fra forskellige miljøer og tog forskellige veje ind i modstandskampen."

De havde krigen tilfælles. Alle på nær en, som flygtede til Sverige, blev de taget af tyskerne og afhørt, tortureret, fængslet, og sendt sydpå til fængsler i blandt andet Dreibergen og Cottbus, og til kz-lejrene Neuengamme, Dachau og Ravensbrück, til et "organiseret, indhegnet helvede, nok skabt af mennesker, men alligevel selve definitionen på det umenneskelige".

Traumevandring

Konsekvenserne af at gå ind i modstandskampen kunne naturligvis ikke afgrænses til den enkeltes valg. Det involverede automatisk venner og familie. Modstandsfolkenes forældre, ægtefæller, søskende og især børn.

På trods af at modstandsfolkene efter krigen i manges øjne var helte, så viste det sig også, at de var skrøbelige, og under den tilsyneladende velfungerede overflade så traumatiserede af både modstandskampen og fangenskabet, at de kun på overfladen fungerede normalt som mennesker, som fædre og mødre.

Det gav store personlige og sociale problemer for børnene. Alle betalte de en høj pris for forældrenes antifascistiske sindelag. Mange af modstandsfolkene blev diagnosticeret med "kz-syndrom". De blev fraværende, ramt af det, der i dag kaldes posttraumatisk stress. "Fri af krigens lænker, men spærret inde, fastholdt af deres fysiske men".

De medvirkende ni børn mødtes første gang i 2008 hos Sven Arvid Birkeland, der er læge på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre og har arbejdet med traumevandring, det vil sige hvor traumer så at sige "går i arv". Gruppen fortsatte, også uden Birkeland, og nogle fik "en dybere indsigt i deres forældre, i modstandskampen og i sidste ende i dem selv".

Krigens børn

De ni børn, der medvirker i bogen er:

Steen Klitgård Povlsen (født 1944) søn af Kamma Klitgaard Povlsen. Hans far var en "ukendt" modstandsmand, men den legendariske kommunist David Hejgaard anerkendte i 1976 faderskabet. Både Kamma og Hejgaard endte i kz-lejr under krigen.

Tonny Bartram (født 1946) og søn af Christian og Karen. Christian arresteredes i oktober 1942 for sabotage og dømtes til tugthus.

Jytte Windel Kahr (født 1947) hvis far Knud Christensen opbevarede våben i sin Randers-butik for Hvidstensgruppen. Blev sendt til tugthuset i Dreibergen

Lise Baastrup (født 1947). Moderen Pie arbejdede for det engelske agentnet SOE, når hun ikke trykte illegale blade. Pie arresteredes af Gestapo i 1944 og blev deporteret til tysk tugthus. Hun kom senere til Sverige med de hvide busser.

Ester Christiansen (født 1949), datter af DKP’eren Erik Sørensen, som Gestapo arresterede i 1944

Anette Holtze (født 1952), datter af Hans og Kamma Holtze. Hans blev involveret i sabotage i Randers og arresteredes i 1944 og blev som en af de første sendt til Frøslevlejren. Han kom senere til Neuengamme.

Kjeld Malthe-Bruun (født 1940) hvis forældre Hans og Marianne begge gik ind i kampen. Kom til Sverige og kom hjem med de danske brigader.  

Mariann de Lorenzi (født 1943) datter af Erik Beerman og Owa. Erik deltog i efterretningsarbejde og våbentransporter. Arresteredes i oktober 1944, blev tortureret og sendt til Dachau kz-lejren.

Ulla Lunn (født 1954) datter af Jens Christian og Vibeke. Christian Lunn kom via Frøslevlejren til Vestre Fængsel, hvor han blev løsladt i forbindelse med befrielsen. Var udsat for brutal tortur.

Spændende og velskrevet

Journalisten Andreas Fugl Thøgersen tager udgangspunkt i forældrenes breve, dagbøger og erindringer, samt gribende interviews med børnene. Det har resulteret i en fantastisk bog om mod og svigt, om traumer, der går i arv, og om de følger krigen gav dem der kæmpede og deres familier.

Men det er også en bog om forståelse og tilgivelse, og om at lære at acceptere hvem man er, og hvor man kommer fra.

Noget af materialet har tidlige været bragt, blandt andet i Anne Dorthe Holms fremragende Kvindernes modstandskamp – krigere, koner og mødre (2012), som blev anmeldt i Arbejderen sidste sommer.

Bogen er utrolig spændende og velskrevet og giver en vigtig indsigt i sider af frihedskampen man sjældent hører om. Desuden betyder sammenfletningen af de ni familiers historier med de fem mørke års historie, at det bliver vigtige stykker af Danmarks historie.

Alle historierne er gribende skæbnehistorier og fortjener et stort publikum.