I august 1943 havde den tyske besættelse af Danmark varet tre år, da massive arbejdsnedlæggelser ramte landet. De begyndte i Odense, hvor byen blev ramt af strejker og demonstrationer, og spredte sig siden til København, Århus, Esbjerg og Aalborg.

I løbet af sommeren 1943 øges antallet af sabotageaktioner markant, ligesom tilslutningen til modstandsgrupperne øges.

Det var især kommunisterne, der havde været aktive i at organisere strejkerne. De var gået aktivt ind i modstandsarbejdet efter Hitlers brud på den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt i 1941, og den stigende anti-tyske stemning i 1943 gødede jorden for dem.

Optakt til opgøret

I løbet af 1943 lider tyskerne en række alvorlige nederlag i krigen; i Rusland bliver deres fremrykning slået tilbage af Den Røde Hær ved Stalingrad og Kursk, og i Italien er nazisternes allierede, fascisten Benito Mussolini, blevet afsat ved de allieredes fremrykning i Italien.

Den internationale situation fører i Danmark til en opildnet, anti-tysk stemning og en opfattelse af, at krigen snart ville være slut.

I løbet af sommeren 1943 øges antallet af sabotageaktioner markant, ligesom tilslutningen til modstandsgrupperne øges. Målene er især danske virksomheder og fabrikker, der samarbejder med tyskerne og producer materiel til værnemagten.

Særligt i Esbjerg og Odense optrappes modstandsarbejdet, og som konsekvens stiller tyskerne krav om lokale udgangsforbud. Det fører til strejker, gadeuroligheder og klammeri mellem civile og tyske soldater, hvad der blot giver anledning til, at de lokale modstandsfolk intensiverer sabotagen endnu mere.

Tysk ultimatum

I sensommeren lægger tyskerne pres på den danske regering: urolighederne skal stoppe nu, lyder kravet. Samarbejdsregeringen sætter med hjælp fra både fagbevægelsens ledere og arbejdsgiverne ind på at få stoppet urolighederne, men det lykkes ikke, og uroen breder sig i stedet til landets største byer.

Den tyske rigsbefuldmægtige, Werner Best, kaldes hjem til Berlin til en skidebalde og vender tilbage med et ultimatum dikteret af Hitler selv: den danske regering skal erklære undtagelsestilstand, forbyde strejker og større forsamlinger, indføre natligt udgangsforbud, hurtigt arbejdende særdomstole og dødsstraf for sabotage.

Men Hitlers ultimatum bliver for meget for partierne bag samarbejdsregeringen. Regeringen svarer "nej" , og sammen med rigsdagen og kongen nedlægger den arbejdet. Opgøret med samarbejdspolitiken er en realitet.

Operation Safari

Nazisternes svar falder promte: om morgenen den 29. august indledes "Operation Safari". Formålet er at opløse og afvæbne de danske værn, så de ikke kan hjælpe de allierede styrker i tilfælde af en invasion, og planen for operationen er udarbejdet af den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark, general Hermann von Hanneken, så tidligt som i efteråret 1942.

Men i Søværnskommandoen har man lugtet lunten. Da forsvarsminister Søren Brorsen den 28. august udsender ordre om, at "Besættelse af Skibene paa Holmen maa efter Regeringens Bestemmelser ikke imødegaas med Magt", tilføjer kommandoen på egen hånd: "Skibene kan efter Omstændighederne sænkes".

Som sagt så gjort. Da tyskerne klokken 04.00 om morgenen den 29. april iværksætter Operation Safari, lykkes det danskerne på Holmen at sænke 30 skibe og sejle yderligere 13 til sikre havne i Sverige, inden de falder i tyskernes hænder. Under operationen træffes i alt 63 danske soldater i ildkamp, hvoraf de 23 dør - hertil desuden et antal BOPA-modstandsfolk.

Da Operation Safari er slut, er de danske værn blevet afvæbnet og opløst, og landet står uden en regering i krigens sidste to år.