Daniel Gonzales er født i Santiago i Chile i 1952 og er den ældste af ni brødre. Faren var kommunist og tekstilarbejder, moren passede hjemmet. Daniel gik ud af skolen, da hans far døde, og fik job pa samme fabrik, som hans far havde arbejdet pa. Familien behøvede pengene. Allerede som fjorten-femtenårig engagerede Daniel sig i fagforeningsarbejde, og da den socialistiske senator Salvador Allende i 1969 stillede op som præsidentkandidat for folkefronten ’Unidad Popular’, meldte Daniel sig ind i socialistpartiets ungdomsafdeling.

Han stoppede på tekstilfabrikken og begyndte at sætte lejligheder i stand og tjente pludselig det samme på et par dage, som han tidligere tjente pa en hel uges arbejde.

I 1970 blev Salvador Allende valgt som Chiles præsident. Daniel blev indkaldt som soldat og aftjente sin værnepligt i havnebyen Arica på grænsen til Peru – næsten 2.000 km nord for Santiago.

Herefter var det hans plan at vende tilbage til Santiago, men socialistpartiet bad ham blive i Arica for at styrke fagforeningsarbejdet i omradet. Arica er en toldfri enklave med masser af industriarbejdspladser, og Daniel fik arbejde pa en af Westinghouses elektronikfabrikker. Der var stærke krafter pa den chilenske højrefløj og i militæret, der forsøgte at sabotere den nye socialistiske regering, og i et forsøg pa at understøtte disse kræfter lukkede Westinghouse og andre store virksomheder deres fabrikker for at sætte landet i stå. I forsvar for den nyvalgte regering fik Daniel og to andre fagforeningsaktivister organiseret, at arbejderne besatte fabrikken og kørte produktionen videre. Den ene fagforeningsaktivist var meget militant, og da regeringen indgik et kompromis med fabriksejerne og opfordrede arbejderne til at tilbagelevere fabrikkerne, truede han med at sprænge fabrikken i luften. Det blev ved truslen, men de tre fagforeningsaktivister blev sortlistet i byen, og Daniel måtte rejse tilbage til Santiago.

Daniel fortsatte arbejdet i socialistpartiets ungdomsorganisation, og efterhånden som truslen om et statskup mod præsidenten tog til, deltog han aktivt i arbejdet med at organisere folk i et revolutionært netværk til forsvar af revolutionen.

Den 11. september 1973 blev Daniel vækket af sin mor, der opskræmt fortalte, at der var militær overalt, og at præsidentpaladset var under angreb.

Daniel klædte sig på og skyndte sig hen til den skole, hvor han skulle møde i tilfælde af statskup. Selv om de kun var 28 mand med primitive vaben, formåede de at forsvare deres kvarter i 48 timer, fortæller han med stolthed. Først da militæret om natten indsatte en større styrke, måtte Daniel og hans gruppe trække sig tilbage og efterlade tre døde kammerater.

På den store scene var slaget også afgjort. Militæret havde dræbt præsidenten og taget magten i landet.

Daniel søgte tilflugt pa Den mexicanske Ambassade, men blev smidt ud. Senere lykkedes det ham at komme ind pa Den argentinske Ambassade, hvor han fik lov at blive.

Først et halvt år senere kunne han forlade sit skjulested, da han blev tilbudt politisk asyl i Danmark.

Den 30. april 1974 blev han modtaget af Dansk Flygtningehjælp i Københavns Lufthavn og indlogeret pa Hotel Continental pa Nørrebrogade. Han fik tilbudt et længere sprogkursus, men ville hellere arbejde, sa han kunne sende penge hjem til sin familie i Chile.

Daniel nåede mange ting i sin første tid i Danmark. Han var opvasker pa Birkerød Kro og arbejdsmand pa Helsingør Værft. Han fik et barn med en dansk kvinde, som han både blev gift med og skilt fra.

Og han fik dansk statsborgerskab i 1979. 

Da demokratiet fik en ny chance i Chile i slutningen af 1980’erne, kunne Daniel endelig rejse tilbage og møde sin familie. Hans mors nabo havde en smuk datter, der var alene med sin datter, og hende forelskede Daniel sig i. De blev gift i 1990, og Daniel adopterede datteren.

Daniel ville gerne bosætte sig i Chile, men havde været tvunget til at fraskrive sig sit chilenske statsborgerskab, da han skulle forlade landet efter kuppet. Daniel havde ingen anden mulighed end at slå sig ned med sin familie i Danmark. Men det blev den værst tænkelige start, for det var umuligt at få en lejlighed, og de måtte bo pa hjemløseherberg i næsten et halvt år.

Daniel kunne ikke få arbejde, og familien levede af kontanthjælp, indtil han købte en kassevogn og begyndte at køre aviser for Bladkompagniet.

I 1996 forsøgte han igen at vende tilbage til Chile, men hans ansøgning om opholdstilladelse blev igen afvist. Han kunne simpelthen ikke få lov til at bosætte sig og arbejde i sit eget land. Pa hjemturen fik han en pludselig indskydelse under en mellemlanding i Madrid. Hvorfor ikke prøve at bosætte sig i Spanien, når han nu talte sproget?

Han aflyste flyet til Danmark og rejste i stedet med tog til sin søster i Barcelona, hvor han fik arbejde som truckfører. I stedet for at hente familien til Danmark, hentede han familien til Spanien, hvor de boede i næsten ti år.

Da Daniel mistede sit job i 2004, hørte han fra sin datter i Danmark, at der var masser af job at få – bl.a. var der mangel på buschauffører i København. Så i 2005 flyttede hele familien til Danmark, og Daniel begyndte som buschauffør hos City Trafik i Glostrup.