Den spinkle kvinde er klædt i sort, bortset fra hat og neglelak, der er hvid. Hun går forsigtigt ned af den lange trappe, der fører til bunden af Louisianas koncertsal. Sikkert nede sætter dagens gæst, den japansk-amerikanske koncept-kunstner Yoko Ono, sig mellem museets direktør, Poul Erik Tøjner og udstillingens kurator, Kirsten Degel.

Det er en god dag for alle tre. Rummet summer af lyden fra de mange fremmødte journalister og fotografer. Verdenspressen skribler og knipser løs. En stjerne er kommet til Danmark, men selv er hun ganske beskeden:

- Jeg føler ikke, at jeg er en levende legende. Jeg føler, at vi alle sammen er levende legender. Det faktum, at vi er her sammen, er i virkeligheden et mirakel. Så I føler måske, at I oplever mig, men I virkeligheden oplever jeg jer, udtalte hun til de fremmødte pressefolk.

Louisianas Yoko Ono-udstilling Half-a-wind Show, der er blevet skabt i samarbejde med Schirn Kunsthalle i Frankfurt, er den største retrospektive udstilling af Yoko Onos kunst nogen sinde. Udstillingen viser med over 100 værker spændvidden i de vidt forskellige medier og kunstneriske discipliner, som hendes produktion omfatter.

Samtidig er udstillingen - omend usagt - også et monument over en tid, da kunstnernes rolle skiftede fra at være dekoratører for borgerskabet til at spille en aktiv, politisk rolle. Lærredet blev skiftet ud med plankeværket, mediet blev budskabet. Yoko Ono var fra sin ungdom løst tilknyttet anti-kunst bevægelsen Fluxus og spillede med den amerikanske komponist John Cage.

Trods det skrøbelige ydre er Yoko Ono, der fyldte 80 i foråret, "still going strong". Hun besvarer venligt i en halv time de spørgsmål, som hun forstår. Hørelsen er ikke så god længere, men de varme vibrationer stråler ud af den gamle hippiekunstner, der siden midten af 1950'erne har provokeret den etablerede kunstverden med sine indadvendte, udefinérbare værker.

Arven efter Lennon

Mange kender Yoko Ono ene og alene som enken efter rockstjernen John Lennon. I virkeligheden fylder tiden med Beatles-grundlæggeren kun lidt i Yoko Onos lange karriere. Til gengæld var netop denne tid en af hendes mest udadvendte.

John Lennon har haft stor betydning for hendes originale måde at skabe værker inden for så forskellige genrer som billedkunst, poesi, film, musik, arkitektur, installation, performance og events. Mødet mellem arbejderdrengen fra Liverpool og musikerdatteren fra den japanske middelklasse blev i sig selv et kunstværk, en sammensmeltning af europæisk og japansk oprørslogik.

De var især forenet i den anti-militaristiske kamp. Efter brylluppet på Gibraltar afholdt parret under stor opmærksomhed fra verdenspresse deres "Bed-In for Peace" fra 25. til 31. marts 1969 på et hotel i Amsterdam. "All we are saying is to give peace a chance", synger de med hendes rockband, The Plastic Ono Band, og deres sidste værk, lp'en Double Fantasy fra 1980 lyser op som et varigt musikalsk testamente, også for John Lennon.

Poesi og politik

Yoko Ono var andet end ægteskabet med John Lennon. Med sin forbløffende poetiske og politiske tankegang, har hun med enkle midler i snart 60 år formået at sætte samfundets og dets udvikling på spidsen. Sammen med John Lennon kæmpede hun for fred, og nu er hun aktiv i miljøbevægelsen.

Hendes Actors Against Fracking ("kunstnere mod fracking", red.) tæller kendisser som Beatles' Paul McCartney og Ringo Starr, Lady Gaga, Jimmy Fallon, Alec Baldwin, Gwyneth Paltrow, Anne Hathaway, Susan Sarandon og Uma Thurman. Ved fracking pumpes tonsvis af dampblandede kemikalier ned i de øverste jordlag. Det efterlader jorden ubrugelig og sker uden hensyn til den lokale befolkning.

Imarts brugte hun twitter til at protestere mod det amerikansk senats syltning af forslaget til en ny våbenlov ved at lægge et foto af de briller, som John Lennons bar, da han blev skudt, på nettet. "31.537 mennesker bliver dræbt af våben i USA hvert år. Vores smukke land bliver forvandlet til en krigszone", lød den 80-årige enkes kommentar.

En kunstner i tiden

Det er et paradoks, at Yoko Ono, der altid har insisteret på, at kunst hører hjemme blandt folket og ikke på museer, nu er udstillingsaktuel i Danmark. Men når det nu skal være, er det et eller andet sted i orden. Fordi Half-A-Wind Show så glimrende peger hen mod en af nutidskunstens rolle som medie i den sidste halvdel af det 20. århundrede.

I 1971 skrev Yoko Ono: "Kunstnere skal ikke skabe flere objekter, verden er fuld af alt, hvad den behøver." I stedet for store skulpturklumper i enorme rum eller larmende ødelæggelse af kapitalismens effekter, søger Yoko Ono at forandre tingenes værdi. Som i hendes performance Cut Piece, hvor kunstneren påklædt på en scene beder publikum om at klippe stykker af og tage med hjem.

Denne enkle handling rummer essensen af Yoko Onos livssyn: "I stedet for at give publikum, hvad kunstneren vælger at give, giver kunstneren, hvad publikum ønsker at tage", har hun senere forklaret. Dermed rammer hun ind i kunstens dybeste formål: at bevæge og røre.