Som udgangspunkt må det være sød musik i enhver lærers ører, når en nyvalgt regeringsleder erklærer sig for "børnenes statsminister". Mette Frederiksen har i forårets valgkamp og senere som statsminister slået fast, at netop børnene står øverst på hendes politiske dagsorden. Det er både visionært og sympatisk – men det skaber unægtelig også en række forventninger hos os som lærere og i øvrigt hos alle, som har deres daglige arbejde med børn og unge.

Hvis visionerne for folkeskolen skal gøres til virkelighed, er det en forudsætning, at regeringen sikrer rammer og ressourcer, som gør det muligt at løfte opgaven.

Folkeskolen spiller en kolossal rolle i det enkelte barns liv. Ikke bare som stedet, hvor eleverne rustes til at blive kompetente deltagere i samfundet – og i deres eget liv. Men også som en vigtig ramme om det gode børneliv. I skolen tror vi på, at en god og tryg barndom har en værdi i sig selv. For børnenes statsminister må en stærk folkeskole med undervisning af høj kvalitet være den vigtigste investering af alle.

Folkeskolen har været udfordret af massive besparelser gennem en længere årrække. På 10 år er næsten hver femte lærerstilling nedlagt, mens elevernes timetal i samme periode er stegt med 29 procent. Samtidig skal folkeskolen rumme langt flere elever med særlige behov, der tidligere modtog specialundervisning, i den almindelige undervisning. Flere opgaver og markant færre ressourcer kan ikke undgå at gå ud over skolens kerneopgave: den gode undervisning. Konsekvensen har været, at stadigt flere forældre fravælger folkeskolen. I dag starter 17 procent af eleverne i 0. klasse på en friskole.

Der er behov for, at regeringen investerer massivt i folkeskolen. Læreruddannelsen skal styrkes og gøres femårig, så vi sikrer, at fremtidens lærere er rustet til den stadig større kompleksitet, der præger lærerarbejdet. Skolerne skal rustes bedre til at kunne rumme elever med særlige behov i den almindelige undervisning. Og lærerne skal sikres rammer og vilkår, der gør det muligt for dem at løfte deres vigtige opgave og skabe kvalitet i undervisningen.

Christiansborgs politikere, der sætter målene for folkeskolen, kommunerne, der har det økonomiske ansvar, og lærerne, som skal gøre ambitionerne for folkeskolen til virkelighed i børnenes liv, har en fælles interesse i en stærk folkeskole. Det kræver et forpligtende samarbejde mellem regeringen, Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening, og det kræver, at vi er klar til at tage et fælles ansvar for skolen.

Hvis visionerne for folkeskolen skal gøres til virkelighed, er det en forudsætning, at regeringens tager ansvaret for, at den enkelte kommune, den enkelte skoleleder og den enkelte lærer sikres rammer og ressourcer, som gør det muligt at løfte opgaven. Jeg har et håb om, at lærere og elever i folkeskolen i hvert eneste klasselokale og hver eneste undervisningstime de kommende år kommer til at mærke, at Danmark har fået børnenes statsminister.