Lærere og andre undervisere har krav på at arbejde under forhold, der er aftalt mellem deres arbejdsgivere og de faglige organisationer ligesom alle andre på det danske arbejdsmarked. Da Finansministeriet tilbage i 2013 planlagde lockouten af lærerne og det efterfølgende lovindgreb, var det et opgør med selve det, vi kalder den danske model.

Det er af enorm betydning, at vi har opbakning fra resten af fagbevægelsen, når vi i det nye år går i gang med en periodeforhandling om arbejdstiden.

Grundlaget for den danske model går helt tilbage til de store arbejdskampe og Septemberforliget i 1899, hvor arbejderne anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet mod til gengæld at få garanti for at arbejde under rammer aftalt gennem overenskomster aftalt med deres faglige organisationer. Jeg er helt på det rene med, at det ikke var alle, der mente, at arbejderne burde have indgået forliget, men det er et faktum, at det lige siden har fungeret som "arbejdsmarkedets grundlov" – den danske model.

I undtagelsestilstand siden 2013

Lærerområdet har været i undtagelsestilstand siden lovindgrebet i 2013, fordi det hverken ved OK-forhandlingerne i 2015 eller 2018 lykkedes at indgå en central aftale, som regulerer arbejdstiden. Den undtagelsestilstand skal vi have sat en stopper for denne gang.

Heldigvis lyder der nye positive toner fra regeringen. Ved Danmarks Lærerforenings kongres i begyndelsen af oktober, sagde undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil for eksempel, at det er nødvendigt, at regeringen tør indrømme, at det, der foregik i 2013, ikke var et kønt forløb, og at det er regeringens ansvar, at vi kan viske tavlen ren og komme videre. Også fra Kommunernes Landsforening lyder der nye toner om vilje til at finde en løsning. Og regeringens støttepartier har i en fælles udmelding bakket op om, at der bliver indgået en aftale.

Vigtige signaler fra den øvrige fagbevægelse

Det er vigtigt for alle i fagbevægelsen, at vi får en aftale. Ingen kan være tjent med, at udvalgte medarbejdergrupper kobles ud af aftalesystemet og da slet ikke på så vitalt et område som arbejdstidsreglerne. Derfor er det også af enorm betydning, at vi har opbakning fra resten af fagbevægelsen, når vi i det nye år går i gang med en periodeforhandling om arbejdstiden, som skal munde ud i en aftale i løbet af foråret. Såvel Forhandlingsfællesskabets formand Mona Striib som formanden for den statslige forhandlingsorganisation Flemming Vinther har klart tilkendegivet, at der denne gang skal landes en aftale.

Jeg går til forhandlingerne uden illusioner om, at det bliver nemt. Men også med en overbevisning om, at hvis alle parter kan se nødvendigheden af, at undtagelsestilstanden på lærerområdet må stoppe nu, så må og skal det være muligt at blive enige om en fælles central aftale.