I Danmark har vi et bevidst politisk valg om, at den offentlige sektor varetager en væsentlig del af samfundets samlede aktivitet. Igennem længere tid har vi imidlertid oplevet, at finansieringen af den offentlige sektor slet ikke står mål med de krav, politikerne stiller. Der er behov for en overordnet politisk diskussion om, hvorvidt vi vil fastholde en stærk offentlig sektor i fremtiden.

Et første krav må være, at udgifterne på de enkelte områder afspejler udviklingen i demografien. 

Debatten om den offentlige velfærd præges af nyheder om dårlige normeringer i daginstitutionerne, fejlbehandlinger i sundhedssektoren eller manglende pleje på ældreområdet.

På folkeskoleområdet har vi set markante besparelser gennem en lang årrække. Antallet af lærere er siden 2009 faldet med 16 procent, mens elevtallet i samme periode er faldet med syv procent. Samtidig har folkeskolen fået en lang række nye opgaver. I forbindelse med folkeskolereformen blev skoledagen forlænget med hele 36 procent. Og med kravet om øget inklusion i skolen skal elever med særlige behov, der tidligere modtog specialundervisning i særlige tilbud, nu rummes i den almindelige undervisning. Der er altså markant færre lærere i forhold til antallet af elever, og lærerne er samtidig blevet pålagt en række yderligere opgaver. Det betyder uundgåeligt en udhuling af kvaliteten af elevernes undervisning.

Brug for visioner

Frem for at vi på de forskellige offentlige områder kæmper om færre ressourcer, må vi forlange en overordnet politisk udmelding om visionerne for den offentlige sektor. Løsningen er ikke, at vi skubber aben videre til andre områder. Vi må tage diskussionen: Hvordan bruger vi de værdier, der er i det danske samfund? Og hvor stor skal den offentlige sektor være?

Det siger sig selv, at når antallet af børn og ældre vil stige markant de kommende år, er et uændret ressourceforbrug på disse områder ikke et udtryk for et uændret serviceniveau. Et første krav må være, at udgifterne på de enkelte områder afspejler udviklingen i demografien. Det er meget enkelt: Flere ældre må alt andet lige betyde flere udgifter til ældreområdet. Men der er behov for en mere grundlæggende diskussion. Når samfundet bliver rigere år for år, bør de offentlige udgifter selvfølgelig følge udviklingen i den private sektor.

Politikerne lover og lover

Det er fair nok at mene, at den offentlige sektor er alt for stor. Men vi må forlange af alle de politikere, der gang på gang lover danskerne en tryg og god alderdom, gode daginstitutioner, et sundhedsvæsen i verdensklasse og skoler med spændende og varieret undervisning, at de står på mål for deres løfter. Det kan passende ske gennem en klar melding om, at væksten i det offentlige skal følge den generelle vækst i samfundet. Det betyder jo blot, at den offentlige sektor skal have den samme forholdsmæssige bid af kagen, som den har i dag.

En effektiv og veludbygget offentlig sektor har været med til at gøre Danmarks til et rigt, demokratisk og konkurrencedygtigt samfund. Vi har brug for en grundlæggende debat om visioner for den offentlige sektors fremtid.