Det næste valg til Folketinget skal afholdes senest den 17. juni, og det betyder, at al politisk debat indtil da kommer til at stå i valgkampens tegn. Rød blok eller blå blok i regering – Frederiksen eller Løkke Rasmussen som statsminister. Dermed er der en risiko for, at debatten bliver reduceret til politiske slagord, der udelukkende fokuserer på nogle få forenklede temaer.

V og S har under overskrifter som "nødvendighedens politik" længe reelt været ret enige.

Jeg vil godt opfordre til, at vi som samfund holder fast i, at politik ikke reduceres til en duel mellem to statsministerkandidater. Det er det politiske indhold og visionerne for, hvilket samfund vi ønsker, der må være afgørende. De færreste politiske emner kan reduceres til for-imod eller ja-nej. Hvis vi udelukkende fokuserer på uenigheder mellem Løkke og Frederiksen, overser vi nogle væsentlige spørgsmål, hvor de to regeringsbærende partier under overskrifter som "nødvendighedens politik" længe reelt har været ret enige.

Danmark har traditionelt hørt til et af de samfund i verden med den største lighed. Det har utvivlsomt været med til at gøre vores samfund demokratisk og præget af høj grad af tillid mellem borgerne. Uligheden har imidlertid været voksende gennem mange år. Det handler dels om helt konkrete materielle vilkår, hvor store grupper i samfundet reelt ikke har oplevet højere realindkomst, mens andre grupper har fået markante stigninger. Dels handler det om en større ulighed i den måde, vi bor og lever på, som har direkte betydning for vores levealder og livskvalitet. AE-Rådet kunne for nylig slå fast, at 64.500 børn i Danmark lever i fattigdom, og at tallet har været kraftigt stigende. Vi ved, at bare et år i fattigdom markant forringer børnenes muligheder i uddannelsessystemet. Er det den udvikling, vi ønsker?

Den offentlige sektor har spillet en afgørende rolle for at sikre alle lige muligheder uanset social baggrund. Det gælder ikke mindst folkeskolen og resten af uddannelsessektoren. De seneste års reformer og efterfølgende besparelser mange steder i den offentlige sektor er foregået hen over hovedet på de ansatte og deres organisationer. Hvis vi også fremover ønsker et velfærdssamfund, der øger ligheden i samfundet, må udvikling og reformer ske i dialog med de fagprofessionelle.

Vi har i efterhånden mange år vidst, at det globale forbrug af fossile brændsler vil ændre klodens klima og dermed være en trussel mod selve vores livsgrundlag. Vi har reageret for lidt og for sent – uanset hvilken partifarve statsministeren har haft. Man kan stemme om skattelove og færdselslove. Ikke om naturlove. Den måde, vores samfund er indrettet på, undergraver selve grundlaget for fremtidige generationers muligheder for at leve. Vi må insistere på, at politikerne giver seriøse bud på den udfordring i stedet for at fokusere på pinlige symbolpolitiske dagsordner om håndtryk og tørklæder.

Hvordan løser vi de store udfordringer, samfundet står overfor de kommende år? Og hvad er det for et samfund, vi ønsker de næste generationer skal vokse op i. Det må være de centrale spørgsmål i den kommende valgkamp.