Fagbevægelsen skal have et svar
Blogs
Fagbevægelsen skal have et svar
Fagbevægelsen har historisk formået at komme med løsningsforslag, som formede samfundet. Vi må og skal byde ind med forslag til, hvordan vi kan skabe plads til flygtningene på arbejdsmarkedet.
Fagbevægelsen har en naturlig rolle at spille i udviklingen af det danske samfund. Det har altid været vores opgave at komme med løsningsforslag på nogle af de store spørgsmål, som præger samtiden.
Ingen kan være tjent med, at modtagelsen og integrationen af flygtninge kommer til at foregå uden fagbevægelsens medvirken.
Flygtningesituationen og de muligheder og udfordringer, den fører med sig, er et spørgsmål, som har betydning for os alle sammen. Det er en opgave, som det vil være naturligt at tage op under trepartforhandlingerne mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen. Det er en direkte mulighed for fagbevægelsen for at sætte præg på udviklingen til gavn både for vores medlemmer og for de flygtninge, som kommer til Danmark.
Historisk set har fagbevægelsen netop vist sin styrke og formet samfundet i en bedre retning, når vi har været i stand til at spille ind med løsninger på tidens største udfordringer. Og ingen kan være tjent med, at modtagelsen og integrationen af de mennesker, som i øjeblikket kommer til landet, kommer til at foregå uden fagbevægelsens medvirken. Med de konsekvenser det kan have for fællesskabet i form af et alternativt sort arbejdsmarked helt uden regulering.
Eksemplerne på, hvordan et gråt eller sort arbejdsmarked meget hurtigt kan undergrave et velorganiseret og overenskomstdækket arbejdsmarked, kender vi allerede. Det kan få negative konsekvenser for alle på arbejdsmarkedet. Sporene fra udlandet skræmmer.
Vi må sikre, at flygtningene får adgang til de danske arbejdspladser på aftalte og rimelige vilkår - uden at det underminerer de eksisterende aftaler. Og at de i øvrigt hurtigst muligt bliver en del af arbejdsmarkedet og fagbevægelsen på samme vilkår som alle andre.
Vi ved, at muligheden for at få adgang til de danske arbejdspladser er helt grundlæggende for en vellykket integration. For os i fagbevægelsen må det afgørende være, at det sker på aftalte vilkår. Vi må og skal som organisationer byde ind med forslag til, hvordan vi kan skabe plads til flygtningene på arbejdsmarkedet.
En forudsætning for, at vi kan finde ordentlige løsninger, er, at vores net af tillidsrepræsentanter spiller en central rolle for at sikre, at det sker under ordnede forhold på hver eneste arbejdsplads. Og her handler ordnede forhold ikke kun om aftaler. Det handler også om, at der på hver arbejdsplads sker en ordentlig modtagelse af vores nye kolleger.
Fagbevægelsen har historisk formået at komme med løsningsforslag, som formede samfundet. Hvis vi som lønmodtagerorganisationer skal have bud på fremtidens arbejdsmarked, må vi sigte efter, at dagens flygtning fra Syrien er morgendagens kollega og medlem.