Flere tidligere departementschefer har den seneste tid rejst en berettiget kritik af den centralisering af magten, der sker omkring Finansministeriet. Selv Bertel Haarder med sin lange ministererfaring har blandet sig i koret og kritiseret Finansministeriets detailstyring af alle væsentlige politiske beslutninger. Der er ingen tvivl om, at vi i dag er i den situation, at alle vigtige politiske reformer skal cleares med – og i mange tilfælde bliver planlagt i – Finansministeriet.

Vi må genoplive den demokratiske samtale og det tætte samarbejde med de fagprofessionelle.

Det er en alvorlig udfordring for demokratiet. Hvis politik alene kommer til at bygge på kortsigtede gevinster i Finansministeriets regneark, er det velfærdssamfund, vi har bygget op gennem flere generationer, truet.

Det er et problem, hvis den viden, der samlet i de forskellige fagministerier og hos de fagprofessionelle, tilsidesættes til fordel for Finansministeriets logik. En logik der i den grad er formet af tankerne i ”new public management”, som bygger på forældede tanker om topstyring, flere ledelsesbeføjelser og outputmålinger.

Håbløs fremgangsmåde

Det er et kæmpe problem, når man forsøger at reformere den offentlige sektor uden at inddrage de fagmedarbejdere, som skal føre reformer ud i livet, og som har kendskabet til de opgaver, der skal løses i virkelighedens verden. Den seneste folkeskolereform, er et eklatant eksempel på topstyrede reformer udviklet og styret af finansministeriet. Og de efterfølgende problemer med at få reformen til at fungere illustrerer med al tydelighed, hvorfor den fremgangsmåde er helt håbløs. Folkeskolereformen havde det særlige aspekt, at hele finansieringen af reformen bygger på, at regeringen kunne diktere lærernes overenskomst, hvilket som bekendt skete, efter lærerne havde været lockoutet i fire uger.

Fælles faglig front

Denne fremgangsmåde er et frontalangreb på den danske model for overenskomstforhandlinger og er med rette blevet skarpt kritiseret af ILO. Det er afgørende, at vi i fagbevægelsen står sammen om at forsvare den danske model og i fællesskab afviser, at reformer gennemføres ved at sætte spillereglerne og dialogen ud af kraft.

Også derfor er den stigende kritik af Finansministeriets magtfuldkommenhed mere end velkommen. Hvis nogen tror, at beslutninger taget i lukkede cirkler i Finansministeriets top er særligt gennemtænkte eller visionære, tjener salget af DONG-aktierne til Goldman Sachs som bevis på det modsatte. Manglen på demokratisk dialog forud for så vigtig en beslutning om forvaltning af danskernes værdier førte til fejlagtige beslutninger af historiske dimensioner. Og den efterfølgende milliardregning ender hos den danske befolkning.

Drop topstyring

Vi må genoplive den demokratiske samtale og det tætte samarbejde med de fagprofessionelle. Denne model var forudsætningen for opbygningen af det danske velfærdssamfund, og har skabt en af de mest effektive offentlige sektorer i verden. Og så har den været et værn mod politiske beslutninger, der tilgodeser de få på bekostning af de mange. Derfor skal vi droppe galopperende fokus på topstyring og ledelse og i stedet sikre fagmedarbejdernes muligheder for at løse deres opgave. Et opgør med Finansministeriet styringsregime og magtfuldkommenhed er et oplagt sted at starte.