Den offentlige sektor har i alt for lang tid været udsat for en ekstrem topstyring i form af regneark, målstyring og tåbelige bureaukratiske krav om dokumentation under overskriften ”New Public Management” og ud fra devisen ”vi ved bedst”. Skal vi gøre op med det, er det ikke nok at sløjfe enkelte overflødige regler. Der er behov for et grundlæggende opgør med måden, den offentlige sektor bliver styret på.

Der breder sig en erkendelse af behovet for en ny måde at styre den offentlige sektor på. 

Den centrale styring er taget til på trods af, at man længe har været klar over, at de virkede stik imod hensigten: Man fjernede de fagprofessionelles ansvar og engagement, som er det, der skal få den offentlige sektor til at fungere. Måden at styre den offentlige sektor på står ofte direkte i vejen for, at opgaven kan løses på den måde, der er bedst for borgeren. Med forsimplede mål og krav om dokumentation er der risiko for, at behovet for at leve op til mål og krav flytter fokus og dermed indsnævrer og forringer kvaliteten af arbejdet.

Skolereformen et skrækeksempel

Formår vi at give ansvaret for udviklingen af skoler, hjemmepleje, børnehaver, osv. tilbage til de fagprofessionelle, har vi skabt forudsætninger for et stort kvalitetsløft af den offentlige sektor.

Den totalt topstyrede såkaldte skolereform er et skræmmende eksempel på NPM-tankegangens skadelige virkninger. Lærerne blev kastet ud i en fire uger lang lockout for at få gennemtrumfet en arbejdstidslov, der bygger på mistillid og kontrol. Reformen af folkeskoleloven skulle finansieres af lærernes arbejdstid. Herefter blev loven gennemført uden opbakning fra de fagprofessionelle. Vanskelighederne med efterfølgende at føre reformen ud i livet demonstrerer, at der var tale om en klar fejltagelse. Det er politikerne muligvis ved at tage ved lære af.

Nye toner?

I sin tale på Socialdemokratiets seneste kongres sagde Mette Frederiksen, at den offentlige sektor skal afbureaukratiseres, og at vi skal have en ”fingrene-væk”-reform. Hun bebudede, at vi skal sætte mennesket før systemet. Det synes jeg, vi skal se som en udstrakt hånd og en erkendelse af behovet for en ny måde at styre den offentlige sektor på. Den erkendelse breder sig heldigvis både på Christiansborg og lokalt i kommunerne.

På folkeskoleområdet har en lang række kommuner indgået aftaler om lærernes arbejde med de lokale lærerkredse. Aftalerne har det til fælles, at de giver mere plads og frihed til lærernes professionelle råderum. Gennem forpligtende aftaler sikrer vi et fælles ansvar for udviklingen. Det er kernen i den danske model. De offentligt ansattes muligheder for at træffe professionelle valg bør være en hjørnesten i den måde, den offentlige sektor styres på. Vi ved fra utallige undersøgelser, at det, der motiverer de offentligt ansatte, er ønsket om at gøre en forskel for borgerne. Det skal den politiske debat om den offentlige sektor lære af.