De igangværende overenskomstforhandlinger vil blive afgørende for, om det danske samfund i de kommende år formår at opretholde en stærk offentlig sektor. En udbygget og effektiv offentlig sektor har været med til at udvikle Danmark til et af de rigeste og mest lige samfund i verden. Derfor skal vi sikre, at det offentlige arbejdsmarked også fremover er attraktivt.

Resultatet ved de nuværende overenskomstforhandlinger må selvfølgelig afspejle, at krisen er overstået.

De offentligt ansatte har ved de seneste tre overenskomster vist ansvarlighed i erkendelse af, at den økonomiske krise lagde et loft over, hvor meget den samlede offentlige økonomi kunne bære. Det har betydet overenskomster med en begrænsning i lønstigninger og øvrige forbedringer. Nu er vi heldigvis i en anden situation med udsigt til vækst i de kommende år. Resultatet ved de nuværende overenskomstforhandlinger må selvfølgelig afspejle, at krisen er overstået.

Ikke desto mindre indledte regeringen og Moderniseringsstyrelsen overenskomstforhandlingerne med at tegne et billede af forkælede offentligt ansatte, som havde oplevet større lønstigninger end de privat ansatte. Sandheden er imidlertid, at set over en årrække har udviklingen mellem offentligt og privat ansattes gennemsnitsløn været nærmest parallel. Der er med andre ord tale om manipulation fra de offentlige arbejdsgiveres side.

Dertil kommer, at der især på det statslige arbejdsmarked har været en udvikling med stadigt færre ufaglærte og kortuddannede – f.eks. 3F’ere eller HK’ere – og tilsvarende flere med en længere uddannelse. Når den samlede lønudvikling alligevel har været parallel med det private arbejdsmarked, dækker det derfor over, at mange offentligt ansatte er haltet bagud i forhold til personer med en tilsvarende uddannelse på resten af arbejdsmarkedet.

En forudsætning for, at vi kan opretholde en velfungerende offentlig sektor er som sagt, at det også vil være muligt at rekruttere dygtige medarbejdere til det offentlige arbejdsmarked i fremtiden. På flere områder oplever man allerede nu problemer med at skaffe medarbejdere med de rette kompetencer. Det gælder f.eks. SOSU-ansatte og lærere i folkeskolen. Hvis tendensen med løbende at udhule de offentligt ansattes arbejdsvilkår fortsætter, vil vi på længere sigt opleve rekrutteringsproblemer på hele det offentlige arbejdsmarked. Det kan ingen være tjent med.

Der er et fælles ønske om, at den offentlige sektor skal være moderne og effektiv. Det kan alle være enige i. Men det er at skyde sig selv i foden, hvis man opfatter udhuling af løn- og arbejdsvilkår som en måde at skabe effektivitet. De offentlige arbejdsgivere må tage ansvar for, at de offentlige arbejdspladser fremover er lige så attraktive som tilsvarende arbejdspladser i den private sektor. Kun på den måde kan vi sikre en stærk offentlig sektor i de kommende år. De igangværende overenskomstforhandlinger må være et første skridt på vejen.