28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Styrk innovationen og den danske model

Blogs

Anders Bondo Christensen
Formand Danmarks Lærerforening
Født i 1956. Valgt som forbundsformand i 2002. 1987-2002 formand for Sønderborg Lærerforening. Medlem af FTF's forretningsudvalg.
Blogindlæg af Anders Bondo Christensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 12. august, 2017, 08:26:23

Styrk innovationen og den danske model

Det er afgørende, at lønmodtagere finder en fælles strategi, hvis organisation for organisation ikke skal opleve forringelser, som er politisk dikteret uden forhandlinger.

Da centralorganisationerne på det statslige område - samlet i CFU - i vinters valgte at afbryde samarbejdet med Sophie Løhde, var det en direkte konsekvens af den benhårde linje, Moderniseringsstyrelsen som arbejdsgiver havde anlagt i en længere periode i forhold til de statsansattes arbejdsforhold.

Manglende respekt for aftalesystemet fra de offentlige arbejdsgiveres side vil underminere kvaliteten i den offentlige sektor.

Det handlede blandt andet om, at man som arbejdsgiver havde begrænset tillidsrepræsentanternes adgang til information i forbindelse med afsked eller flytning af ansatte. Om angreb på den betalte frokostpause, der var normen på mange statslige arbejdspladser. Om inddragelse af bestemte fridage. Ja man havde sågar holdt kurser om såkaldt "low performers", hvor man havde fremstillet hver tiende af de ansatte som dovne.

Udvikling eller afvikling?

Sophie Løhde har fået den fine titel "Minister for offentlig innovation". Lige nu holder vi vejret og venter på at se, hvad der ligger i den titel. Hvis det "innovative" består i fortsat at stramme skruen i forhold til de ansatte i forlængelse af den attitude, vi i de seneste år har set fra Moderniseringsstyrelsen, bliver der nærmere tale om afvikling frem for innovation. At gennemføre stramninger som de nævnte uden dialog med lønmodtagernes organisationer er et direkte opgør med forhandlingstraditionen på det danske arbejdsmarked. Den danske model er kendetegnet ved, at vi finder løsninger i fællesskab gennem forhandlinger mellem parterne – og dermed også har et fælles ansvar for, at løsningerne bliver ført ud i livet. På den måde har vi en lang tradition for sammen at skabe innovation.

Respektér forhandlingssystemet!

Da lærerne blev lockoutet i 2013 var det et led i en politisk plan om at gennemføre en folkeskolereform uden at have den nødvendige finansiering. Politikerne troede, at de kunne finansiere reformen gennem forringelse af lærernes arbejdsvilkår. Derfor fik vi et sæt arbejdstidsregler, som ikke er forhandlet men vedtaget som lov i Folketinget. Resultatet ser vi i dag, hvor lærerne reelt ikke har muligheder for at leve op til de krav, der er stillet i folkeskoleloven, og hvor flere og flere lærere vælger at finde job andre steder end i folkeskolen. Det kan ingen være tjent med. Hvis den manglende respekt for aftalesystemet fra de offentlige arbejdsgiveres side fortsætter, er det ikke bare en trussel mod den danske model. Det vil underminere kvaliteten i den offentlige sektor.

Udmelding fra Løhde

På en forhandlingskonference før ferien, som DJØF havde arrangeret, valgte innovationsministeren at sende et klart signal forud for de kommende overenskomstforhandlinger. Hun sagde: "Jeg vil derfor gerne melde klart ud i dag, at det er afgørende for mig, at lærernes nuværende arbejdstidsregler fastholdes ved OK18." Dermed har hun slået fast, at politisk vedtagne rammer på arbejdsmarkedet kommer før forhandlede løsninger. Det vil få konsekvenser ikke bare for lærerne men for alle offentligt ansatte.

Det er afgørende, at vi som lønmodtagere finder en fælles strategi, hvis vores modpart undsiger principperne i den danske model. Så vi ikke organisation for organisation oplever forringelser, som er politisk dikteret uden forhandlinger. Det er den offentlige sektors fremtid, der er på spil.