Traditionen tro blev der inden sommerferien indgået aftale mellem Finansministeren og KL om det kommende års økonomiske rammer i kommunerne. Og traditionen tro blev aftalen solgt som et stort løft for den kommunale velfærd. Det er dog en sandhed med modifikationer. Aftalen blev fremstillet, som om regeringen gav kommunerne mulighed for at bruge 1,7 mia. ekstra på velfærd for at imødekomme de behov, der opstår, fordi befolkningssammensætningen ændrer sig – med flere ældre og flere børn.

Når der igen skal spares på velfærd, er det på grund af en klar politisk prioritering.

Tallet skal dog ses på baggrund af, at kommunerne i forvejen var blevet bedt om spare en halv mia. kr., og at nye beregninger viser, at de flere ældre og børn i sig selv vil sluge 1,7 mia. kr. Der bliver altså ikke mere - men mindre - kommunal velfærd det kommende år.

Tallet skal også ses i et perspektiv, hvor dansk økonomi har det bedre end meget længe. Regeringen fremhæver selv, at væksten i samfundet er høj, og at beskæftigelsen er bedre end meget længe. Alligevel skal der igen spares på skoler, daginstitutioner, biblioteker osv. Det er ikke på grund af nødvendighed men en klar politisk prioritering: Den generelle økonomiske udvikling i samfundet går frem - vi er rigere end nogensinde - alligevel skærer vi på undervisning, omsorg og pleje.

Begrænsninger i udgifterne til velfærd kommer i forlængelse af mange års efterslæb i den offentlige sektor. Samlet set er der over en årrække nedlagt mere end 30.000 stillinger alene i kommunerne. På folkeskoleområdet f.eks. er antallet af lærere faldet med 8.295 fra august 2009 til august 2017. Det viser et dataudtræk fra KRL, Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. Faldet i antallet af lærere er dermed på 15 procent. I samme periode er elevtallet kun faldet med fem procent.

Dertil kommer, at folkeskolen har fået en lang række nye opgaver i samme periode. I forbindelse med folkeskolereformen blev skoledagen forlænget med 36 procent. Og med kravet om øget inklusion i skolen, skal elever med særlige behov, der tidligere modtog specialundervisning i særlige tilbud, nu rummes i den almindelige undervisning. Det er store og vigtige opgaver, som kræver flere - ikke færre - ressourcer.

Den generelle nedprioritering af skolen og den kommunale velfærd gennem mange år er en politisk prioritering. Man ser systematisk bort fra, at en stærk offentlig sektor med f.eks. et velfungerende sundhedssystem, god ældrepleje og en stærk uddannelsessektor er fundamentet for et rigt samfund. Udgifter på det offentlige område ses alene som en belastning for økonomien.

Kritikken af Finansministeriets regnemodeller, der ligger til grund for regeringens økonomiske beregninger, er heldigvis taget til i styrke. Det er der grund til at hilse velkomment. Det er absurd, hvis den politiske debat baserer sig på modeller, hvor skattelettelser til de rigeste viser økonomiske gevinst for samfundet, mens investeringer i uddannelse af de kommende generationer alene ses som belastning for økonomien.