Ret til at være sammen med sine børn, til en retfærdig rettergang og til at få hjælp af sine myndigheder, når man er strandet i udlandet, tilkommer ligesom alle de andre rettigheder enhver, uanset køn, seksuel orientering, religion, politiske præferencer og så videre.

Uanset om "man" kan lide dem eller ej. Samt at det er domstolene, som afgør, om nogen skal dømmes ude.

Ikke et politisk anliggende

Der kan være situationer, hvor de udøvende myndigheder mener sig berettiget til at give afslag og gøre undtagelser, og protesterer så den, det går ud over, må domstolene, eventuelt ombudsmanden afgøre sagen.

Men i et ordentligt, velfungerende demokrati er sådanne konkrete individuelle sager ikke et politisk anliggende, hvor risikoen for favorisering af egne tilhængere eller diskriminering af modstandernes tilhængere er nærliggende.

Dette er det meget nødvendigt at huske i disse uger, hvor regering og Folketing under stor mediebevågenhed tumler rundt i og med spørgsmålet om, hvordan de danske børn og deres mødre i de nordøstlige fangelejre i Syrien skal behandles.

Politiseringen af spørgsmålet bliver så voldsom, fordi den siddende regering er en mindretalsregering, og de støttepartier, som bragte den til magten og indtil videre holder den dér, finder afgørelsen om ikke at tage børnene og deres mødre hjem til Danmark forkert.

Da omvendt oppositionspartierne støtter regeringens afslag, har vi de klassiske elementer til en politisk hvirvelstorm.

Udenom domstole

For de fleste af os er det fortvivlende at se. Foreløbig er næsten alle partierne enedes om, at en tværministeriel embedsmandsgruppe m/k skal se på, om ikke der i løbet af seks uger kan findes udveje, så børnene, helst – forstår man – kun så få som muligt, kan hentes til Danmark, men vel at mærke alene, det vil sige uden deres mødre, da disse 5-7 kvinder er for farlige for rigets sikkerhed til at kunne være her.

At en sådan farlighed ikke er blevet fastslået af nogen domstol, ser både myndighederne, regeringen og en stor del af Folketinget helt bort fra.

Hvad end der kommer ud af det udredende arbejde, så mistes der en masse kostbar tid, hvor forholdene for de involverede børn og mødre blot bliver værre og værre. Dernæst kan de beslutninger, som derefter træffes i forhold til børnene og deres mødre, meget vel blive genstand for klage til rette instanser som domstolene eller Ombudsmanden samt i sidste ende til Den europæiske Menneskerettighedsdomstol. 

Og børnene? Ja, de bliver ældre og ældre og risikerer radikalisering, psykisk og fysisk mistrivsel og så videre og så videre.

Hvor er det dog gudsjammerligt.

Demokrati betyder ikke kun, at flertallet bestemmer, og at vi frit skal kunne dele os i politiske anskuelser. Det betyder også, at de fundamentale rettigheder tilkommer alle. Uanset om "man" kan lide dem eller ej. Samt at det er domstolene, som afgør, om nogen skal dømmes ude.