Wild West på udlejningsmarkedet
Blogs
Wild West på udlejningsmarkedet
Der er ingen lejeregulering i udlejningsejendomme taget i brug fra 1992. Derfor kan ejerne tage den leje, han kan få en boligsøgende til at betale. Efterhånden som de gamle udlejningsboliger afløses af nye, bevæger vi os 100 år tilbage i tiden, hvor der ikke fandtes en regulering af huslejen.
I alle private udlejningsejendomme taget i brug efter 1991 er der ingen lejeregulering.
Det vil sige, at ejeren af en lejlighed fra 1992 eller frem kan tage lige præcis den leje, som han eller hun kan få en boligsøgende til at betale.
Den frie leje betyder, at der ikke er sammenhæng mellem priserne på de nyopførte udlejnings-ejendomme og det, majoriteten af befolkningen kan betale.
Hvis vi ikke ændrer dette forhold, vil det være fremtiden på det danske udlejningsmarked, efterhånden som vores gamle udlejningsboliger afløses af nye. På den måde bevæger vi os 100 år tilbage i tiden til før 1916, hvor den første lejeregulering blev indført i Danmark.
Husleje på himmelflugt
Alle de private udlejningsboliger, der opføres i dag og fremover, er altså fuldstændigt uregulerede, og lejens størrelse bestemmes udelukkende af, hvor stor en del af lejernes indkomst de kan afse til en lejebolig.
Jamen, siger de liberale boligøkonomer, det er jo også fantastisk, for hvis lejen så bliver for høj, er der jo bare flere, der opfører udlejningsejendomme, og så falder prisen.
Eller – når de er i det mere realistiske hjørne – "så tilpasser borgerne i stedet deres boligforbrug" og "det er jo ikke en menneskeret at bo i en storby".
Det vil sige, at tjah, så må man bare bo på mindre plads, medmindre man tilhører den del af befolkningen, som har råd til meget høje boligomkostninger – eller finde sig en bolig meget langt ude i provinsen.
Halleluja! – Eller hvad?
Eller hvad! For realiteten på de store byers boligmarked ligger langt fra den markedsøkonomiske teori. Efterspørgslen på boliger i eksempelvis København er så stor, at der kan hældes titusindvis af boliger på markedet, uden at prisen rykkes det mindste nedad.
I stedet er mange borgere i gang med at "tilpasse deres boligbehov". Det er de, fordi det er i København, at de finder studier, jobs og ægtefæller.
At bo i en to-værelses for en studerende er i dag en umulighed. Er man heldig, kan man leje et værelse i en to-værelses – eller i en af de mange nyopførte udlejningsboliger, hvor lejen er så høj, at kun en gruppe studerendes samlede indtægt kan betale den samlede leje.
En ung familie med middelindkomster kan kun drømme om at få en bolig med værelser til alle børnene – mens den højtlønnede familie som altid har råd.
Flere almene boliger er løsningen
Den frie leje betyder med andre ord, at der simpelthen ikke er sammenhæng mellem priserne på de nyopførte udlejningsejendomme – og det, majoriteten af befolkningen kan betale for en ordentlig bolig. I LLO har vi i mange år talt for, at der skal opføres almene boliger frem for private udlejningsboliger. De almene boliger har typisk en startleje på 2/3 af de (sammenlignelige) private, lejen holdes i ro i fremtiden, og lejerne bestemmer selv over deres ejendom.
Desværre er der i brede politiske kredse – selv ind i de almene boligorganisationer – en forestilling om, at almene boliger tiltrækker borgere med få og dårlige ressourcer, mens dyre udlejningsboliger, ejerboliger og andelsboliger tiltrækker borgere med ressourcer.
Det betyder, at når der opføres udlejningsboliger i dag, så er de for langt størstedelens vedkommende private og med skyhøje lejer, som kun kan efterspørges af familier med høje indkomster – eller af borgere, som rykker tæt sammen i for små boliger.
Dette paradoks går først i opløsning den dag, hvor man fra politisk hold erkender, at almene boliger er almene og dermed for alle – noget, som man har gjort i lande som Sverige og Østrig.
Nødvendigt med regulering
Mens vi venter på flere almene boliger, er det en løsning at indføre regulering på nyopførte boliger, så lejen ikke bestemmes af, hvor mange penge man kan presse ud af studerende eller familier, men eksempelvis af omkostningerne ved opførelsen.
Det er oplagt, at ordentlige, nyopførte boliger koster mere end gamle boliger, men forskellen på den leje, der i dag betales i gamle udlejningsboliger, (og som dækker omkostningerne), og så lejen i det nye, private udlejningsbyggeri overstiger langt forskellen i omkostninger – hvilket dokumenteres af, at almene boliger er langt billigere end private udlejningsboliger. Dér er lejen nemlig fastsat efter de reelle omkostninger.
Den boligpolitik, der i dag gør det ekstremt attraktivt for pensionskasser og andre pengetanke at opføre private udlejningsboliger, gør livet surt for de borgere, som det hele egentlig drejer sig om.
Der er derfor ingen vej uden om: Al husleje i Danmark bør reguleres – også den i fremtidens lejeboliger.