Min klient boede i opgang med en anden. De var tiltalt i samme sag. Det gik ud på, at politiet efter et såkaldt anonymt tip om min klient havde fundet cirka et kilo amfetamin i fryseren hos den medtiltalte. De fandt også nogle stjålne våben i medtiltales kælder. Våbnene er irrelevante her. Der blev også fundet noget hash og en amfetamin-drik hos min klient. Min klient erkendte at bruge amfetamin. Han nægtede til gengæld hårdnakket - og gør det endnu - at have noget at gøre med amfetaminen fundet i medtiltaltes fryser.

Politiet havde brugt adskillige timer med at ransage min klients lejlighed, medtiltaltes lejlighed og et par kælderrum. Trods dette var det et tilfælde, at amfetaminen i fryseren blev fundet. I forbindelse med fundet hævdede politiet, at de fulgte forskrifterne vedrørende sikring af DNA. Trods adskillige anmodninger, afslog landsretten at politiet skulle udlevere forskrifterne til os. Så det eneste jeg ved om fremgangsmåden ved sikring af DNA er, at man skal iføre sig handsker og mundbind, før man ved hjælp af en vatpind sikrer DNA fra bevismaterialet - her to plastposer og en plastbøtte, hvori amfetaminen befandt sig.

DNA kan flyttes

Medtiltalte hævdede, at politiet ikke var iført handsker i forbindelse med håndteringen af beviset. I øvrigt blev der fundet indtil 36 forskellige DNA-profiler. Jeg tør ikke tænke på antallet af ukendte.

Det er ret vigtigt slavisk at følge meget strenge procedurer i forbindelse med sikring af DNA. Nyere forskning har vist, at DNA meget let kan flyttes fra et sted til et andet. Det er f.eks. påvist i forbindelse med en mordsag i USA, at mistænktes DNA kan overføres fra legetøj og tøj til den dræbte. Sagen handlede om en eks-kone, der var fundet kvalt i sin seng. Eks-mandens DNA blev fundet på eks-konens nattøj. Han påstod, at han ikke havde set konen i et par uger, men han havde været sammen med deres fælles små børn. Forsøg viste, at mandens DNA kunne overføres til børnenes legetøj og tøj og herefter overføres til konens nattøj - f.eks. ved at hun havde båret børnene.

Andre forsøg viser, at DNA kan skjule sig de mest finurlige steder og efter lang tid overføres mellem bevismateriale. Man studsede f.eks. over, at DNA fra en tre måneder gammel mordsag pludselig dukkede op i en anden ikke relateret sag. Det viste sig, at en tænd/sluk knap på en lampe i DNA-laboratoriet indeholdt DNA fra den gamle sag, som var 
overført til den nye sag. Man har også konstateret, at DNA kan flyttes rundt på bevismateriale i forbindelse med, at beviset pakkes i poser på gerningsstedet. Det er påvist, at DNA kan overføres ved berøringer, eksempelvis håndtryk, og at DNA kan "skygge" over anden DNA - f.eks. ved et håndtryk, hvor det ikke er gerningsmandens DNA, som findes på beviset, men den DNA fra den uskyldige, som gerningsmanden tidligere har trykket i hånden.

Retten afviser tvivl

DNA er fortrinligt til at finde ud af, hvem, der har en forbindelse til et bevis. DNA er uegnet til at sige noget om, hvilken forbindelse, det drejer sig om. For min klient kunne politiets mulige fejlhåndtering betyde, at politiet i forbindelse med den timelange ransagning hos min klient kunne have overført hans DNA til amfetaminen hos medtiltalte.

Jeg bad derfor landsretten om at indhente DNA fra de involverede politifolk for at se, om deres DNA sad på beviset. Det fik jeg afslag på. Jeg bad også om, at politiet fremlagde deres procedurer for DNA-sikring, og at procedurerne for retsgenetisk analyse blev fremlagt. Det fik jeg afslag på. Endelig bad jeg om en uafhængig analyse af DNA´et. Det blev også afslået. I det hele taget var landsretten ikke ret villig til at belyse den rimelige tvivl om min klients skyld. Så han blev naturligvis dømt. Man havde jo fundet hans DNA.