En af næste års store begivenheder bliver forårets overenskomstforhandlinger. Eller måske skulle jeg skrive, burde blive det.

Når jeg udtrykker lidt skepsis, er det fordi jeg synes, at fagbevægelsen ikke lever op til sit ansvar for at forsvare sine medlemmer og de mest udsatte borgere. I sidste ende forsvare velfærdssamfundet mod den undergravning, som har fundet sted i mange år.

Kampen mod regeringens økonomiske jerngreb om kommunerne giver grund til optimisme. 

Den offentlige velfærd er nu på flere områder af så ringe kvalitet, at folk, der har råd, vælger private løsninger. Det er naturligvis en fuldstændig forudsigelig udvikling – og bevidst tilstræbt fra liberalisternes side. Og for kommunerne sætter man nu – igen – måltal for, hvor meget af velfærden, der skal sendes i udbud.

Forude venter det liberalistiske drømmerige, hvor pengepungen bestemmer, hvor fællesskab og solidaritet er afløst af alles kamp mod alle, og hvor enhver er sig selv nærmest.

Fagbevægelsen burde være helt oppe i det røde felt over den udvikling, som finder sted i samfundet. Utrygheden er genskabt i medlemmernes liv, frygten for arbejdsløshed eller sygdom som i løbet af kort tid kan føre til social deroute.

Hvor er fagtoppen?

Fagbevægelsen råder over et kæmpe aktiv, de hundredetusinder af medlemmer. Men selv om jeg godt ved, at man rundt om i klubber og fagforeninger har været og er optaget af at stille krav til de kommende overenskomstforhandlinger, kan man jo ikke påstå, at det indtil videre har givet sig udslag i den helt store aktivitet udadtil.

Ingen markeringer af at for eksempel social dumping skal være et hovedtema ved forhandlingerne. Et krav, der helt sikkert vil kunne samle og mobilisere medlemmerne.

Det er netop det, det handler om, mobilisering af medlemmerne! Og her skræmmer sporene fra 2016. Hvor mange af medlemmerne er mon vidende om, at der i det forgangne år har været gennemført et par runder af trepartsforhandlingerne?

På intet tidspunkt har fagbevægelsens ledere forsøgt at mobilisere og inddrage medlemmerne omkring forhandlingerne. Man har koncentreret sin indsats om de bonede gulve og lukkede døre i statsministeriet.

Det havde ellers været på sin plads at rejse problemet om social dumping ved disse trepartsforhandlinger. Eller spørgsmålet om de forringede dagpengeregler. Og så bruge trumfkortet over dem alle: medlemmerne.

Græsrødderne kan

Tænk sig at sidde og forhandle med det politiske establishment og de økonomiske magthavere med medlemmerne rasende udenfor. Et drømmescenarie. Hvis man altså ved, hvad man er sat i verden for: Medlemmernes ve og vel, såvel på arbejdspladsen, som i livet i det hele taget.

Men når nu fagbevægelsens ledere ikke vil bruge de midler, som de råder over, er det da godt, at der bredt i fagbevægelsen er nogle græsrødder. Kampen mod omprioriteringsbidraget og regeringens økonomiske jerngreb om kommunerne giver grund til optimisme. 

Mobiliseringen i denne kamp er et eksempel til efterfølgelse – for os alle, men ikke mindst for de ledere i fagbevægelsen, der sidder på hænderne.

Med håbet om et aktivt 2017. Godt nytår!