27 Oct 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den nødvendige aktive kamp

Blogs

Henning Hyllested
MF for Enhedslisten, 3F’er og tidligere havnearbejder
Medlem af Folketinget for Enhedslisten. Ordførerskaber: Transport, social dumping og landdistrikter. Havnearbejder fra 1981-2011. Var medlem af bestyrelsen for Havnearbejdernes Landsklub og bestyrelsen for 3F Esbjerg.
Blogindlæg af Henning Hyllested

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 28. november, 2018, 07:36:46

Den nødvendige aktive kamp

Det er positivt, at vi lige nu ser flere eksempler på aktiv faglig kamp. Det er helt nødvendigt, hvis vi skal tage kampen op mod den nyliberalistiske politik.

”Kampen mod social dumping er for vigtig at overlade til politikere i EU og Folketinget. Det er nødvendigt, at vi også gør noget aktivt.”

Det lover godt for kampen mod den nyliberalistiske politik, som har hærget i årtier.

Kloge ord sagt af Jakob Neumann til Arbejderen tidligere på måneden. Jakob Neumann er medlem af Rør og Blik i København.

Sammen med 100 andre medlemmer af fagforeningen tog han initiativ til at danne et netværk, som skal bruges i kampen mod social dumping.

Kampen i Folketinget

Jakobs udsagn kan bekræftes af én, som selv mærker, hvor svært det er at bruge Folketingets talerstol til at kæmpe for forbedringer for lønmodtagerne, når der ikke er aktivitet ude omkring.

14 mandater, som Enhedslisten har, gør det som bekendt ikke alene, og lige meget, hvor mange mandater vi måtte få, vil det ikke hjælpe stort, hvis der ikke er nogen, der presser på udefra.

Derfor har de seneste par uger også været opløftende. Stor blokade med deltagelse af flere hundrede bygningsarbejdere i Buddinge i protest mod grov underbetaling af litauiske bygningsarbejdere, buschauffører over hele landet, der trykker stop i protest mod dårligt arbejdsmiljø, DSB-ansatte, der protesterer mod ledelsens forsøg på at forringe overenskomsterne.

Det tyder på, at der er ved at være lidt grøde blandt fagbevægelsens medlemmer. Og det gør det lidt nemmere i det daglige arbejde i Folketinget. Det er nemlig en politisk kamp, de alle er ude i.

For når buschaufførerne protesterer over køreplanerne, er det også en politisk kamp mod det økonomiske jerngreb, som skiftende regeringer har holdt og holder kommuner og regioner i.

Det er jo en kæmpe hjælp, når vi i Folketinget slås imod de årlige økonomiaftaler, som lægger grunden til de nedskæringer i kommuner og regioner, som senere kan aflæses blandt andet i stramme køreplaner og færre ansatte i velfærdssektoren.

Udbud og privatisering

Det samme, når lokoførerne ved DSB vælger at gå til fagligt møde i myldretiden, fordi DSB’s ledelse – med transportministerens og finansministerens velsignelse – har indmeldt DSB i DI og vil gøre organisationen klar til udbud og privatisering og derfor har indledt et opgør med de gode løn- og arbejdsvilkår, som Dansk Jernbaneforbund og deres medlemmer har tilkæmpet sig gennem årene.

Det giver nogle ekstra muskler, når Enhedslisten siger fra – i øvrigt som eneste parti – over for udbuddet af DSB’s strækninger mellem Vejle og Struer og Svendborgbanen, eller når vi og andre partier vender os mod privatiseringen af S-banen i København, som regeringen har lavet en aftale med DF og Radikale om.

Og når der blokeres og protesteres i Buddinge og andre steder mod social dumping, kan det bruges til at presse en permanent bevilling igennem til den såkaldte myndighedsindsats – samarbejdet mellem arbejdstilsyn, SKAT og politiet.

Jeg har ofte efterlyst aktivitet ude på arbejdspladserne. Hvis det, vi har set den seneste tid, er udtryk for en tendens, så lover det godt for den fortsatte kamp mod den nyliberalistiske politik, som har hærget i årtier.

Nyeste blogindlæg