Klimaet er rykket gevaldigt op på den politiske dagsorden – godt hjulpet på vej af den særdeles varme sommer. Hvor klimadebatten hidtil ikke for alvor er slået igennem ude i skurene og i kantinerne, er det nu blevet samtaleemne blandt stort set alle mennesker i dette land.

Det er den kapitalistiske, markedsbaserede produktionsmåde, der er problemet.

Straks – i populismens navn – stiller en række (borgerlige) partier, der ellers ikke er kendt for en progressiv klima- og miljøpolitik, sig op og erklærer sig som sande venner af kampen for klodens overlevelse.

Logoet bliver farvet grønt, og man iklæder sig endog grønne slips for at vise, at man mener det alvorligt. Politikken bliver der ikke ændret så meget ved. Transportsektoren og landbruget, der er nogle af de helt store klimasyndere, bliver ikke mødt med krav om omlægning.

Personligt ansvar

Landbruget i form af overgang til økologi med mindre vægt på kødproduktion, transportsektoren med udfasning af benzin- og dieselbiler til fordel for el- og brintbiler, og udbygning af den kollektive (jernbane)trafik.

Tværtimod! Det er lykkedes regeringen sammen med R og S at sætte salget af elbiler i stå, samtidig med at man gør alt, hvad man kan, for at bekæmpe Togfonden, der skulle bringe den danske jernbane op på bare nogenlunde europæisk niveau.

Klimadebatten har til dels drejet sig om, hvorvidt man har et personligt ansvar for ikke at bidrage til klimaændringerne. Skal vi undlade at flyve så meget, skal vi spise mindre kød, skal vi sortere vores affald og gå mere op i genbrug og så videre.

Og ja, selvfølgelig har man et personligt ansvar på mange planer for ikke at svine kloden til. Selvfølgelig skal vi lade bilen stå og tage cyklen, toget eller bussen, når vi skal transportere os.

I et lille land som Danmark burde indenlandsk transport med fly slet ikke have en chance mod hurtige tog, men når jernbanen har været forsømt i årtier, bliver billige flyrejser jo en mulighed.

Men det største ansvar for at afvende den klimakrise, der rykker nærmere og nærmere, ligger hos politikerne. Der er jo en udbredt tro på, at markedet nok skal ”ordne tingene” i form af den teknologiske udvikling og udsigten til profit på den grønne omstilling og de mange produkter, der indgår heri.

Det tror jeg ikke et øjeblik på. Al den stund at det er den kapitalistiske, markedsbaserede produktionsmåde, der er problemet.

Markedet redder os ikke

Med dens rovdrift på jordens resurser og fokus på stadigt stigende forbrug og vækst, med den fuldstændigt forskruede internationale arbejdsdeling hvor produkter af enhver art fragtes den halve eller hele klode rundt, er det ikke markedet, der redder os. Tværtimod!

De beslutninger, som politikerne står overfor for at imødegå klodens kollaps, må nødvendigvis være gennemgribende og systemoverskridende. 

Men det gør heller ikke noget, at vi alle – ikke mindst politikere – dagligt bidrager til en mentalitetsændring blandt folk, så klimaændringer er noget, vi alle forholder os til og gør noget ved! Så det ikke bare er overladt til vejrguderne at overbevise folk om, at den er helt gal.