Valgkampen er i fuld gang. Partierne har igennem længere tid væltet udspil ud og kommer med markante udmeldinger i et forsøg på at gøre sig lækre for vælgerne. 

En sådan udgang på valget vil være en ren katastrofe for arbejderklassen.

Således også Det Radikale Venstre. Morten Østergaard fyrer det ene ultimative krav af efter det andet. Nu sidst kræver han opgør med dele af det såkaldte paradigmeskifte, således at mennesker med midlertidigt ophold, der uddanner sig og arbejder, belønnes med at kunne blive i landet i stedet for at skulle hjemsendes.

Men med de mange ultimative krav rettet til Socialdemokratiet er Morten Østergaard i færd med at trække sine mandater ud af ligningen, med mindre han forventer, at Lars Løkke, Inger Støjberg og DF skal bøje sig for hans ultimative krav og ændre dramatisk på deres udlændingepolitik.

For jeg tror ikke, Socialdemokratiet gør det – desværre. Og hvis man ikke kan få kravene igennem nogen steder, kan mandaterne jo ikke tælles med, når der skal findes en forhandlingsleder og statsminister. Og med både de radikale mandater og Alternativet ude af ligningen er risikoen stor for, at det bliver Lars Løkke, der fortsætter – med radikal støtte!

Superliberalistisk parti

Hvis Morten Østergaard indser, at han ikke får ændret væsentligt på udlændingepolitikken – hverken hos blå blok eller Socialdemokratiet, må han jo kigge på, hvad man så kan få opfyldt af sine krav.

Her springer navnlig et krav i øjnene: Morten Østergaard kræver, at en ny regering fremlægger en økonomisk plan, der øger råderummet!! Så ved vi, hvad klokken er slået. Flere arbejdsmarkedsreformer a la ødelæggelsen af efterlønnen, forringelser af dagpenge og andre overførselsindkomster, forhøjelse af pensionsalderen, og fortsat vægt på at vride den sidste times arbejdsevne ud af folk, der er nedslidte, syge eller ulykkesramt.

Hvis nogen skulle være i tvivl: Det Radikale Venstre er et superliberalistisk parti, der jo også gennemtvang en fortsættelse af Lars Løkkes økonomiske politik i bredeste forstand, den gang i det sorte tårn. Og som endte i en katastrofe for S, SF og de radikale selv.

Jeg kunne godt frygte, at når Morten Østergaard ikke kan tvinge ændringer igennem af udlændingepolitikken, så ligger han så tæt på V, K og LA i den økonomiske politik og arbejdsmarkedspolitikken, at et par ministerposter eller fem måske kunne friste til et samarbejde. Lars Løkke skal nok vide at forsøge sig. Hensynet til DF vil sikkert blive nedtonet med de meningsmålinger, DF står til i øjeblikket.

En sådan udgang på valget vil være en ren katastrofe for arbejderklassen. Forsatte angreb på velfærden, omprioriteringsbidrag der presser de offentlige tilbud i bund, og baner vejen for omfattende privatisering af daginstitutionsområdet, hospitalsvæsenet, plejehjem og kollektiv trafik.

Fortsat høj pensionsalder og ringe mulighed for tidlig tilbagetrækning, som fortsat ikke bliver en rettighed, ressourceforløb og aktivering/arbejdsprøvning for dagpengene eller kontanthjælpen, forsat utryghed ved sygdom og arbejdsløshed, forsat nedbrydning af det danske dagpengesystem. Listen kan gøres uhyggelig lang.

Dilemma

Med andre ord, skal vi have en anden økonomisk politik og arbejdsmarkedspolitik med vægt på mindre ulighed, større retfærdighed, genopretning af velfærden, flere hænder og så videre, er det ikke de radikale, man skal gå til.

Og det stiller naturligvis et parti som Enhedslisten i et dilemma. Vi er jo enig med de radikale om, at vi skal have ændret udlændingepolitikken og gjort op med paradigmeskiftet. Vi er enige i, at børnene skal ud af Sjælsmark, og at der skal være ordentlige forhold for asylansøgere – også dem, som er afvist og skal hjemsendes, og dem på tålt ophold.

Men vi har den stik modsatte politik af de radikale, når det gælder økonomi og arbejdsmarked. Vi ser os selv som garant for en human udlændingepolitik, men også et værn mod den liberalisme, som har hærget landet i mindst to årtier. Om garantien og værnet kan realiseres, er afhængigt af den styrke, Enhedslisten kommer ud af valget med, og hvor stærke partierne til venstre for Socialdemokratiet bliver.