Vi befinder os i en undtagelsestilstand. Alt handler om i disse dage om coronavirussen. Der er et ret interessant træk ved den.

De sidste 25 år har vist, at resten af verden ikke bare danser efter EU's og USA's pibe.

Når det virkelig brænder på, så virker det som om, det er nationalstaterne, de nationale regeringer, som befolkningerne orienterer sig imod. 

De fleste EU-lande har efterhånden lukket for grænserne, faktisk i lodret modstrid med Schengen og diverse EU-regler.

Regeringer har bare lukket grænserne og derefter høfligt meddelt EU-kommissionen om beslutningen. Det er klart, at sundhedsvæsenet ikke detaljeret hører under EU's område, desuden er der praktiske samarbejdsformer, som kan være pragmatiske og nyttige. Men alligevel er situationen symbolsk for EU. I denne kommentar vil jeg tage et kort blik på EU's performance som udenrigspolitisk aktør.

EU's udenrigspolitik

Når vi hører EU-kommissærer og andre officials i Bruxelles, så skorter det ikke på flotte ord, på forsikringer om solidaritet og europæiske værdier. Mange smukke ord. Vi kan dem, alle ordene, til næsten ulidelighed: Gennemskuelighed, retsstatslige principper, menneskerettigheder, demokrati, åbenhed og mere af samme skuffe. 

Der er ikke noget i vejen med det, begreberne står for. Jeg går selv ind for dem. Problemerne ligger andre steder.

For det første kunne EU begynde at se på sig selv, se på, hvor meget det ganske lukkede EU-system selv lever op til de fine principper. Sådan noget kommer let til at klinge hult og ufrivilligt komisk. 

Men endnu værre bliver det, når vi ser på EU's angivelige udenrigspolitik. EU's udenrigspolitiske aktører synes kun at lade sig drive af ædle motiver i kampen for en liberal verdensorden – og dermed også retten til at stille betingelser, irettesætte, belære og moralisere andre stater end lige EU og så selvfølgelig USA og andre vestlige alliancepartnere. Det er her, filmen knækker.

Mange EU-talsmænd synes mentalt at være blevet i 1990'erne, hvor Sovjetunionen lige var brudt sammen, og Kina og de andre BRIKS-lande endnu ikke var så stærke. Dengang kunne det give en vis mening at tro på, at historien var død, og at der kun var én mulig udviklingsvej, nemlig den angelsaksiske, liberale.

Dengang var det også nemmere at håndtere – ikke bare de tidligere østbloklande, men også andre ikke-vestlige lande, hvoraf mange så beundrende på Vesten. Men det er historie.

De sidste 25 år har imidlertid vist, at resten af verden ikke bare danser efter EU's og USA's pibe. Og at der er andre udviklingsmodeller, som for nogle kulturer er mere effektive end den vestlige.

Det arabiske forår

I både EU og USA var der for cirka 10 år siden en næsten euforisk forventning om, at det arabiske forår ville føre til liberale, provestlige stater over hele Mellemøsten. 

Invasionen i Irak burde dog have givet skår i den optimisme. Faktisk har det vist sig, at Irak-modellen blev en skabelon for senere ekstremt dysfunktionelle udviklinger. 

Strategien med vestlig indblanding militært og politisk for at skabe ’regime change’ har ført til gigantiske katastrofer. I Irak førte invasionen til sammenbrud, borgerkrig, hundredtusindvis af omkomne – ikke mindst civile, men også til stærke terrorbevægelser som Islamisk Stat.

Det samme skete i Libyen og senere i Syrien, og så har vi ikke nævnt Afghanistan, hvor vestlige lande snart kan fejre 20 års jubilæum, uden noget der ligner varig løsning eller blot normalisering i syne.

EU står lige nu med fletningerne i postkassen. USA er på vej ud af Syrien, hvad gør EU så i den situation?

Iran, Tyrkiet, Rusland, Syrien og Irak er p.t. de lande, der strikker noget sammen, der kunne ligne en form for fred. EU glimrer ved sit fravær. De nævnte lande tager simpelthen ikke EU alvorligt.

Syrien

Det kan synes ædelt at holde værdifanen meget højt og nægte overhovedet at gå ind på noget som helst, der omfatter Syriens leder Bashar Al-Assad. 

Men hvad forestiller man sig? Vil EU give Det Muslimske Broderskab magten i Syrien (og dermed fjerne de sidste kristne spor i Syrien)? Eller tror man, at de regionale lande vil rette ind efter EU's værdier?

Det sker bare ikke – i stedet fortsætter den uholdbare situation – der fortsætter med at komme flygtninge, som især vil til EU. EU har i øvrigt heller ikke været i stand til at løse problemet med flygtningene – det bidrog i det mindste til brexit.

EU kunne begynde med at give afkald på sin håbløse tro på at indføre liberale tilstande uden for Unionen og i stedet tage fat på realiteterne. Og Bashar al-Assad er en realitet, man ikke kommer uden om, hvis der bare skal komme noget, der kunne minde om en stabilisering i det ustabile område.

Ukraine

Det samme kan man sige om forholdet til Rusland og hele Ukraine-situationen. I 2013 troede EU-kommissionsformand Manuel Barroso og EU-udenrigsminister Catherine Ashton, at de bare kunne fortsætte EU's euforiske udvidelse til Ukraine. 

I de vanskelige forhandlinger om associeringsaftale mellem EU og Ukraine insisterede Barroso på, at Rusland ikke skulle med til forhandlingerne, selv om Ukraines præsident og statsminister udtrykte stærkt ønske om trepartsforhandlinger, hvor Rusland skulle deltage.

Cirka 40 procent af Ukraines handel – vel at mærke handel med forarbejdede industriprodukter – var dengang knyttet til Rusland (også Hviderusland og Kasakhstan). 

EU tog heller ikke bestik af, at cirka halvdelen af Ukraines befolkning – ja formentlig flere – var interesserede i et ret tæt forhold til Rusland. Et trepartssamarbejde kunne have været starten på en normalisering af forholdet mellem Rusland og EU. 

Fra EU's side var der tale om en blanding af magtarrogance og naivitet, og den blanding førte som bekendt til en forgiftet stemning i Europa. For det tredje viste det sig endda, at EU, når det kom til stykket, bare fulgte USA's politik.

Jeg husker tydeligt den nu kandidat-aktuelle Joe Biden, der var vicepræsident under Obama. På præsidentembedets officielle hjemmeside hånede han i 2014 europæerne. 

Det frydede ham, at USA havde vredet armen om på dem og tvunget dem til sanktioner mod Rusland, som Biden skrev, gjorde det meget mere ondt på europæerne end amerikanerne.

USA's forlængede arm

Langt hen ad vejen følger EU blot USA’s interesser. Ja selv i spørgsmålet om Nord Stream 2, som den tyske regering stod meget stejlt på, lagde flere af EU's institutioner et stort pres på Tyskland. Med andre ord: USA's nationale interesser er for mange EU-politikere vigtigere end europæiske. Mange lande undrer sig over EU. Med god ret. 

Man kunne forestille sig, at EU blev en seriøs spiller i Syrien, nu når USA er på vej ud. Man kunne forestille sig, at EU begyndte at udvikle en selvstændig platform i forhold til Rusland og ikke bare brugte EU til at bekæmpe Rusland på USA's vegne.

Man kunne forestille sig ganske meget. Men så er vi tilbage til indholdet af denne politik. Og dér stritter EU også i alle retninger. USA har sin finger med og holder fast i de baltiske lande og Polen, som er nogle af de mest russofobiske lande i EU.

Umiddelbart er det vanskeligt at finde fælles fodslag mellem pro-russiske Cypern, Ungarn, Østrig på den ene side og balterne og polakkerne på den anden. 

Så er vi tilbage ved realismen og de nationale interesser. Og så kommer man ikke uden om spørgsmålet: Er EU en realistisk konstruktion, når det handler om udenrigspolitik? Jeg spørger ikke, om man kunne ønske sig det, men er det realistisk?