Der er næppe et større globalt politisk problem, som ikke kan relateres til den nye kolde krig mellem Rusland og Vesten‚ terrorisme, Syrien, flygtninge, klima m.m.

Og mange af disse problemer kan ikke løses uden samarbejde og fælles engagement med Rusland – helt uafhængig af om vi kan lide Ruslands præsident, Vladimir Putin, eller ej. 

USA's magtfuldkommenhed kamufleret med universalistiske værdier er roden til kaos og dybest set også flygtningekrisen i EU.

Men vi befinder os i en ny kold krig, som på nogle måder kan ses som værende farligere end den gamle kolde krig med Sovjetunionen.

Mutual Assured Destruction (MAD) skabte i det mindste nogle strukturer, nogle fora og nogle røde telefonlinjer, som skabte opmærksomhed på de apokalyptiske konsekvenser af en atomkrig.

I dag er der langt færre i vesten, som er kompetente i russiske sprog og russiske studier – både på universiteter, i forsvaret og i medierne.

USA's og EU's sanktionspolitik i kølvandet på Ukrainekrisen har skåret en række kontakter over, det gælder også det parlamentariske samarbejde i Europa.

Det spørgsmål, der skal stilles, er, om denne isolationspolitik over for Rusland har gjort verden til et sikrere sted. Det entydige svar er nej, tværtimod, vi er tættere på en atomkrig end vi har været siden Cuba-krisen. 

Verdensorden set fra Moskva

I Rusland og Vesten er der selvfølgelig modsatrettede fortællinger om ansvaret herfor.

I Vesten betragter man Vladimir Putin som en, der ødelægger Vestens planer, en der ønsker at genoprette det sovjetiske diktatur, undertrykke både sin egen og nabolandenes befolkninger. Det store flertal af russerne ser det på en anden måde.

Den 20. december viste den statslige russiske Kanal 1 en flere timer lang film, som hed Verdensorden. I programmet er der interview med Putin, hvor han gør opmærksom på, at de store problemer i verden er knyttet til amerikansk engagement især i Mellemøsten. Problemet er, at USA som reel militær enehersker kan gøre, hvad der passer dem uafhængigt af FN og uden at skulle stå til ansvar for nogen. Denne ansvarsløshed førte til Saddam Husseins og Gadaffis fald, til statslig opløsning og vækst i terroristiske bevægelser.

Putin gjorde opmærksom på, at Rusland kan mærke disse USA-ledede aktioner. Rusland har over 20 millioner muslimer. USA's magtfuldkommenhed kamufleret med universalistiske værdier er roden til det kaos og dybest set også flygtningekrisen i EU. Den russiske film argumenterede overbevisende. 

Isolere Rusland?

Hvad er det rationelle politiske svar på denne farlige udvikling? At isolere Rusland? Så kan russerne lære det – at det er USA som bestemmer spillets regler. Det er en både fejlagtig og farlig vej. Man kan ikke isolere et land så stort som Rusland. Det har andre muligheder end EU (og USA): for eksempel Kina, Indien og Brasilien.

Blandt meget andet øger isolationspolitikken muligheden for at udløse en storkrig med anvendelse af taktiske atomvåben. I skrivende stund foregår der en reel oprustning, Rusland viste sit militære isenkram i Syrienkampagnen, blandt andet krydsermissiler affyret fra det Kaspiske Hav, som ramte præcise mål i Syrien. Vesten opruster også blandt andet i Østeuropa. 

Isolation vil heller ikke ændre russernes støtte til Putin. Man har ikke forstået Rusland rigtigt, hvis man tror, at Putin er ekstrem antivestlig. I russisk sammenhæng er Putin moderat. Hvis han skulle forlade præsidentposten, er det sandsynligt, at der vil komme en til magten, som er endnu mere antivestlig end Putin. Så et pragmatisk, men omfattende samarbejde med Rusland er både ønskværdig og nødvendigt.