Kapitalismen kan ikke adskilles fra kolonialisme – både den gamle og den nye kolonialisme. Udbytning af arbejderen går hånd i hånd med undertrykkelse af nationer og udplyndring af naturen.

I 1930 var omkring 75 procent af Borneo dækket af tropisk skov, i dag er det mindre end halvdelen.

Borneo, som er verdens tredjestørste ø, er et godt eksempel på denne destruktive udvikling. I dag hedder den Kalimantan og hører under Indonesien, dog hører mindre områder til Malaysia og Brunei.

Aggressiv træfældning

Den er tropisk og meget kendt som orangutangens hjem, en art som er alvorligt truet. Men er også kendt som stedet, hvor regnskoven med voldsom fart reduceres som følge af aggressiv træfældning.

Greenpeace siger, at Indonesiens regnskove er vitale for klodens klima, og Indonesien er blandt de største udledere af drivhusgasser.

Forskere mener at ved siden af drivhusgassernes varmepåvirkning af atmosfæren, så bidrager træfældningen også direkte på det lokale klima. Skove har en kølende virkning, og virker som aircondition gennem fordampning af vand. 

Når skoven forsvinder, og fordampningseffekten forsvinder, så slår solens temperatur direkte igennem lokalt. Det fordampede vand danner skyer, som virker kølende, og skyerne er som en parasol, der reflekterer solens stråler tilbage.

Så når den tropiske skov fældes, så stiger temperaturen lokalt, regnvejret ændrer mønster, bliver mere uforudsigeligt og ekstremt.

De rigeste biologiske økosystemer

Borneo er meget speciel og rummer nok et af de rigeste biologiske økosystemer på jorden, med masser af arter og hvad vi forstår ved en rigtig tropisk regnskov. Men Borneo har også den tragiske skæbne, at det er et af verdens mest afskovede områder. 

I 1930 var omkring 75 procent af Borneo dækket af tropisk skov, i dag er det mindre end halvdelen. Det, som driver udviklingen, er den globale kapitalismes efterspørgsel efter tømmer, palmeolie og gummi, vækst i småbrug og ødelæggende skovbrande.

Oliepalmer og tømmerplantager dækker i dag mindst 10 procent af øen, og i en lang periode kom mere end halvdelen af verdens hårdttræ fra Borneo. Indonesien er også verdens største producent af palmeolie, som indgår i mange af vores fødemidler i Vesten.

Men det har også åbnet op for ødelæggelse af de lokalsamfund og kulturer, som altid har levet af skoven og i skoven. Disse folk husker stadig, hvordan Borneo var før i tiden, og hvad man skal gøre for at beskytte ressourcerne.

Men ingen synes villige til at lytte til dem. Før europæerne kom til området levede dayaker og kinesere fredeligt i samfund, som havde en demokratisk struktur. Men den hollandske imperialisme satte en stopper for disse samfund.

Borneo blev invaderet og ødelagt af erobringer. Japanerne besatte øen, men europæerne kom tilbage, og det blev ikke meget bedre.

Efter det vestligt støttede militærkup i 1965, støttet af mine- og træindustrien, tog det fart. De lokale folkeslag blev gjort til minoriteter gennem import af arbejdskraft, og de oprindelige folk dayakerne lever nu kun i små lommer i øens indre.

De store firmaer lokker folk til at sælge deres jord og skov, og resultatet er ødelæggelse og fattigdom, og et eksempel på hvordan nykolonialismen bidrager til klimaforværringen.