Ordet deleøkonomi lyder fra alle sider. 'Dele' og 'økonomi' skal gå op i en højere enhed. Skal vi nu frelses igen, denne gang ved at dele med hinanden? Nogle af os har ragelse, vi gerne vil slippe af med. Hvis vi vil hjælpe den cirkulære økonomi fra vugge til krukke (vores egen) på gled, skal vores efterladenskaber sendes videre.

Tilbage bliver det store spørgsmål om de ressourcekrævende goder. Hvor meget kan man spare på dem? 

Deleøkonomiens ivrige fortalere lokker med, at vi kan blive vores egne internet-entreprenører ved at finde en niche inden for tjenesteydelser eller formidle goder mod en symbolsk tak for vores opfinder-gens udfoldelser. Kunne man dog bare finde den algoritme (matematisk søgeformel)! Eller om ikke andet sætte en hjemmeside op.

Det økonomiske er der hele tiden. Vores godgørenhed skal kunne betale sig. Lykke- og nyttefilosofi med en pil opad for fællesskabet.

Begrebet deleøkonomi dækker fænomener fra simpel vareproduktion og udveksling af tjenester til fantasier om alt det, internettet kan underholde os med og bringe os nær på. Vi kan bo billigt i storbyer gennem AirBnb. Dertil kan vi flyve med lavprisselskaber. Men hov, det er hverken bæredygtigt eller deleøkonomi, det er bare lave arbejdsstandarder og maksimal udnyttelse af teknologisk formidling. Til gengæld kan man bruge biler mere effektivt, hvis man er med i en delebilsordning, der dækker feltet fra fælles bileje til formidling af kørelejlighed gennem en platform.

I krisen har vi måttet spare og ikke smide væk. Undlader man overdrevent forbrug, er det vel positivt - undtagen for væksten.

Internettets bagtæppe er misbrug af personlige data og overvågning. Hvis man frivilligt udstiller sit liv, risikerer man, at det, som man prøver at beskytte bag en firewall, bliver det mest interessante.

Deleøkonomi bygger på teknologiske landvindinger, der har sat normalt én-til-én køb og salg under pres. Så hvordan kan man alligevel få penge ud af skidtet? Alle landes bladredaktioner, søgemaskiner, sociale netværk tænker i højt gear. Rigtigt, man kan formidle antikke bøger til de få interessenter og måske hjælpe med at finde en kur på sjældne sygdomme ved at bringe hele verden sammen, og rejsende vil betale for billigere transport. Det er de små marginer i stor skala, der er forretningsmodellen. Guruerne for den mest avancerede del af 'deleøkonomien' er klar over, at de hele tiden må være ét skridt foran for at være urørlige. Nye stormonopoler dannes.

Det mere løfterige perspektiv er at tænke udviklingen i produktion, distribution og endeligt konsum sammen. Produktionen kan komme nærmere på det endelige forbrug. Maskiner kan engang i fremtiden programmeres til at vedligeholde sig selv med tilførsel af genbrugte materialer, og energi kan produceres af sol og vind på taget eller i øjenhøjde. Tilbage bliver det store spørgsmål om de ressourcekrævende goder. Hvor meget man kan spare på dem? Energi kan blive udelukkende vedvarende, men vand og landbrug? 

Hvis man nu organiserer sig i fællesskab uden ejendomsret, kunne det hjælpe. Det skal med i ligningen.