Om godt en måned holder Folkebevægelsen mod EU sit første landsmøde efter valgnederlaget. Et landsmøde der vil være præget af, at vi som organisation skal finde vores vej til at omstille os til en situation, hvor vi ikke har en repræsentant i EU-parlamentet.

Der er brug for, at Folkebevægelsen bliver større, stærkere, bredere og yngre, hvis den skal løfte opgaven.

Lige efter valgnederlaget var der flere, der tænkte, at nu er det slut, at Folkebevægelsen og EU-modstanden ikke kan overleve uden den plads i Parlamentet, vi har haft lige så lang tid, som der har været parlamentsvalg.

Men det er ikke EU-modstanden vi har mistet – det er pladsen i Parlamentet. EU-modstanden har været og er i modvind i en tid, hvor brexit trækker ud, og hvor mange lider af den illusion, at kapitalens EU, monopolernes EU, elitens EU pludselig vil transformere sig til klimaets EU.

Stor afmatning

Det er mange år siden, vi har set en så stor afmatning i modstanden som den, vi går igennem nu, mange år siden at så mange ellers garvede modstandere siger, at de ikke magter at kæmpe mere. Situationen er alvorlig – men det betyder ikke, at modstanden er død eller døende.

For der er stadig grund til modstand. EU kommer ikke til at redde klimaet, fordi EU grundlæggende styrer efter en markeds- og vækstlogik og vægter hensynet til konkurrenceevnen over hensynet til planeten. Så der er brug for modstand til at få øje på hykleriet.

Og der er grund til modstand mod social dumping og et indre marked, hvor hensynet til arbejdere ses som tekniske handelshindringer, og hvor mennesker helt legalt lever under kummerlige forhold med meget lave lønninger.

At bekæmpe social dumping er ikke let – men ekstremt meget vanskeligere i et EU med fri bevægelighed for udbytning af arbejdskraft.

Og der er grund til modstand mod EU-dikterede budgetlove, europæiske semestre og andre styringsmekanismer, der holder den offentlige sektor i et økonomisk jerngreb.

Forståelsen af budgetloven og de mekanismer, der begrænser den nære velfærd, er voksende – og der er brug for en EU-modstand, der kan arbejde med dette spørgsmål både i bredden og i dybden.

Og der er grund til modstand mod EU's militære planer. Verden har ikke brug for mere oprustning, ikke brug for flere våben og slet ikke brug for, at EU vil være en supermagt.

Vores forbehold på det militære område risikerer at komme under voldsomt pres. Vi skal bruge modstandere, der kan stå imod og tegne en kampagne, der kan vinde en afstemning, hvis den kommer.

Nødvendig omstilling

Der er – og vil være – mange gode grunde til fortsat EU-modstand. Det kommende landsmøde i Folkebevægelsen vil vise, om organisationen er klar til at sadle om og i endnu højere grad løfte opgaven fra en lidt mere vanskelig position.

Vi har tabt mandatet, men ikke modet – men for at klare en omstilling er der brug for mere end mod.

Der er brug for, at vi holder hjertet varmt og hovedet koldt, at vi passer på vores bevægelse – men samtidigt fornyer den. At vi giver plads til nye måder at handle på i en situation, hvor vi ikke længere har mange dygtige ansatte at trække på.

Der er brug for, at Folkebevægelsen bliver større, stærkere, bredere og yngre, hvis den skal løfte opgaven.

Det er mit håb, at vi med det kommende landsmøde får sat gang i den proces. Folkebevægelsen lever og ånder, fordi vi er mange, der i årtier har taget vare på den, på modstanden og på hinanden.

Det skal vi blive ved med, så vi får fornyet bevægelsen – og opdaterer den til at favne udfordringerne på en lidt ny måde.

Vi skal ikke give slip på bredden, ikke give slip på den konsekvente modstand og ikke give slip på hinanden.

Men vi skal erkende, at hverdagen bliver en anden, og at bevægelsen vil kræve, at medlemmerne i endnu højere grad hjælper med at løfte.

Modstanden mod EU skal nok bestå. Men hvis Folkebevægelsen mod EU skal være en levedygtig organisation, der samler modstanden, kræver det vores aktive medvirken.