30 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Coronakrise kan blive til eurokrise

Blogs

Kenneth Haar
Researcher i den lobbykritiske organisation Corporate Europe Observatory
Kenneth Haar er researcher i den lobbykritiske organisation Corporate Europe Observatory, der holder til i Bruxelles. Han er medlem af tænketanken NyAgenda, og var indtil juni 2011 redaktør af magasinet NOTAT. Han er cand.mag i sociologi og historie.
Blogindlæg af Kenneth Haar

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 23. marts, 2020, 09:30:35

Coronakrise kan blive til eurokrise

Når epidemien erklæres for slut, begynder en politisk krise med Italien i centrum, og den kan blive fatal for euroen.

Den økonomiske krise, som mange længe har talt om, var på vej, endte med at få det sidste skub af en uhyggelig pandemi. Og som også i tiden efter finanskrisen i 2008 vil euroen få en hovedrolle. Tendensen i europrojektet til at forgylde nogle regioner på bekostning af andre er igen sat på spidsen, og de kommende år kan derfor blive dramatiske for EU.

Vi vil se et Italien i et endnu dybere økonomisk morads og med en befolkning, som er blevet EU mere fjendtligt stemt. 

Faktisk var europrojektet på katastrofekurs i en uges tid. Den 12. marts bekendtgjorde den Europæiske Centralbank (ECB), at den ville bidrage til at holde krisen i skak med bedre lån til virksomheder. Derimod faldt der kun tørre bemærkninger om bankens muligheder for at støtte eurolandenes lånebetingelser.

De tiltagende svære kår for især den italienske regering, der kunne ses på stigningen i de renter, den italienske regering måtte betale, havde ECB tilsyneladende kun hån til overs for. Det er ikke ECB’s ansvar, lød det fra bankens formand Christine Lagarde.

Det var helt andre toner end dengang, formanden hed Mario Draghi. Da eurokrisen var på sit højeste, udtalte han, at banken ville forsvare euroen, ”uanset hvad det kræver”, og erklærede sig rede til massive opkøb af statsobligationer for at sikre realistiske lånevilkår – hvis låntagerne ville forpligte sig på yderligere økonomiske reformer. Det bragte dengang situationen under kontrol.

Vende på en femøre

Omvendt sendte det chokbølger gennem finansmarkederne, da det blev klart, at Lagarde ikke ville gå samme vej. Renterne på italienske lån steg brat, og mange kommentatorer vurderede, at det kunne blive euroens endeligt.

Den politiske modreaktion var så skrap, at ECB efter mindre end en uge måtte vende på en femøre. Den 18. marts blev der derfor åbnet for en gigantisk lånepakke på yderligere 750 milliarder euro, inklusiv penge til (indirekte) opkøb af statsobligationer – tilsyneladende uden de politiske betingelser, Draghi talte om. Det skabte mere ro om italienske statsobligationer.

Man kunne godt få den tanke, at det er et mere forsonligt EU, vi ser konturerne af. Faktisk har EU, på Kommissionens initiativ, besluttet, at kravene om budgetdisciplin er blevet suspenderet. Coronakrisen matcher betingelserne for en “exceptionel og midlertidig” afvigelse fra reglerne, og i den kommende tid vil hverken den italienske eller den græske regering derfor få EU på nakken, hvis de kører med større underskud og tager gæld.

En ny situation?

De to begivenheder har fået mange kommentatorer omkring det politiske centrum til at øjne en afgørende ny politisk situation i EU. Krisen, lyder en udbredt analyse, har endelig skabt betingelserne for en slags solidaritet i eurozonen. Tidligere tiders nyliberalistisk snæversyn er ved at vige for en ny kollektivisme.

Det er efter min mening at skyde langt over målet. ECB og Kommissionen har ikke budt ind med mere end netop dét, som kunne forhindre et hurtigt sammenbrud. Og når coronakrisen en dag erklæres for slut, er situationen skærpet.

Vi vil for eksempel se et Italien i et endnu dybere økonomisk morads og med en befolkning, som er blevet EU mere fjendtligt stemt. Det kan åbne en helt ny EU-debat, og de progressive alternativer til især euroen bliver mere nødvendige end nogensinde før.