For tiden ruller den ene finansskandale efter den anden her i landet. For bare få uger siden var det om Danske Bank og hvidvask for hundredevis af milliarder i Estland, nu er det aktieudbyttesagen, som har bragt især Macquarie, ejerne af TDC, i fedtefadet.

I Storbritannien regerer finanssektoren, og den har hverken brug for velfærd eller skat.

Det er ikke de første finansskandaler, hvor Danmark rager op og indtager en særposition. For fire år siden rullede en skandale om momssvindel, hvor europæiske skatteydere var blevet snydt for milliarder på grund af kreativ handel med CO2-kvoter. Eller historien om de anonyme kommanditselskaber, der fik mange i udlandet til at udråbe Danmark om et perfekt skattely. 

Hvad skal vi stille op med dét? Man kan gøre som Lars Løkke Rasmussen og andre, der for et par uger siden forsøgte at gøre hvidvasksagen til et argument for dansk medlemskab af EU’s bankunion.

Det kunne næsten ikke blive mere urelevant. Ingen af skandalerne har noget med bankunionen at gøre. Og hvad er det egentlig man forestiller sig, EU foretager sig på finansområdet? Her er man mest optaget af at gøre store banker glade, andre hensyn er sekundære.

Kernen i problemet

Man kan selvfølgelig også slå på svag bemanding i Finanstilsynet, og på nedskæringer i Skat. Det giver al mulig mening, men det rammer ikke rigtigt kernen i problemet.

Problemet er, at den danske finanssektor og finanssektoren som helhed har fået lang snor her i landet i mange år. Det har givet gode vækstbetingelser og givet finanssektoren endnu mere politisk pondus.

Derfor spiller Danmark da heller ikke en glorværdig rolle i spillet om EU’s finansregulering. Når de grundlæggende spilleregler fastlægges i Bruxelles, er danske politikere og den danske regering som hovedregel at finde blandt de liberalistiske høge.

Som da EU for en gangs skyld diskuterede et forslag med en vis tyngde. Det var da en skat på finanstransaktioner blev bragt på banen i 2011, og som udløste en kraftig reaktion fra finanssektoren og en række medlemslande. Blandt dem var Danmark, hvor den daværende SRSF-regering gjorde, hvad den kunne for at spænde ben for projektet.  

Ingen støtte til refomer

Der er sikkert knusende konsensus om, at finanssektoren skal følge spillereglerne og adlyde loven, men støtten til reelle reformer ligger på et lavt niveau.

Der er opstået den vision, at finanssektoren skal placeres mere centralt i økonomien. Borgerlige politikere er for længst begyndt at drømme om Danmark om finanscentrum – en drøm, som den konservative erhvervsminister Rasmus Jarlov da også understregede i Debatten på DR2 torsdag den 25. oktober.

Prisen for den vision er, at vi lægger os fladt ned for finanssektoren og lader den eksperimentere. At det kan koste os mange milliarder i skatteindtægter, behøver der ikke føres bevis for. At prisen kan blive meget større, kan man bare se til Storbritannien for at forvisse sig om. Dér regerer finanssektoren, og den har hverken brug for velfærd eller skat.

Derfor må man håbe, finansskandalerne bliver indledningen til et opgør, der i første række er ganske nationalt.