Evnen til at tænke logisk og samtidig få noget fra hånden har igennem tiderne været efterspurgt på arbejdsmarkedet.

Muligheden for at beslutte en gåtur på den første forårsdag for så til gengæld at udsætte vasketøjet et par dage forsvandt.

Men med New Public Managements (NPM) indtog på arbejdsmarkedet er de to evner i højere grad adskilt. Det er sket ud fra devisen, at man kan få mere fra hånden, hvis den enkelte ikke samtidig skal definere logikken.

Projektet har ofte dannet grundlag for drøftelser ved middagsbordet i min familie. Som når den nye direktør på maskinfabrikken insisterede på, at værkføreren skulle lave tidsmålinger på den enkelte medarbejders arbejde med konkrete emner.

Værkføreren var min far, og han stillede det spørgsmål, som enhver leder bør stille i den situation: “Er der noget galt med de tilbud, jeg beregner?” Det benægtede direktøren dog. Han ville bare vide, hvilke svende der var mest effektive.

Min far svarede, at det kunne direktøren jo bare spørge ham om. Han kendte de enkelte medarbejdere og vidste, hvem der var hurtigst – men også hvem der lavede færrest fejl. Det var ikke altid de samme, og det var et forhold, han tog højde for afhængigt af, hvilke emner der skulle produceres.

Alt skal opmåles og prissættes

I sin substans er det den samme tænkning, som har ligget til grund for NPM i den offentlige sektor. Som en rådmand sagde for år tilbage: “Hvis alle bare gjorde det, som var (politisk) besluttet – hverken mere eller mindre, så ville der være ressourcer nok.” Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange administrative ressourcer der efterfølgende er brugt til at beskrive enkeltopgaver i mindste detalje.

Særligt hårdt har tendensen ramt ældreområdet, som i 2002 også blev omfattet af fritvalgsloven, som tvang kommuner til at sørge for, at ældre kunne vælge et privat firma til den hjælp, de fik bevilliget.

Ud over beskrivelsen af hver eneste opgave så skulle alle opgaver nu også tidsberegnes. Social- og sundhedspersonalet målte tid på hver eneste ydelse. Da arbejdet var tilendebragt, kunne man konstatere, at man skulle ansætte dobbelt så meget personale, hvis opgaverne skulle løses på grundlag af tidsmålingen.

Mindre tid til opgaverne

Fakta er nemlig, at personalet sjældent løser én opgave ad gangen. Mens fru Hansen får tid til at gøre sig færdig på toilettet, bliver sengen redt, morgenmaden tilberedt eller vasketøjet lagt sammen. Personalet multitasker kort og godt. I praksis kan man derfor ofte nå flere opgaver på samme tid.

Jeg kan afsløre, at der ikke blev ansat dobbelt så meget personale. Tiderne blev i stedet mere eller mindre halveret. Og så går det selvfølgelig galt, hvis fru Jensen kun skal have hjælp til at få en støttestrømpe på. Så mangler den reelle tid pludseligt på køreplanen. Og netop tid til de enkelte opgaver er ofte siden reduceret, når der skulle laves besparelser.

Med frit valg mistede personalet og de ældre også den hidtidige fleksibilitet. Hvor den lokale leder og medarbejdere hidtil havde løst de opgaver, der var behov for at løse, skulle personalet i fremtiden alene løse de opgaver, som en visitator havde defineret.

Budget på markedsvilkår

Også budgettet blev defineret på markedsvilkår, så pengene fulgte, når en visiteret ydelse faktisk var leveret – og på baggrund af en fastsat pris. Det er et enormt bureaukratisk afregningssystem, som til gengæld er nødvendigt, når private firmaer skulle have lige adgang til at tilbyde ældrepleje i kommunerne.

Til gengæld er det stort set umuligt at kontrollere de regninger, som både den offentlige og den private ældrepleje fremsender.

Men man har fået adskilt muligheden for, at veluddannet personale – sammen med borgeren – kan vurdere, hvad der er de vigtigste opgaver på en given dag. Muligheden for at beslutte en gåtur på den første forårsdag for så til gengæld at udsætte vasketøjet et par dage forsvandt.

De klogeste løsninger på daglige arbejdsopgaver findes stadig bedst, når den, der reelt skal løse opgaven, har mulighed for at tage bestik af situationen, som ikke altid er det, man forestillede sig, da man beskrev opgaven. Og ligesom jeg foretrækker en håndværker, som selvstændigt kan håndtere de særlige udfordringer, som han måtte støde på i arbejdet i mit hjem, så tror jeg, at den ældre, som har brug for hjælp, har de samme forventninger til sundhedspersonalet.

Men det forudsætter et opgør med NPM og markedsvilkår i den offentlige sektor – for til gengæld at prioritere kloge hænder. Når statsministeren i Folketingets åbningstale appellerer til et opgør med det reelle bureaukrati, så er ældreområdet et godt sted at begynde.