18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

COP 21 – Tør vi håbe?

Blogs

Knud Andersen
Formand for Landsforeningen Levende Hav
Tidligere maskinarbejder, lærer samt fiskeskipper gennem mere end 25 år. Havmiljøaktivist, medstifter af Landsforeningen Levende Hav og i dag formand samt skipper om bord på Levende Havs kutter Anton.
Blogindlæg af Knud Andersen
tir. 20. okt - 2015
tir. 01. sep - 2015
tir. 24. feb - 2015
tor. 01. jan - 2015

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 01. september, 2015, 09:58:20

COP 21 – Tør vi håbe?

Mange husker sikkert den skam, som Lars Løkke Rasmussen kastede over Danmark under det fiaskofyldte klimatopmøde i København i 2009.

NGO´er med interesse i fred og udvikling i verden er i fuld gang med at diskutere, hvorledes de skal agere i forbindelse med det kommende meget afgørende klimatopmøde.

I den anledning tror jeg, at mange engagerede ikke kan lade være med at erindre sig tanker og følelser omkring afviklingen af det fiaskofyldte topmøde i København i december 2009: De opstemte positive og håbefulde forhåndsforventninger, den efterfølgende dybe frustration og skuffelse.

Verden fik det indtryk, at Danmark er en politistat. Hvordan vil det franske politi reagere? 

Den skam, som daværende og nuværende statsminister Lars Løkke ved sin uengagerede og dårlige mødeledelse kastede over Danmark, sekunderet af daværende justitsminister Brian Mikkelsen med sit uretmæssige politiangreb mod den store, værdige og fredelige demonstration. Mange hundrede blev på brutal vis anholdt.

Verden fik det indtryk, at Danmark er en politistat. Hvordan vil det franske politi reagere? Vil også de anse unge og ældre mennesker, der brændende ønsker, at verden ikke skal ødelægges af egoistisk grådighed og ureguleret kapitalisme, som terrorister og samfundsnedbrydere?

En velkendt teori

Informations Jørgen Steen Nielsen skrev i en bog for nogle år siden, at teorien om drivhuseffekten blev fremsat i 1890-erne. Klimakrisen kan altså ikke komme bag på samfundenes ansvarlige ledere.

Jeg selv blev af et engageret menneske oplyst om det kommende problem en aften i 1967. Han rullede perspektiverne op for mig og andre. Naturligvis kendte han ikke alle detaljer, som vi nu kender, men i store træk det scenarie, vi står overfor.

Jeg husker, at jeg var chokeret. Det kom til at fylde meget i min bevidsthed, selv om jeg skal indrømme, at jeg ikke tænkte på det dagligt, som jeg gør det nu, hvor vi står midt en tid, hvor klimakrisen er ved at folde sig helt ud for øjnene af os.

I dag må oplyste og tænkende mennesker erkende, at de ændringer, som burde været foretaget i det forrige århundrede, må og skal ske her og nu. Ellers vil det være for sent og livet på jord vil for milliarder blive et helvede.

Klimakrisen er værre end krig

En gang imellem tænker jeg: Hvis nu nationen eller NATO stod over for en konkret krigstrussel, så er der ingen grund til at tvivle på, at der ville være givet ekstraordinære mobiliseringsordrer og, at undtagelseslove var blevet vedtaget.

Men således som klimakrisen beskrives, så er perspektiverne værre en end en krig med konventionelle våben og på linje med en omfattende atomkrig. Store dele af kloden vil blive ubeboelig. Ufattelige mængder flygtninge vil flytte sig for at finde beboelige steder at slå sig ned, hvilket igen vil generere krige, brutalitet og had mellem mennesker.

Samfundenes ledere må og skal tage sig sammen og tage ansvar for situationen. Det er vores eneste håb!

I vores egen lille andedam her i Danmark går det den forkerte vej. Den nye højrefløjsregering har travlt med at nedgradere klimamål, som der før var enighed om.

Derfor er der al mulig grund til aktivt at tage del i de klimademonstrationer, som er under forberedelse såvel i Danmark som i Paris i forbindelse med COP 21 sidst på året.