Lad mig slå én ting fast med det samme: Det er godt, at vi som lønmodtagere har fået en ny ret til tidlig tilbagetrækning.

Netop de mest udsatte ledige havde vi socialrådgivere en god kontakt til, da reglerne blev suspenderet under coronanedlukningen i foråret.

Til gengæld er jeg meget bekymret for en del af den finansiering, som regeringen fandt frem til i de sidste timer af forhandlingerne sammen med Enhedslisten, SF, Radikale og Dansk Folkeparti.

De har nemlig aftalt, at der skal spares 1,1 milliard kroner på beskæftigelsesindsatsen om året. Det er næsten 10 procent!

I aftaleteksten hedder det, at pengene skal findes ved en nytænkning af beskæftigelsesindsatsen og mindre bureaukrati, men i realiteten er der intet konkret beskrevet. Det udstår til forhandlinger her i foråret.

Jeg er bekymret, fordi der er en stor risiko for, at sådan en besparelse vil gå hårdt ud over de mest udsatte ledige, som ikke har gavn af at blive sendt i virksomhedspraktik, selvom det er det, der er billigst for kommunen. De udsatte ledige har brug for mange forskellige indsatser, fordi deres problemer er komplekse og handler om meget andet end ledighed.

Skrot den formalistiske spændetrøje

Netop de mest udsatte ledige havde vi socialrådgivere en god kontakt til, da reglerne på beskæftigelsesområdet blev suspenderet under coronanedlukningen i foråret.

Her kunne socialrådgiverne hjælpe borgerne meget bedre, fordi vi fik lov at prioritere, hvornår vi havde samtaler med hvilke borgere og om hvad.

Det betød, at borgerne oplevede at blive mødt som hele mennesker, fordi socialrådgiverne kunne løfte blikket fra den formalistiske spændetrøje af regler og krav.

Som socialrådgiveren Lone beskriver:

"I stedet for at indkalde Hans til endnu en samtale ud fra en af jobcentrets skabeloner med flere siders lovgivning og trussel om sanktion, havde jeg tid til at sætte mig ned og skrive et brev til ham på helt almindeligt 'menneskesprog'. Og så ringer jeg til ham tirsdag klokken 12, og hvad tror du, der sker? Han tager telefonen. Fordi, siger han, det er første gang, at 'et rigtigt menneske' fra kommunen skriver til ham."

Coronanedlukningen viser tydeligt, at vi kan hjælpe de mest udsatte ledige bedre, hvis vi skrotter nogle af de rigide regler. Men det bliver indsatsen desværre ikke billigere af. I hvert fald ikke i første omgang.

For hvad sker der, når Hans faktisk tager telefonen? Så hopper Lone op på sin cykel og tager ud og mødes med Hans. Og hvis det, der skal til for, at Hans kan finde en vej til arbejdsmarkedet eller til den rette ydelse, er en mentor og hjælp til at håndtere sin sociale angst, så koster det altså penge.

Investeringer er økonomisk gevinst

Til gengæld er det, hvad jeg vil kalde en værdig sagsbehandling. Og det er jo netop, hvad beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har sat som et nyt mål for jobcentrene fra 1. januar 2021.

Men hvis socialrådgiverne skal have mere tid til at tale med de ledige, og hvis der skal være penge til, at vi kan bevilge dem alle mulige former for hjælp, bliver beskæftigelsesindsatsen så ikke endnu dyrere?

Jo, det kræver i første omgang en investering. Men det betaler sig tilbage igen, ikke kun menneskeligt, men også økonomisk. Det viser i hvert fald erfaringerne fra Hjørring Kommune. Her investerede de i en treårig forsøgsperiode 119,7 millioner kroner i beskæftigelsesindsatsen, og det endte med at spare dem 208 millioner kroner på offentlig forsørgelse.

Investeringen blev brugt på at ansætte flere socialrådgivere, psykologer, sygeplejersker og ergoterapeuter, og kommunen udvidede sit indsatskatalog med kurser om for eksempel stress, depression og angst, træningsforløb, mindfulness og smertehåndtering. Socialrådgiverne fik tid til at opbygge stærke relationer og mulighed for at skræddersy helhedsorienterede forløb.

Det er den rigtige vej at gå, og socialrådgiverne stiller sig meget gerne til rådighed med deres erfaringer fra jobcentrene, hvis regeringen ønsker for alvor at nytænke beskæftigelsesområdet i stedet for bare at rulle grønthøsteren ud til stor skade for de mest sårbare ledige.