Danmark er et arvekongedømme. Tronen har gået i arv siden Gorm den Gamle. Den gamle Gorm og hans efterkommere kom dog ikke sovende til den. Kongeaspiranterne kæmpede om magtbasen med sværd i hånd, og en del af dem måtte lade blodet sive ud af dem, før det blev blåt. 

Arveretten var omstridt. I dag har den sat sig. Kun få orker at stille spørgsmål ved denne åbenlyst urimelige ordning, der ikke hører hjemme i et demokratisk samfund. Problemet er, at den private ejendom (og arveretten) af jord og produktionsmidler er blevet et generelt vilkår i samfundet.

Kalder denne uretfærdige og uhensigtsmæssige private ekspropriering af de samfundsskabte værdier og fælles goder ikke på Marx’ slogan ”eksproprier ekspropriatørerne”?

På tirsdag fremlægger regeringen et forslag om sænkning af bo- og gaveafgiften til førstebehandling. Sønner og døtre, der får overdraget en familieejet virksomhed, skal i dag betale en afgift på 15 procent. Fremover kan de slippe med 5 procent. Skatteministeren mener, at det vil skabe vækst i Danmark, for 'rygraden i dansk erhvervsliv' er de familieejede virksomheder. Ministeriet har beregnet, at 23.000 ud af 40-60.000 familieejede virksomheder i Danmark står over for et snarligt generationsskifte. 

For at gøre en lang historie kort: Privatejendommen er etableret historisk gennem en fordrivelse af folk fra landet og deres frigørelse fra produktionsmidlerne. Sådan blev der skabt arbejdskraft for kapitalen. Hvad vi ser omkring os af materielle goder, boliger, fabrikker og køretøjer er skabt af arbejderklassen som kollektivt arbejde. Med andre ord: Det, der skal arvefritages, er langt fra den arvendes produkt. Ved et fikst lille lovindgreb vil der, når den nye ordning er implementeret, opstå et hul i statskassen på en milliard kroner om året. Det skal de, der har produceret værdierne, herefter grave op af egne lommer for at fylde ud.

Hvis virksomheden i stedet blev overdraget – gik i arv – til de ansatte, ville det være fint med en 100 procents skattefritagelse. Virksomheden kunne drives videre som kooperativ eller som en anden fællesbaseret model.

Se jer omkring i byen – der er store offentlige investeringer i infrastruktur som veje, metroer og cykelstier, i bymiljøer, byfornyelse og kvarterløft, kultur med videre. Alt sammen er med til at øge værdien af grunde og ejendomme, der efterfølgende bliver kapitaliseret af den finansielle sektor. Det er ren og skær privat tilegnelse af samfundsskabte værdier, der er skabt gennem de manges deltagelse i produktion, reproduktion og borgerinitiativer. Sådan flytter privatejendommens form værdier fra det fællesskabte til ejernes lommer.

Konsekvensen af denne kapitalisering af prisstigningerne er, at det i København og Aarhus snart kun er de temmeligt rige og boblearvingerne, der kan købe eller leje en bolig. 

Kalder denne uretfærdige og uhensigtsmæssige private ekspropriering af de samfundsskabte værdier og fælles goder ikke på Marx’ slogan ”eksproprier ekspropriatørerne”? Det er en god politisk inspiration til venstrefløjen. Der er jo også rigtig mange objektive fænomener i nutiden, som henviser den private ejendomsret og arveretten til det, Marx kaldte ”det menneskelige samfunds forhistorie.”