Det er frygtsomme tider. Og jo, der er en del at frygte. Afstemningen om Brexit fremkaldte frygtsomme overskrifter: Vismænd: Brexit giver 14.000 flere danske ledige. Cornflakeseksportør om Brexit: Vi forventer at sælge færre pakker. Eller: Dansker i Storbritannien om Brexit: Hvad vil der mon ske med os? Hvem sætter egentlig frygtens dagsorden?

Der opstår politiske tomrum, fordi socialdemokratierne har valgt ikke at gå med arbejderklassen.

 

Der er langt mere alvorlige frygtfænomener. Situationen i Mellemøsten og Nordafrika har udløst dybt reaktionære bevægelser iklædt religion, og som har terror og frygt som foretrukne redskaber. Højrefløjen har vundet terræn i flere europæiske lande som Frankrig, Ungarn, Polen, Holland med flere. De arbejder i jakkesæt i parlamenterne og i bølleuniformer og hooliganoutfit i gaderne. 

Samtidig ser vi, at de gamle, magtbærende partier segner under vægten af systemiske problemer, som de selv har uddybet med nedskæringer, liberaliseringer, korruption og magtfuldkommenhed. Der opstår politiske tomrum, som kun er blevet større, fordi socialdemokratierne har valgt ikke at gå med arbejderklassen. 

Disse reaktionære bevægelser har intet at byde på til dem, der følger dem. De får deres styrke, fordi venstrefløjen og arbejderklassen er svage og ikke er en bevægelse, der trækker folk med sig, forholder sig til folks virkelige problemer og adresserer kritikken.

I dette opbrud tillægger nogle bevægelser til venstre overraskende nok EU status som en stabiliserende faktor på trods af den økonomiske politik, TTIP-aftalen med USA, håndteringen af flygtninge og budgetregimet, der giver landene et skalkeskjul for at holde igen og føre nedskæringspolitik. En af effekterne er ulige geografisk udvikling i beskæftigelse og levevilkår. Giver det troværdighed hos folk i disse områder, at skattelylandet Luxemburg fik anbragt sin statsminister, Jean Claude Juncker, igennem 18 år på den magtfulde post som formand for EU-kommissionen?

Der blæser forandringsvinde. I Frankrig fortsætter protesten mod Hollandes reformer. I søndags valgte de nye byråd i Italien. Det førte til valget af borgmestre i Torino, Rom og en række andre byer, der er knyttet til Femstjernebevægelsen (M5S). Brexit-bevægelserne i Storbritannien stemte i torsdags. Søndag er der valg til parlamentet i Spanien. Nye partier vinder frem. I en vis forstand foregår det samme i Danmark.

Uanset vurderingen af disse strømninger er de udtryk for et opbrud, der åbner muligheder. Et gennemgående træk er, at de arbejder for et aktivt deltagerdemokrati og gennemsigtighed i de administrative og politiske processer. Et andet træk i Spanien og til dels Italien er, at bevægelsen vokser nedefra og etablerer sig på byplatforme, (i Barcelona og Madrid har de borgmesterposten), der tager afsæt i borgernes behov og organisering. Denne forankring er essentiel. 

Den frygtsomme stemning kan vendes af en bevægelse med et alternativ, en bevægelse med et raffineret demokrati og med frodig kultur. En bevægelse udviklet nedefra der forbinder de lokale, samlende platforme med parlamentarisk indsats på både byniveau, nationalt og i internationale solidariske netværk.

Hvis det er rigtigt – hvor står vi så?