Lige om lidt, når solen står højere på himlen, vil demokratiets vinger bringe os indflydelse. Vi bliver tildelt hele to valg. Et folketings- og et EU-parlamentsvalg. 

Dilemmaet for de siddende politikere er den ustyrlige befolkning. 

Differentieret pensionsalder, fremmedhad og endnu en reform i det i forvejen reformramte sundhedsvæsen. Mærkelige kandidater stiller op, og endnu mærkeligere får de taletid i medierne.

Ingen nævner, hvad der var galt med den solidariske pensionsalder. Her kunne folk jo vælge pensionsalderen fra, hvis de var så privilegerede, at de havde et job og stadig krop og hjerne til at fortsætte.

Fremmedhadets politik når dødsstraf-højder i at overgå hinanden. Lovforslag flyver uhindret igennem. Øde ø, send dem hjem-penge, nægt dem skolegang og behandling er bare nogle af dem.

Mangel på politik

Ingen nævner regionernes fratagne ret til at udskrive skatter. Eller den totale glemsel af miljø og specialområdet for handicappede. Næ, det er de manglende politiske poster i egne rækker, som gør ondt. Ingen argumenter er politiske. Pludselig er regionsrådene ophøjet til demokratiets højborg, trods deres indflydelse kun er at administrere nedskæringer.

Dilemmaet for de siddende politikere er den ustyrlige befolkning. Spindoktorerne er på vildt overarbejde. Hvorfor bliver vi ved med at råbe op omkring miljø, bankskandaler og børns vilkår? De forstår det ikke. Og gennem det hul i forståelsesmanglen popper enkeltpersoner op på den politiske scene. ”Fiskerlussing” fra Vestjylland stiller op mod fremmedhadet. Klaus Riskjær for en human kapitalistmoral, Nye Borgerlige for yderligere fascisme.

Samme følelse sidder den franske præsident med. Han forstår heller ikke befolkningen, selv om de ellers er ret tydelige. Hvorfor var det ikke nok at tilbyde lidt ekstra på mindstelønnen?

Brexit giver samme uforståelighed over for journalister og politikere. De giver hinanden taletid, stiller og svarer på hinandens spørgsmål og nyder deres selektive selvforståelse. De nikker, komplimenterer, ansætter og forfremmer hinanden i en selvforstærkende ekstase. Imens banker virkeligheden kraftigere og kraftigere på.

Trussel om krig

Og som før i historien kan man finde en fællesnævner, som kan afspore en dagsorden: Vi må få en fælles fjende, vi må have en rask krig. Det virker altid. Så det går vores fælles velfærdspenge til. EU og NATO bliver stadig kaldt fredens projekt, trods deres aggressive og destruktive adfærd.

Derfor er det vigtigt, at vi, der står som barnet og siger, at kejseren har ikke noget tøj på, oplyser vores naboer, kollegaer og venner om, at vi selv er virkeligheden – og det er os, der skal sætte dagsordenen.

Stem på en EU- og krigsmodstander til begge valg! Så er vi på vej til at tage magten tilbage, til det man i Danmark kalder folkeligt demokrati. Som det er nu, kan det sammenlignes med en Holberg-farce.